Sant'Angelo in Formis: Forskelle mellem versioner

'''Abbediet Sant'Angelo in Formis''' ligger i den [[italien]]ske by '''Sant'Angelo in Formis''', som er en del af [[Capua]] kommune i provinsen [[Caserta]] i regionen [[Campania]]. Klosterkirken er indvietviet til [[ærkeengel|ærkeengl]]en Michael og hæver sig op fra den vestvendte skråning på bjerget Tifata. Den benediktinske basilika er et bemærkelsesværdigt eksempel på [[romansk arkitektur]] i Campanien. Den blev bygget over ruinerne af et gammelt hedensk tempel for Diana Tifatina ([[oskisk (sprog)|oskisk]] = "Egetræets Diana"). På de første dokumenter er bygningen benævnt som ''ad arcum Dianae'' ("nær ved Dianas bue", hvilket hentyder til, at kirken var bygget overpå ruinerne af et Dianatempel). Den etymologiske fortolkning af udtrykket ''in Formis'' er omdiskuteret: Nogle hævder, at udtrykket er afledt af det [[latin]]ske ''forma'' (= "akvædukt"), hvad der skal henvise til en nærliggende vandledning eller en bjergskråning. Andre mener derimod, at det er en omdannelse af ordet ''informis'' (= "formløs" og deraf "åndelig").

Den første kirke var en [[basilika]], som blev opført i den [[langobarder|langobardiske]] periode, dvs. i slutningen af det [[6. århundrede]]. De pålidelige kilder rækker dog kun tilbage til det 10. århundrede, og de omtaler en kirke på stedet, som Capuas biskop, Peter 1. ([[925]]-[[938]]), gav til munkene i [[Monte Cassino]], da de ville bygge et kloster på stedet.

Klostret blev senere opgivet, og i 1065 overdrog Capuas biskop, Hildebrand, det til den normanniske fyrste, [[Richard 1. af Capua|Richard 1]]. I 1072 overlod fyrsten klostret til det netop opførte abbedi i Monte Cassino, som blev ledet af abbed [[Pave Victor III|Desiderio]] (den fremtidige pave Victor III) Det var den samme Desiderio, som forestod renoveringen af basilikaen i årene mellem 1072 og 1087. Han lod den udstyre med rige, malede dekorationer, som for en dels vedkommende stadig pryder basilikaens indre, og han tog ikke hensyn til de arkitektoniske elementer, der stammede fra den hedenske tid.

Kirken viser påvirkning fra den grundidé til et abbedi, som er typisk for Cassino. Det fremgår både af den enkle basilikagrundplan, der afsluttes med tre apsis'erapsisser, og i den strenghed, der præger rummet og dekorationerne. Man kommer ind i kirken gennem en åben forhal, som består afunder fem tøndehvælvinger. De spidse buer viser arabisk påvirkning, men de er del af en senere rekonstruktion af forhallen, som muligvis er sket i den sidste halvdel af det 12. århundrede. Man ved desuden, at basilikaen og særligt forhallen blev genstand for flere ændringer i århundredernes løb, og det har delvist ændret det oprindelige udseende. I forhallen kan man se billeder af den hellige jomfru, omgivet af engle og ærkeenglen Skt. Michael. Dem finder man i de to felter over hovedindgangen, hvad der viser hen til græsk indflydelse.

Kirkens indre består af et hovedskib og to sideskibe, adskilt af søjler med korintiske kapitæler. Søjlerne bærer spidse buer, som støtter hovedskibets øverste murværk. Gulvdekorationen er usædvanlig, for den består delvistdels af rester fra en gulvmosaik fra det 11. århundrede, og delvistdels af et stenparket fra det gamle romerske Dianatempel. Søjlerne, som bærer skillevæggene mellem hovedskibet og sideskibene stammer også fra det oprindelige tempel.

Freskerne, som pryder væggene i basilikaen, er eksempler på den [[byzantinsk kunst|byzantinsk-campanske]] skole, og de er nogle af de bedst bevarede frai den periodeSyditalien i Syditalien (det [[11. århundrede]]). Man formoder, at de er udført af lokale malere, som fulgte den byzantinske tradition. Billederne i skibet består af en nytestamentlig cyklus, mens sideskibene har billeder af en gammeltestamentlig cyklus. Bagvæggen i den midterste apsis domineres af den velsignende Kristus mellem evangelisternes symboler.

Disponeringen af scenerne i Sant'Angelo er usædvanlig: Egentlig bliver episoderne fra det gamle og det nye testamente begge fremstillet på hovedskibet (hver især på én af skillevæggene, eller rettere på to modsatrettede flader). Denne fremstillingsmåde kan være bestemt af viljen til at fremhæve den kristologiske cyklus i forhold til den gemmeltestamentligegammeltestamentlige: Ligesom Det gamle testamente er en skygge af Det nye, sådan skal de episoder, der illustrerer den, ses i sideskibenes mørke for at forberede betragteren på den afsløring, der omvendt udfoldes i hovedskibets lys.