Rote Armee Fraktion: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
mNo edit summary |
mNo edit summary |
||
Linje 4:
De var særlig aktive i efteråret [[1977]], hvor det medførte en tysk regeringskrise. Mange af gruppens medlemmer blev fængslet, og flere døde i fænglset under omstændigheder der medførte forskellige konspirationsteorier.
RAF ville efter eksempel af sydamerikanske modstandskæmpere, f.eks. [[Tupamaros]] in [[Uruguay]], føre væbnet kamp som "byguerilla" mod "systemet" og den herskende [[kapitalisme|kapitalistiske]] stat. De hævdede også at [[Vesttyskland]] var styret af [[fascisme|fascister]]. Vesttyskland var en politistat, og den eneste måde, hvormed de mente at kunne bevise dette, var ved gennem mord, røverier og gidseltagninger at tvinge politiet frem, således at man kunne se politistaten. Navnet var inspireret af den [[Japanske Røde Armé]], en lignende japansk terrororganisation, mens "Fraktion" skulle illustrere tilknytningen til en større [[marxistisk]] bevægelse. RAF var i konservativ tysk presse også kendt som ''Baader-Meinhof-banden'', efter to af medlemmerne, Andreas Baader og Ulrike Meinhof.
RAF samarbejdede med flere andre venstreorienterede terrororganisationer uden for Vesttyskland, bl.a. den franske organisation [[Action Directe]]. Vesttysk politi og tyske militære specialenheder forsøgte ofte med alle midler at bekæmpe gruppen - flere af gruppens medlemmer endte i fængslet i Stammheim, hvor de dog ikke gav op, men ofte forsøgte på flugt eller sultestrejker. Gruppens voldelige islæt har ofte ført til at politiet og militæret har skudt først, således også under en flykapring, hvor vesttyske specialenheder tilbageerobrede flyet i Somalia. Gruppen var konstant i politiets og politiskernes søgelys, og i slutningen af 80'erne fandt man endvidere ud af at flere af gruppens medlemmer opholdt sig i DDR.
Til kendte ofre hører den tyske arbejdsgiverformand [[Hanns-Martin Schleyer]], rigsadvokat [[Siegfried Buback]], Dresdner Bank-chefen [[Jürgen Ponto]], Berlins justitskammerpræsident (øverste dommer) [[Günther von Drenkmann]], Deutsche Bank-chefen [[Alfred Herrhausen]], Tysklands militærattaché i Stockholm, [[Andreas von Mirbach]] samt handelsattachéen samme sted, [[Heinz Hillegart]], desuden [[Karl Heinz Beckurts]], medlem af ledelsen i [[Siemens]]koncernen, [[Gerold von Braunmühl]], højtstående embedsmand i det tyske udenrigsdepartement og [[Detlev Karsten Rohwedder]], chef for [[Treuhand]] (havde ansvaret for overføring af det styrtede [[DDR]]-regimets ejendom til rette ejere eller reprivatisering gennem salg); i tillæg et stort antal politimænd, sikkerhedsvagter og privatchauffører.
I 1998 opløstes organisationen sig selv.
{{Samfstub}}
| |||