Spærregrænse: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering Avanceret redigering fra mobil
Linje 29:
Ved [[Folketingsvalget_1971|folketingsvalget i 1971]] fik partierne [[Kristeligt Folkeparti]], [[Danmarks Retsforbund]], [[Venstresocialisterne]] og [[Danmarks Kommunistiske Parti]] ingen mandater, selv om de tilsammen fik 199.589 stemmer, hvilket udgjorde 6,7 % af de gyldige stemmer og ville have givet partierne 13 mandater såfremt spærrereglerne ikke havde været gældende ifølge partiernes beregninger.<ref name="dom"/>
 
På denne baggrund anlagde landsretssagfører Lars O. Grønborg den såkaldte spærreregelsag mod [[Indenrigsministeriet]] med påstand om at spærrereglerne var grundlovsstridige som stridende imod grundlovens krav om en valgmåde der sikrer en ligelig fordeling af anskuelserne blandt vælgerne. {{Wikisource|Spærreregelsagen|lang=da}} [[Østre Landsret]] udtalte at grundlovens krav "ikke kan forstås som påbydende en ren matematisk fordeling af mandaterne på grundlag af stemmetallene," og henviste til at grundloven åbnede for at der kunne ske valg i enkeltmandskredse og bestemmelsen om at den stedlige mandatfordeling skal ske med hensyn til vælgertal og befolkningstæthed. Østre Landsret fandt heller ikke at forarbejderne til grundlovene af 1915 og 1953 støttede at disse bestemmelser skulle være de eneste tilladelige afvigelser fra et "matematisk ligedelingsprincip". Østre Landsret henviste endvidere til at valglovene af 1915 - med de hidtidigt strengeste spærreregler - og 1953 var vedtaget i sammenhæng med grundlovene af 1915 og 1953 og konkluderede at disse valgloves spærregrænser ikke gik udover "hvad man ved grundlovens givelse har fundet foreneligt med grundlovenes bestemmelser." Da de bestridte spærreregler ikke var væsentligt eller principielt forskellige fra de tidligere måtte disse også være forenelige med grundloven.<ref name="dom"/>
 
Østre Landsret frifandt på den baggrund Indenrigsministeriet. Sagen blev ikke indbragt for Højesteret.