Korstog: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
m link fix
Linje 23:
Pave Urban bød endvidere at korstoget skulle udføres af våbenføre og våbenduelige mænd, men dette blev der ikke lyttet til i første omgang. En munk - Peter Eremit - prædikede kort derefter at korstoget skulle klares af alle der ville deltage, og hurtigt fik han samlet en stor menneskeskare, der bestod af gamle, kvinder og børn, og enkelte våbenføre mænd. "Hæren" var dårligt udrustet, kunne ikke brødføde sig selv, overfaldt mellemeuropæiske jøder så at paven måtte træde i karakter, stjal og røvede fra befolkningen på Balkan, og kort efter at de havde krydset Bosporus blev de slagtet af tyrkiske seldsjukker. Dette mislykkede hærtog kaldes ofte ''Folkekorstoget''.
 
Det egentlige korstog, der drog op fra Vesteuropa i 1096 bestod af veltrænede og veludrustede riddere. Blandt korstogets ledere var [[GodtfredGodfred af Boullion]], [[Raymond af Toulouse]], [[Eustace af Boulogne]], [[Bohemond af Taranto]], [[Balduin af Flandern]] og [[Robert af Normandiet]]. Der var således ingen konger eller regenter blandt lederne i det Førte Korstog. Alle drog ad forskellige veje til Konstantinopel, hvor kejseren [[Alexios Komnenos]] nægtede dem adgang til byen, og nægtede at sætte dem over Bosporus, medmindre at de svor, at alt erobret land tilfaldt kejseren. Dette gjorde de, men overholdt blev det stort set ikke (den lilleasisatiske by Nikæa samt nogle få andre blev givet til kejseren).
 
I foråret [[1097]] var korstogshæren sat over til [[Lilleasien]], og man begav sig mod syd og øst, således at man fortrinsvis holdt sig til kysten. I bagende varme marcherede hæren gennem Lilleasien, og blev gentagne gange udsat for angreb fra tyrkerne, der med deres hurtige heste og korte buer tilføjede korsfarerhæren store tab. Imidlertid blev en del byer tilbageerobret og i 1098 formåede korsfarerne at indtage både [[Edessa]] og [[Antiochia]]. Antiochia holdt længe stand og var først endelig indtaget i slutningen af juni 1098, og kort efter indtagelse blev korsfarerne selv belejret af muslimerne. Det lykkedes imidlertid at overvinde disse, således at marchen kunne fortsætte mod syd, hvor flere og flere byer faldt i korsfarernes hænder.
 
I juni [[1099]] nåede man frem og erobrede Jerusalem. En af de gejtlige, der fulgte korstoget - [[Fulcher deaf Chartres]] - skrev senere en krønike ''Gesta Francorum Jherusalem'', hvori han beretter om indtagelsen af Jerusalem:
 
<blockquote>