Augustus' religiøse reformer: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Ktp72 (diskussion | bidrag) {{Skabelon:Romersk religion}} |
LA2-bot (diskussion | bidrag) m Bot: smukkere ISBN |
||
Linje 13:
==Den nye fred efter borgerkrigen==
De religiøse reformer var et vigtigt led i etableringen af Augustus’ [[Principatet|principat]], da de havde propagandamæssig stor betydning for legitimeringen af det nye regime. Formålet var at vise at, Augustus med sin [[Søslaget ved Actium|sejr]] over [[Antonius]] havde bragt fred og ordnede forhold tilbage og genrejst riget i dets tidligere form. Det var en udbredt opfattelse blandt romerne at de mange sejre, som Rom havde vundet også havde svækket byen og åbnet for nye, fremmede og især uromerske skikke. Derfor var byen næsten bukket under, fordi dens ledere havde fået ”græske” idéer såsom [[demagog]]i og [[tyranni]], resultatet havde været en borgerkrig.<ref>Ronald Syme: The Roman Revolution, Oxford University Press, 1939. ISBN 0-
Mindet om borgerkrigen, hvor de gamle dyder og respekten for de traditionelle skikke og guderne blev glemt, var stadig levende i befolkningens erindring da Principatet blev etableret. Opfattelsen var at det totale kollaps kun med nød og næppe var blevet undgået med freden efter Actium, og frygten for at et nyt kaos kunne bryde ud var stadigt udbredt. Disse holdninger kommer bl.a. til udtryk hos [[Livius]] i hans forord til ''[[Ab Urbe condita]]''.<ref>Liber I; http://www.thelatinlibrary.com/liv.html Livius' samlede værker (latin)</ref>
Linje 22:
[[Horats]] beskriver allerede i 35 f.v.t., fire år før [[Søslaget ved Actium|Actium]], Augustus som en mand, der bekymrede sig for Italien og dets guders helligdomme.<ref>Horats: Satirae I.6.35: http://www.thelatinlibrary.com/horace/serm1.shtml#1.6</ref> Augustus stod under sin krig mod Antonius for en linje der i højere og højere grad blev fremstillet som et forsvar for de vestlige, dvs. italiske og græske, værdier overfor de indtrængende og dekadente østlige skikke. Deres frentræden blev personificeret ved Antonius, der havde allieret sig med den egyptiske dronning [[Kleopatra]]. I krigen havde Augustus stået sammen Italiens guder overfor Egyptens bestialske gudehob.
Kredsen omkring Augustus udnyttede sejren ved Actium som platform til at skabe en patriotisk bevægelse, og herudaf opstod der en ”national”-myte, om at romerne havde skabt deres imperium fordi det var uafvendeligt; hvor grækerne havde deres [[Grsæk filosofi i antikken|filosofi]], [[Græsk kunst i antikken|kunst]] og [[retorik]], så var romerne mestre indenfor krigs og statmandskunst. Augustus havde med sin sejr forsvaret disse dyder og skabt mulighed for en ny storhedstid for hele romernes imperium.<ref> Ronald Syme: The Roman Revolution, Oxford University Press, 1939. ISBN 0-
På grundlag af en konservativ strømning, der længtes efter et fortidigt idealsamfund, iværksatte Augustus en række reformer, som i navn og form genetablerede de gamle institutioner. Indholdet derimod blev brugt som understøttelse af det nye regimes legitimitet og dermed garanti for dets overlevelse. Denne konservative strømning ydede derved et væsentlig bidrag til fundamentet under en reel nyskabelse i den [[Romerrigets historie|romerske historie]]: Augustus principtat.
| |||