Det kategoriske imperativ: Forskelle mellem versioner

Et eksempel: Man befinder sig en diskussion og bliver ophidset, og man får lyst til at slå diskussionspartneren. Ifølge det kategoriske imperativ skal man så spørge sig selv: Ønsker jeg, at maksimen for min handling – ”Man må godt slå en diskussionspartner, hvis man bliver ophidset” – bliver en lov, der gælder for alle mennesker? Hvis man bliver enig med sig selv om, at man ikke ønsker det, så skal man ikke udføre handlingen. I dette tilfældeTværtimod ønsker man derimod, at maksimen ”Man må ikke slå en diskussionspartner, hvis man bliver ophidset” bliver en almen lov.

Ifølge Kant skal det være '' [[fornuft]]en'', der styrer etikken og de etiske overvejelser. Det skal ikke være ''tilbøjeligheder'' (ty. ”Neigungen”), for eksempel lyst eller ubehag, for de har en tendens til at tjene ens egoistiske interesser. Tilbøjeligheder er tilfældige og ofte modstridende.<ref>Jimmy Zander Hagen: Eksistens og ansvar, s. 36</ref> De beror på lyst og ulyst.

En tilbøjelighed kan for eksempel være persondyrkelse. Men enEn sådan tilbøjelighed er tilfældig. Den afhænger af den enkeltes smag. Forskellige mennesker kan have forskellig smag og vil derfor dyrke forskellige personer. En handling, der er udført på baggrund af en tilbøjelighed, har ingen positiv moralsk værdi, siger Kant. Det er bevæggrunden, motivet, der giver handlingen dens moralske værdi. En tilbøjelighed er derimod ikke et moralsk rigtigt motiv for en handling.

Det kategoriske imperativ kan udledes af fornuften, siger Kant. Hvis man bruger sin fornuft, så må man komme frem til, at etikkens grundlov må være den, at man kun skal handle efter den maksime, ved hvilken man samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov.

Det kan illustreres med et eksempel på en maksime: ”Hvis man låner penge af nogen, og man lover at betale pengene tilbage, så skal man betale dem tilbage.” Spørgsmålet er nu: Kan man ville, at denne grundsætningmaksime bliver en almengyldig lov? Ja, svarer Kant. Hvis man bruger sin fornuft og tænker grundigt og konsekvent over spørgsmålet, så må man komme til den konklusion, at man ønsker, at denne grundsætning bliver en almengyldig lov.<ref>Arne Næss: ''Filosofiens historie 1, s. 603-04.''</ref>

Det bliver tydeligere, hvis man tænker sig en anden maksime: ”Hvis man låner penge af nogen, og man lover at betale pengene tilbage, så behøver man ikke at betale dem tilbage.” Kan man nu med sin fornuft ville, at denne grundsætning bliver en almengyldig lov? Nej, svarer Kant. For hvis den grundsætning bliver en lov, som gælder for alle mennesker, så vil dendet medføre, at en långiver ikke kan tro på et løfte om tilbagebetaling, når vedkommende giver et lån. Det vil betyde, at lånemarkedet vil bryde sammen. Der vil nemlig ikke længere blive givet lån, fordi långiverne vil være bange for at miste deres penge. Det vil igen betyde, at hæderlige mennesker, der virkelig har brug for et pengelån, ikke kan få det.<ref>Jf. Grundlæggelse af moralens metafysik, 1. afsnit.</ref>

DerforMen det kan man kan ikke ville, at denne maksime bliver en almen lov. Og derforDerfor skal man ikke handle efter den maksime, siger det kategoriske imperativ.

Det er ikke konsekvenserne eller følgerne af en handling der afgør, om handlingen er god, siger Kant. Det afgørende er [[motiv|motivet]]. Med ”motivet” mener han den holdning, man har til det kategoriske imperativ. Har man agtelse (respekt) for det kategoriske imperativ? Har man en god vilje til at handle ud af agtelse for det kategoriske imperativ? Hvis man har det, så er handlingen god.<ref>Justus Hartnack: Filosofiens historie, s. 180.</ref> Det afgørende er det, der sker før handlingen (motivet, viljen) - ikke det, der sker efter handlingen (konsekvenserne).

Den gyldne regel fokuserer på ''individet'' – eller rettere: Denden er fokuseret på forholdet mellem individet og de andre: Du skal behandle andre, som ''du'' ønsker ''selv'' at blive behandlet af andre. Derved er den i fare for at blive påvirket af tilfældige, individuelle tilbøjeligheder, siger Kant. Det er nemlig individuelt, hvordan man ønsker at blive behandlet. En sulten, fattig person ønsker vand og brød til middag, mens en rig person ønsker champagne og kaviar.<ref>Goldene Regel und kategorischer Imperativ [https://www.goethegymnasium-hildesheim.de/index.php/faecher/faecher/gesellschaftswissenschaften/philosophie]</ref>

Det kategoriske imperativ fokuserer derimod på ''almenheden''. Det fokuserer på, hvordan alle handler mod hinanden indbyrdes: Du skal handle således som du ønsker, at ''alle'' skal behandle hinanden indbyrdes. Mens man altså ved den gyldne regel slutter fra, hvordan man ønsker selv at blive behandlet, slutter man ved det kategoriske imperativ fra, hvordan man ønsker, at alle behandler hinanden indbyrdes. ManPå kandenne såledesmåde sige, ater det kategoriske imperativ er en ''udvidelse'' af den gyldne regel. Motivet hentes ikke længere fra hensynet til individet, men fra hensynet til almenheden.<ref>Goldene Regel und kategorischer Imperativ [https://www.goethegymnasium-hildesheim.de/index.php/faecher/faecher/gesellschaftswissenschaften/philosophie]</ref>

Både det kategoriske imperativ og den gyldne regel er et forsøg på at give enet almengydigtalmengyldigt svar på, hvordan individet skal handle. I begge tilfælde er der tale om, at princippet bruger ens ønske som en rettesnor for, hvordan man skal handle. I tilfældet med den gyldne regel er der tale om et forholdvisforholdsvis egoistisk og følelsesbestemt ønske. I tilfældet med det kategoriske imperativ er tale om et mere fornuftsbestemt ønske.<ref>Goldene Regel und kategorischer Imperativ [https://www.goethegymnasium-hildesheim.de/index.php/faecher/faecher/gesellschaftswissenschaften/philosophie]</ref>

Hegel nævner spørgsmålet om privatejendom som et eksempel: Skal der være privatejendom eller ikke? Nogle mener, at der skal være privatejendom, og derfor kan de ville, at maksimen ”Man bør respektere andres private ejendom” bliver almen lov. Andre mener ikke, at der skal være privatejendom, og derfor kan de ville, at maksimen ”Man bør ikke respektere andres private ejendom” bliver almen lov. Det kategoriske imperativ giver ikke svar på, hvilken af de to maksimer der er den rigtige. De to parter har nemlig forskellige ønsker om, hvilken maksime der bliver en almen lov.<ref>Hegel: Phänomenologie des Geistes, bind 3, s. 317.</ref>

Det kategoriske imperativ er også blevet kritiseret for at være for stiv og rigoristisk. Denne kritik har blandt andet lydt fra den amerikanske filosof ''Marcus G. Singer'' (1926-2016). Kritikken lyder på, at det kategoriske imperativ ikke tager hensyn til, at en særlig ''situation'' kan kræve, at en almen lov skal brydes. For eksempel kan man tænke sig den situation, at en morder, der er på jagt efter sit offer, spørger en person, hvor offeret er. Den almene lov siger: ”Man må ikke lyve.” Kant mener, at en sådan lov er ubetinget, uden undtagelser. Men kræver ikke netop ''denne'' situation, at personen lyver – i den hensigt at redde et menneskeliv? Hvad der er den rette handlemåde, afgøres ikke alene af maksimer, der er afledt af det kategoriske imperativ, siger Singer. Det afgøres også af den specielle situation, man handler i.<ref>Marcus G. Singer: Generalization in Ethics, New York 1971.</ref><ref>Goldene Regel und kategorischer Imperativ [https://www.goethegymnasium-hildesheim.de/index.php/faecher/faecher/gesellschaftswissenschaften/philosophie]</ref>