Prades (Pyrénées-Orientales): Forskelle mellem versioner

I februar [[1939]] ankom flygtninge fra den [[spanske borgerkrig]] i titusindvis til Prades med tog fra [[Latour-de-Carol]]. Kvinder og børn blev evakueret, mens mændene blev tilbageholdt under opsyn af det 81. infanteriregiment.<ref>René Grando, Jacques Queralt, Xavier Febrés, ''Camps du mépris : des chemins de l’exil à ceux de la Résistance (1939-1945). {{formatnum:500000}} républicains d’Espagne indésirables en France'', Llibres del Trabucaire, Perpignan, 1991, 2. édition. ISBN 2-905828-32-3, p. 52-53</ref>Blandt dem var (Pablo) [[Pau Casals]]. I de følgende interesserede han sig for andre eksil-spanieres skæbne i området. De spanske flygtninge udgjorde en vigtig del af modstandsbevægelsen i departementet under den tyske besættelse. Den 29. juli [[1944]] angreb 150 spanske og 50 franske modstandsfolk sammen [[Gestapo]]s hovedkvarter i Prades.<ref>Grando ''et alii'', p. 153</ref>Det lykkedes dog ikke at indtage hovedkvarteret trods 5 timers hård kamp.<ref>Grando ''et alii'', p. 154</ref>

 

 

Yderligere tiltag bidrog til kulturlivet i Prades. I [[1955]] startede den første filmklub i byen på initiativ af borgmesteren Louis Monestier og Marcel Tariol. I [[1959]] startede [[René Clair]] og Pau Casals en filmfestival, Les Rencontres Cinématographiques Internationales de Prades, som stadig afholdes hvert år i den tredje uge i juli. Endelig har byen siden [[1968]] været vært for den catalanske sommeruge (Universitat Catalana d'Estiu).