Forskel mellem versioner af "Korstog"

18 bytes tilføjet ,  for 14 år siden
ingen redigeringsopsummering
m (link fix)
==1. korstog 1095-1099==
[[Image:Jerusalem1099.jpg|thumb|300px|right|Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 som den er gengivet i et middelalderligt manuskript.]]
Pave [[Pave Gregor 7.|Gregor VII]] havde allerede kort efter sin tiltrædelse i [[1073]] opfordret til et '''korstog''' til [[Jerusalem]]. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (den såkaldte [[investiturstriden|investiturstrid]]), så det blev først hans efterfølger, pave ''[[Pave Urban 2.|Urban II]],'' der kom til at virkeliggøre ideen.
 
Han indkaldte til et kirkemøde i [[Clermont]] i november [[1095]], hvor han for en mægtig folkeskare kom med en brændende opfordring til at befri Kristi grav fra de vantro, og under stor begejstring vedtog man at mødes året efter i [[Konstantinopel]], det nuværende [[Istanbul]], for med samlede kræfter at tilbageerobre staden.
Pave Urban bød endvidere at korstoget skulle udføres af våbenføre og våbenduelige mænd, men dette blev der ikke lyttet til i første omgang. En munk - Peter Eremit - prædikede kort derefter at korstoget skulle klares af alle der ville deltage, og hurtigt fik han samlet en stor menneskeskare, der bestod af gamle, kvinder og børn, og enkelte våbenføre mænd. "Hæren" var dårligt udrustet, kunne ikke brødføde sig selv, overfaldt mellemeuropæiske jøder så at paven måtte træde i karakter, stjal og røvede fra befolkningen på Balkan, og kort efter at de havde krydset Bosporus blev de slagtet af tyrkiske seldsjukker. Dette mislykkede hærtog kaldes ofte ''Folkekorstoget''.
 
Det egentlige korstog, der drog op fra Vesteuropa i 1096 bestod af veltrænede og veludrustede riddere. Blandt korstogets ledere var [[Godfred af Boullion]], [[Raymond af Toulouse]], [[Eustace af Boulogne]], [[Bohemond af Taranto]], [[Balduin af Flandern]] og [[Robert II af Normandiet]]. Der var således ingen konger eller regenter blandt lederne i det Førte Korstog. Alle drog ad forskellige veje til Konstantinopel, hvor kejseren [[Alexios Komnenos]] nægtede dem adgang til byen, og nægtede at sætte dem over Bosporus, medmindre at de svor, at alt erobret land tilfaldt kejseren. Dette gjorde de, men overholdt blev det stort set ikke (den lilleasisatiske by Nikæa samt nogle få andre blev givet til kejseren).
 
I foråret [[1097]] var korstogshæren sat over til [[Lilleasien]], og man begav sig mod syd og øst, således at man fortrinsvis holdt sig til kysten. I bagende varme marcherede hæren gennem Lilleasien, og blev gentagne gange udsat for angreb fra tyrkerne, der med deres hurtige heste og korte buer tilføjede korsfarerhæren store tab. Imidlertid blev en del byer tilbageerobret og i 1098 formåede korsfarerne at indtage både [[Edessa]] og [[Antiochia]]. Antiochia holdt længe stand og var først endelig indtaget i slutningen af juni 1098, og kort efter indtagelse blev korsfarerne selv belejret af muslimerne. Det lykkedes imidlertid at overvinde disse, således at marchen kunne fortsætte mod syd, hvor flere og flere byer faldt i korsfarernes hænder.
63

redigeringer