Versionen fra 21. jan. 2022, 23:55 redigér InternetArchiveBot (diskussion \| bidrag) Botter 133.006 edits Oprettede eller redigerede 1 arkivlinks ud af 2 analyserede links, se hjælp) #IABot (v2.0.8.6 ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 9. mar. 2022, 10:41 redigér fjern redigering 91.133.32.12 (diskussion) No edit summary Tags: Tilbagerullet Visuel redigering Gå til næste forskel →
Linje 2: '''Chlorfluorcarboner''' ('''CFC''') er en gruppe [[kemisk forbindelse\|kemiske forbindelser]], som består af [[alkan]]er, typisk [[metan]] eller [[ethan]], hvor brintatomerne er substituerede med [[klor]]- og [[fluor]]atomer. Hvis der stadig også brintatomer tilbage i stoffet, kaldes det også '''hydrochlorfluorcarboner''' ('''HCFC'''). CFC'er er også kendte under [[DuPont]]-varemærket '''freon'''. CFC'er blev tidligere brugt some gassen og derefter slukke et lys med udåndingsluften. CFC'er blev tidligere brugt som [[Kølemiddel\|kølemidler]] overalt i f.eks. [[køleskab]]e og som drivgas i sprayflasker eller som [[rensemiddel\|rensemidler]]. I det store og hele er det forbudt at bruge dem ifølge [[Montrealaftalen]], da man er overbevist om, at de har skadelig virkning på [[ozonlag]]et. Som erstatning bruges HCFC, der spaltes i de laveste lag af [[Jordens atmosfære\|atmosfæren]], men som desværre fører til opbygning af stigende mængder klor i atmosfæren. Af samme grund fortsætter forsøgene på at finde nye og bedre erstatninger. CFC-gasserne blev fremstillet af ingeniøren [[Thomas Midgley]] i [[1928]] som en erstatning for flydende [[ammoniak]], der var datidens kølemiddel i køleskabene. Kravene til afløseren var, at stoffet skulle have et lavt kogepunkt, det skulle være ugiftigt og i store træk kemisk inaktivt. Midgley demonstrerede, at CFC havde disse egenskaber ved at inhalere gassen og derefter slukke et lys med udåndingsluften. Siden slutningen af [[1970'erne]] har der været arbejdet på at få forbudt CFC-gasserne på grund af deres ødelæggende virkning på ozonlaget. Den blev afsløret af et par forskere, som offentliggjorde deres undersøgelser i [[1974]]. Her viste det sig, at ét af CFC-gassernes mest tiltalende træk, nemlig deres kemiske inaktivitet, netop er det, som gør dem til nogle af de mest forurenende stoffer. Deres levetid er ofte over 100 år, og det giver dem tid til at sive ud i de yderste lag af [[stratosfære]]n. Her er [[Ultraviolet lys\|UV]]-strålingen fra solen kraftig nok til at fraspalte kloratomerne. De er til gengæld yderst aktive, kemisk set, og de spalter ozonet til ilt:

CFC-gas: Forskelle mellem versioner