|
}}
'''Latin''' (latin: ''lingua latīna'') er et sprog, der blev talt i [[antikken|oldtidens]] [[Romerriget|Romerrige]]. Det har været brugt som internationalt sprog til midten af 1800-tallet, og latin er stadig [[den Hellige Stol]]s (Bispesædet i RomsVatikanets) officielle sprog.
== Historie ==
Latin hører til den [[italiske sprog|italiske]] gruppe af de [[indoeuropæiske sprog]] som de uddøde sprog oskisk og [[Umbrien|umbrisk]]. Latin er egentlig betegnelsen på den [[dialekt]], der blev talt i det [[antikken|antikke]] [[Latium]] (Lazio), dvs. området syd for Rom. Efterhånden som Rom underlagde sig resten af [[Italien]] og siden landene omkring [[Middelhavet]], voksede latin i indflydelse, og latin blev administrationssprog i den vestlige del af [[Romerriget]]. I øst holdt man derimod fast ved [[græsk]], der var blevet udbredt efter [[Alexander den Store]]s erobringer, og som alle dannede romere alligevel talte.
Der var i oldtiden forholdsvis stor forskel på det lærde klassiske latin, som blev brugt i litteratur og offentlige taler, og som er det sprog, der undervistes i i traditionel latinundervisning, og det enklere folkelige ''"[[vulgærlatin]]"'', som mest blev brugt i daglig tale, menog som vi kan se spor af i [[komedie]]rne og [[Petronius]]' ''[[Satyricon]]''. [[Cicero]] gjaldt som det sproglige ideal, og hans samtidige forfatteren Marcus Terentius Varro fremholdt i sit værk ''De lingua latina'', at det at tale latin godt, var at tale "romersk". Man kendte romeren på, at han udtalte ''h'<nowiki/>'''et og de afsluttende ''<nowiki/>'''s'<nowiki/>'''er. [[Catullus]] gør i et digt nar af en udannet mand, Arrius, der prøver at virke dannet ved at udtale ''h'', hvor det ikke skal være, som hvis man udtalte "ovenpå" som "hovenpå". En [[gravstele]] fra [[Tarragona]] har indskriften ''Have Volusia'' (= Farvel, Volusia), hvor der skulle have stået ''Ave Volusia''. Med udgangspunkt i de mange sprogfejl, han hørte, bekymrede Varro sig for det latinske sprogs fremtid.<ref>Vibeke Roggen m.fl.: ''Antikkens kultur'' (s. 184-5), forlaget Aschehoug, Oslo 2010, ISBN 978-82-03-33743-7</ref>
Fra omkring [[300]] e.Kr. blev latin den vestlige [[kirke (trosretning)|kirkes]] sprog. Det varede hele [[middelalderen]]. Latin blev det internationale sprog, som lærde og videnskabsmænd i det vestlige [[Europa (verdensdel)|Europa]] brugte til udveksling af [[tanke]]r og [[opdagelse]]r. Tidspunktet, hvorpå latin ophørte med at være [[modersmål]], sættes til ca år [[600]].<ref>Vibeke Roggen m.fl.: ''Antikkens kultur'' (s. 185)</ref>
|
