Pave Gregor 7.: Forskelle mellem versioner

Men striden blussede snart op igen. For anden gang blev kejseren lyst i band og løste undersåtterne fra troskabseden; men denne gang havde Henrik 4. støtte af folket, indtog Rom og udnævnte en [[modpave]], der kronede ham til kejser. Gregor søgte tilflugt hos [[normanner]]ne i Syditalien, hvor han døde. Hans sidste ord skal have været: "''Jeg har elsket retfærdighed og hadet uretfærdighed; derfor dør jeg i landflygtighed''." I egne øjne var han en [[martyr]] for den gode sag. Men retfærdighed var for ham en fuldkommen hensynsløshed for at sikre kirken uindskrænket magt, og han anså det helt acceptabelt at bryde sit ord og opmuntre til oprør, så sandt det gavnede kirkens magt. Ingen pave har gjort mere for at dreje den katolske kirke til en verdslig, politisk institution, og en af datidens [[asket]]er kaldte ham da også "''min hellige [[satan]]''".<ref>Lorenz Bergmann: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 182)</ref>