|
'''Katafrakt''' (''lat.: Cataphractii'') el. '''Clibanarii''' betegner svært pansrede [[kavaleri]]-enheder, som blev brugt af flere af [[Antikkenantikken]]s imperier, bl.a. [[parterne]], [[romerne]] og [[sassaniderne]]. Katafrakt stammer fra [[græsk]]: ''κατάφρακτος (kataphrasein),'' og betyder "[at] pansre"). Oprindelsen til ordet ''Clibanarii'' er usikker, men ''clibani'' betyder på latin "felt-ovnfeltovn",. detDet kan dog være en forvanskning af de [[persisk]]e ord ''griwbanwar'' eller ''griva-pana-bara'', som betyder "hals-beskytter-bærer".
Betegnelserne ''Clibanarii'' og ''cataphractii'' bruges tilsyneladende mest i flæng af antikke kilder, og ifølge den [[polsk]]e arkæolog Mariusz Mielczarek betegner ordene to forskellige angrebsformationer, og ikke forskellige typer enheder med forskelligt udstyr,. denDen samme soldat kunne med andre ord optræde på som ''Clibanarii'' og ''cataphractii''. Hos nogle kilder bruges udtrykket ''Clibanarii'' om en særligt tungt pansret ''cataphractii''.
==Antikkens katafrakt==
Oprindelsen til det tunge kavaleri skal med stor sandsynlighed findes blandt [[Nomader|nomadefolkene]] på de [[centralasiatiske stepper]],. herProfessionen var forbeholdt de rigeste, som kunne finansiere udrustningen. Disse traditioner er derefter overtaget af folkeslag i [[Mellemøsten]], og har derfra spredt sig først til grækerne, under perserkrigene, og siden til romerne, for siden at blive til den [[Middelalder|middelalderlige]] [[ridder]].
Ifølge græske og romerske kilder stammede katafrakten oprindeligt fra [[Parthernepartherne]],. derDer indgik siden hensidenhen katafrakter i [[Seleukiderneseleukiderne]]s hær, og i [[Pyrrhus]]` hær, som romerne mødte i [[Syditalien]] i det 3. årh. f.v.t. Men romerne benyttede ikke selv det tunge kavaleri før [[Hadrian]]s regeringstid ([[117]] e.v.t. -[[138]] e.v.t.).
Udstyr og taktik varierede, men katafrakter bar generelt et svært skælpanser eller [[ringbrynje]], et skjold og et langt spyd eller lanse, der blev brugt ved angreb i tætte formationer. De blev primært brugt som choktropper under angreb og med støtte fra [[infanteri|fodfolk]] og/eller [[artilleri|bueskytter]].
Et angreb med katafrakter foregik i antikken generelt med stor effektivitet pga. den høje grad af disciplin hos rytteriet og det store antal, der indgik i antikkens hære. Romerske forfattere beskrev flere gange den rædsel, der greb soldaterne, når de stod overfor Parternesparternes tunge kavaleri, og de slog da også flere romerske angreb tilbage vha. deres katafrakter.
Sassaniderne fortsatte parternes kavaleritraditioner, men de meget tunge typer blev afløst af en lettere, der både fungerede som katafrakt og bueskytte,. detDet skete formodentligt under indflydelse af [[Tyrkiet|tyrkere]] og [[hunner]]. Denne udvikling vendte dog i 4. årh. under [[Shapur 2.]]`s krige med romerne, hvor det meget tunge rytteri blev genindført. I 6. og 7. årh. flyttede vægten sig igen mod de lette typer, samtidigtsamtidig med, at romerne gjorde deres hær lettere og mere mobil.
==ByzantiskeByzantisk katafrakt==
Pansringen af katafrakten i det [[Østromerske rige]] bestod af skæl-, kæde- eller lamelrust-ning på både rytter og hest. På hovedet bar rytteren en [[hjelm (hovedbeklædning)|hjelm]] (keglehjelm, kedelhjelm, brillehjelm eller maskehjelm). Katafraktens vigtigste våben var en tohånds[[lanse]], (''contus''), og det brede, korte [[tveægget|tveæggede]] [[sværd]] (''spatha''). Lederen af en katafrakt[[eskadron]] bar ofte en drage[[flag|standart]] og blev derfor kaldt ''[[draconius]].''
I det 6. årh. var katafrakterne blevet eliteenheden i den romerske hær, de var veltrænede og var i stand til både at foretage angreb med lanser og bue, som de ifølge [[Procopius]] brugte med stor præcision. Ud fra samtidige skildringer tyder noget på, at armeringen blev lettere i løbet af middelalderen, og helt forsvandt fra hestene.
Efter [[slaget ved Manzikert]] mistede det Byzantinske rige de [[Anatolien|anatolske]] provinser, hvor der traditionelt blev opdrættet heste,. detteDette kan have været en af grundene til hærreformen under [[Manuel I Komnenos]], hvor den gamle katafrakttype forsvandt, og hvor rytteriet blev udformet efter vesteuropæisk model. Hvornår katafrakten forsvandt, er dog umuligt at sige, da den udfyldte den samme rolle på slagmarken som den pansrede [[ridder]] gjorde. Byzantinerne lagde vægt på et stærkt kavaleri, som de kaldte katafrakter, til det [[Osmannernes erobring af Konstantinopel|sidste]], og [[Bulgarien|bulgarerne]], [[Litauen|litauerne]], [[Albanien|albanerne]] og [[Rusland|russerne]] o.a. opbyggede deres egne hære efter den byzantinske model.
I [[Vesteuropa]] blev forarbejdningen af metal efterhånden så sofistikeret, at skælpanser og ringbrynjer blev forladt i løbet af middelalderen., men de nye typer rustning blev kun langsomt indført hos byzantinerne, og hærens udstyr var i stadig i [[1453]] meget gammeldags.
Katafrakterne kan betragtes som ende tidlige forløbere for middelalderens [[ridder]]hære, men manglen på svære heste og det, at [[stigbøjle]]rne endnu ikke var kendt, forsinkede udviklingen af et egentligt, tungt [[kavaleri]]. Den vigtigste forskel ligger dog i den sociale status,. I Østrom var katafrakten regenetregnet som en helt almindelig soldat på linje med fodfolket, mens middelalderens ridder tilhørte en særlig samfundsklasse.
|
