Den Pfalziske Arvefølgekrig: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
link |
Santac (diskussion | bidrag) Præcisering af nogle uklarheder |
||
Linje 8:
|casus= [[Ludvig 14. af Frankrig]] brød [[Regensburg-våbentilstanden]].
|sted= [[Europa]], mindre strejfninger i [[Nordamerika]].
|resultat= [[Pinerolo
|part1= [[Tysk-romerske rige]]<br />[[Forenede Nederlande]]<br />[[England]]<br />[[Spanien]] <br />[[Savoyen|Hertugdømmet Savoyen]]<br />[[Sverige]], <br />''andre''
|part2= <br />[[Frankrig]]<br />[[Jakobit|Irske jakobitter]]
}}
Den '''pfalziske Arvefølgekrig''' var en krig der blev udkæmpet [[1688]] — [[1697]] primært i [[Europa]], mellem [[Frankrig]] og
Krigen begyndte da [[Ludvig 14. af Frankrig]] ikke overholdt [[Regensburg-våbenstilstanden]] af [[1684]]. Han erklærede, at han ville besætte kurfyrst [[Karl af Pfalz]]’ land efter hans død ([[1685]]) som sikkerhed for de fordringer, han på sin svigerinde hertuginde [[Elisabeth Charlotte af Pfalz]]' vegne gjorde på hendes broders rørlige ejendom og [[allodialgods]]er. Nu sluttede [[Leopold 1. (Tysk-romerske rige)|kejser Leopold]] i [[Berlin]] (1688) en overenskomst med kurfyrst [[Frederik Vilhelm den store af Brandenburg-Preussen|Frederik Vilhelm af Brandenburg]] og i [[Augsburg]] med de øvrige tyske fyrster, Spanien og Sverige, hvorved de forpligtede sig til at opretholde det tyske riges integritet.
Dette forbund og et ærkebispevalg i [[Köln]] benyttede Ludvig som påskud til at erklære kejseren krig (1688), og da [[Vilhelm 3. af England|Vilhelm 3. af Oranien]] var landet i England for at fordrive [[Jakob 2. af England]], fik også de [[Forenede Nederlande]]s parlament [[Generalstaterne]] en krigserklæring. Nederlandene og England tiltrådte året efter Augsburg-forbundet, og [[1690]] sluttede [[Savoyen|Savojen]] sig til Ludvigs fjender. Med næsten uafbrudt held kæmpede de franske hære i Tyskland, Nederlandene, Spanien og Italien. Det skønne [[Pfalz]] blev ifølge [[François-Michel le Tellier, Marquis de Louvois]]' plan ødelagt i bund og grund, og hverken kejseren eller de tyske fyrster formåede trods ihærdige anstrengelser at trænge fjenden tilbage over [[Rhinen]].
I Nederlandene sejrede [[François-Henri de Montmorency, duc de Luxembourg|Luxembourg]] ved [[Fleurus]] (1690), [[Steenkerke]] ([[1692]]) og ved [[Neerwinden]] ([[1693]]). I Italien sejrede [[Nicolas Catinat]] ved [[Staffarda]] (1690) og [[Marsaglia]] (1693), og i [[Katalonien]] tabte spanierne den ene by efter den anden. Derimod led den franske flåde under [[Anne Hilarion de Tourville]] et afgørende nederlag ved [[La Hogue]] (1692).
Efterhånden blev begge parter trætte, og da Ludvig 14. ønskede at have
Først [[30. oktober]] 1697 undertegnede kejserens gesandt protokollen; Ludvig tilbagegav alle
== Litteratur ==
| |||