De Nationalliberale: Forskelle mellem versioner

'''De Nationalliberale''' var en indflydelsesrig retning i dansk [[politik]], meningsdannelse og kulturliv [[1842]]-[[1882]]. Retningen blev betragtet som et parti, men den havde ikke den interne disciplin, der kendetegner nutidens partier. I perioden [[1845]]-[[1875]] var den [[offentlige mening]] i Danmark stort set nationalliberal og [[Nationalromantikken|nationalromantisk]]. De nationalliberale huskes især for [[grundlov]]en af [[1849]] og tabet af [[Sønderjylland]] i [[1864]].

Retningen opstår, da [[Orla Lehmann]] formulerer [[Ejderpolitikken]] i 1842. Fra starten fra fik De Nationalliberale tilslutning fra en gruppe dengang ''yngre liberale'', deriblandt [[Carl Ploug]], gennem mange år redaktør af avisen ''Fædrelandet'', og [[D.G. Monrad]], der blev grundlovsfader i [[1848]]-[[1849]]. Senere kom [[C.C. Hall]] og [[A.F. Krieger]] også med i forreste række.

Ved indgangen til 1870’erne prægede De Nationalliberales [[Nationalromantikken|nationalromantiske]] holdning stadig den offentlige mening og kulturlivet. Venstremanden [[Viggo Hørup]] rejste en kraftig opposition mod dette. Med støtte fra kredsen omkring [[Georg Brandes]] lykkedes det at beskære den nationalromantiske indflydelse.