Jødedom: Forskelle mellem versioner

2 bytes fjernet ,  for 3 måneder siden
m
Typo
m (Gendannelse til seneste version ved Jensga, fjerner ændringer fra Jwibeckholt (diskussion | bidrag))
Tag: Tilbagerulning
m (Typo)
 
=== Rosh Hashanah ===
[[Rosh Hashanah]] betyder "årets begyndelse (egtligegentlig hoved)" og fejres som det jødiske nytår, om end højtiden falder på den 7. måned i den jødiske kalender. Festen fejrer verdens skabelse og indleder de såkaldte ''bodsdage'', ti dage, der varer til [[Yom Kippur]], under hvilken folk opfordres til at undskylde over for dem, de har gjort uret.
 
=== Yom Kippur ===
Tilhængere af jødedommen sporer deres religion tilbage til [[Patriark (Bibelen)|patriarken]] [[Abraham]], der regnes for jødernes stamfader, der sluttede pagt med [[Jahve]].<ref name="Trautner-Kromann 13">Trautner-Kromann, Hanne. "Jødedommens oprindelse", ''Jødedommen'' (Verdens religioner) (1. udgave), Politikens Forlag A/S, København, 1983, side 13. ISBN 87-567-3738-6.</ref>
 
Israelitternes 12 stammer var under sagnkongerne [[Kong David|David]] og [[Salomon]] angiveligt samlet i et rige med Salomons tempel i Jerusalem som vigtigste helligdom. Der findes dog ikke historiske eller arkæologiske beviser for det. Før 586 fvtf.Kr. synes polyteisme at have været udbredt blandt israeliterne. Arkæologiske fund giver det indtryk, at israeliternes religion ikke adskilte sig væsentligt fra kanaanæisk religion. El blev dyrket som gudernes konge og verdens skaber, og El udpegede Jahve som stammegud for israelitterne. Ashera blev dyrket som frugtbarhedsgudinde og El/Jahves kone, og deres søn var tordenguden Baal. Disse guddomme blev dyrket på helligsteder og i helligdomme rundt om i landet. Efter Salomon blev riget ifølge biblen delt i et nordrige, Israel, med kongelige templer i Dan og Bethel samt et sydrige, Juda, med kongeligt tempel i Jerusalem. De ti stammer i Israel blev løbet over ende af assyrerne i 722 f.Kr. hvorefter disse ti stammer ophørte med at eksistere. I 622 f.Kr. centraliserede kong Josia af Juda ifølge Biblen religionsudøvelsen, så ofringer herefter kun måtte foregå i [[templet i Jerusalem]]. Den [[babylon]]ske kong [[Nebukadnesar]] erobrede [[Judæa|Juda]] i [[586 f.Kr.|586 fvt.]], i hvilken forbindelse han ødelagde [[templet i Jerusalem]] og førte en del af indbyggerne i eksil i [[Babylon]].
 
Det babylonske eksil varede indtil 536 fvtf.Kr., da perserkongen [[Kyros]] løslod jøderne og lod dem vende hjem, hvor de genopbyggede templet i 515 fvtf.Kr. I de efterfølgende århundreder fik jødiske hellige skrifter omtrent den form de har i dag, men forfatterne/redaktørerne har også trukket på langt ældre kilder. Herefter overlever [[hebræisk]] som helligt sprog, mens jøderne begyndte at tale [[aramæisk]] eller [[græsk]] til daglig. [[Samaritaner]]ne var efterkommere af israelitter og kanaanæere fra nordriget Israel, som overlevede den assyriske besættelse, og disse anså Mosebøgerne som deres hellige skrifter. Da jøderne imidlertid ikke anså dem for racerene, bliver deres religion regnes normalt som en selvstændig religion. Frem til 70 evte.Kr. opstod divergerende retninger af jødedommen, hvoraf [[saddukæerne]], [[farisæere|farisæerne]] og essenerne synes at have været de væsentligste. Endvidere opstod en række messianske og/eller apokalyptiske bevægelser, hvoraf en udvikler sig til [[kristendommen]]. Et oprør mod romerne endte med Jerusalems ødelæggelse og nedbrænding af templet i 70 evte.Kr. Med [[Første jødisk-romerske krig|nedbrændingen af templet]] ophører jødedommen som offerreligion.
 
Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som bygger videre på farisæerne, samt kristendommen som hurtigt udskilte sig som en selvstændig religion.
1.052

redigeringer