Genforeningen i 1920: Forskelle mellem versioner

I oktober 1918 var [[Tyske kejserrige|Tysklands]] militære nederlag i [[1. verdenskrig]] en realitet. Samme år havde [[USA]]'s præsident [[Woodrow Wilson]] fremlagt en 14-punkts fredsplan for [[Europa]]. Heri indgik blandt andet princippet om [[Den nationale selvbestemmelsesret|folkenes selvbestemmelsesret]], dvs. at nationale mindretal skulle have ret til at afgøre hvilken stat, de ville tilhøre. Den sidste tyske regering før den [[Novemberrevolutionen|tyske revolution i november 1918]] forsøgte at klare grænseproblemet ved at tilbyde en afståelse af [[Haderslev Amt]]. Den danske [[Ministeriet Zahle II|regering]] afslog med den begrundelse, at man ville afvente en fredsaftale. Regeringen havde fra den dansksindede rigsdagsmand i den tyske rigsdag i Berlin, [[H. P. Hanssen]] Nørremølle, fået informationer om, at en ny tysk regering måske ville være villig til en større afståelse.

 

[[Fil:ZoneindelingenSlesvig1920.png|thumb|Zoneindelingen i Slesvig]]

[[Fil:Abstimmung-schleswig-1920.png|thumb|Resultatet af afstemningen i 1920]]

Danskerne ønskede afstemningsurner for hver af de fire kategorier, men det blev afvist af CIS. I købstæderne var det dog muligt at udskille kategorien af tilrejsende.<ref name=fink/>

 

Inddelingen i to zoner tog først og fremmest hensyn til det forventede flertal, men også økonomiske, militære og geografiske forhold.

 

Man vidste at området mellem Flensborg og Tønder var en overgangszone mellem dansk og tysk sindelag, som bl.a. svarede til den gamle grænse mellem dansk og tysk kirkesprog. Her gik også grænsen mellem dansk og tysk flertal ved valget til den nordtyske rigsdag i 1867, men omvendt af i dag, da Tønder primært havde tyske sympatier, men var dansktalende, hvorimod Flensborg var overvejende dansksindet, men tysktalende. (Valget gav også dansk flertal i [[Adelby]], [[Hanved]] og [[Harreslev]] umiddelbart rundt om Flensborg og 96 % på det vestlige [[Før]], men tysk flertal i [[Ravsted]]). Inden for denne overgangszone ville den kortest mulige linje gå fra Flensborg Fjord ved Kruså til vestkysten ved Siltoft.

 

Grænsen fulgte for en stor del åer, bl.a. [[Vidå]], [[Rudbøl Sø]], [[Gammelå]] og [[Skelbæk (Tinglev Sogn)|Skelbæk]] (som er opkaldt efter grænsen mellem [[Slogs Herred|Slogs]] og [[Kær Herred|Kær herreder]]), og mod øst Kruså tunneldal, [[Nyhus Sø]] og [[Krusåen|Kruså]].

 

Den 1. zone var Nordslesvig, området som skulle komme til at ligge nord for den nuværende grænse. I denne zone stemtes der ''en bloc'', dvs. flertallet i zonen som helhed blev afgørende. Reglen var til fordel for Danmark, da usikkerhed om Tønder og de små sogne langs grænsen kunne elimineres. Stormagterne ville på den måde kompensere Danmark for det sindelagsskifte fra dansk til tysk som kunne være opstået under den preussiske [[fortyskningspolitik]]. Men formålet var også at hele Nordslesvig skulle være udelt. En lang og fragmenteret grænselinje ville skabe dårlige vilkår for områdets økonomi og erhvervsliv og være vanskelig at bevogte og forsvare militært.

 

2. zone omfattede [[Flensborg]] og en del af det område som før 1920 blev kaldt [[Mellemslesvig]]. Her skulle afstemningen gælde kommunevis, dvs. at eventuelle distrikter med dansk flertal kunne komme til Danmark.

 

Afstemningen i 2. zone foregik den [[14. marts]] 1920. Fra dagen før pågik der i den tyske hovedstad [[Berlin]] et forsøg på [[statskup]], som skulle genindsætte kejsereren, det såkaldte [[Kappkuppet|Kappkup]], men der er ikke belæg for at det skulle have påvirket afstemningsresultatet.

 

En 3. zone, der gik ned til [[Slien]] og [[Dannevirke]], var overraskende kommet med i det første udkast til fredstraktaten. Baggrunden var henvendelser fra den private danske gruppe Dannevirkebevægelsen.<ref name=au/><ref>{{Cite web |url=http://www.graenseforeningen.dk/index.php/node/4524 |title=Afstemningszoner. Grænseforeningens hjemmeside. |access-date= 7. januar 2020 |archive-date= 3. marts 2018 |archive-url=https://web.archive.org/web/20180303164544/http://www.graenseforeningen.dk/index.php/node/4524 |url-status=yes }}</ref> Efter en anmodning fra den danske [[Rigsdagen|rigsdag]], der med 130 stemmer mod 24 udtalte, at man ikke ønskede en afstemningszone så langt mod syd, blev den 3. zone sløjfet fra den endelige traktat.<ref name=salmonsen>[http://runeberg.org/salmonsen/2/26/0275.html ''Salmonsens Konversationsleksikon,'' artiklen ''Danmark'']</ref> Den nøjagtige grænse for 3. zone nåede aldrig at blive fastlagt.

 

Det sydligste Slesvig mellem Dannevirke-Slien og Ejderen er af nogle blevet betegnet "4. zone", men her var det aldrig på tale at afholde afstemning.

 

[[File:Plebiszit_in_Nordschleswig.svg|thumb|Procent danske stemmer i hvert sogn i 1. zone. Resultaterne fra de meget små kommunedistrikter er her omregnet til sogneplan.]]

Afstemningen i Nordslesvig, i den såkaldte 1. zone, blev afholdt den [[10. februar]] [[1920]]. Der blev afgivet 101.652 stemmer (en [[valgdeltagelse]] på 91,5 %). 74,2 procent stemte for Danmark og 24,9 % procent for Tyskland.

 

Af de i alt godt 111.000 stemmeberettigede udgjorde de tilrejsende omkring 28.000; heraf kom 16.638 rejsende til afstemningen nordfra og 11.609 sydfra. Ifølge en beregning i værket ''Valg mellem dansk og tysk'' fra 1976 af Aksel Lassen stemte 62 % af de tilrejsende dansk og 38 % tysk. Ca. 7.500 personer, der først var flyttet til området efter 1900 – overvejende tyske – kunne ikke deltage i afstemningen.<ref>Fink (1979c), s. 24f.</ref> Beregninger fra det midlertidige danske ministerium for sønderjyske anliggender i 1920 peger på at jernbanepersonale i stationsbyer, marinesoldater i Sønderborg og tjenestemænd i visse byer har bidraget til det tyske stemmetal. Beregningen anslog at dansk og tysk i Sønderborg og Åbenrå ville stå lige, og nogle landdistrikter ville skifte fra tysk til dansk flertal, hvis de tilrejsendes stemmer trækkes fra.<ref name=ais/>

 

I 2. zone stemte 12.800 eller 20 % for Danmark og 51.724 stemmer for Tyskland. I [[Flensborg]] by var den danske stemmeandel ca. 25 %.<ref name=au>[http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/genforeningen-1920/ Genforeningen 1920. danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Dateret 12. november 2015.]</ref><ref>Fink (1979c), s. 39.</ref> Ser man bort fra de tilrejsende, ville det danske stemmetal i Flensborg have været 28 %.<ref>Fink (1979c), s. 43.</ref>

 

Tre små kommuner i 2. zone havde dansk flertal, nemlig [[Goting]], [[Hedehusum]] og [[Utersum]] på øen [[Før]]s vestlige halvdel, som havde tilhørt de [[kongerigske enklaver]] før 1864.

 

== Flensborg-bevægelsen og påskekrisen ==