Tolvte århundredes renæssance: Forskelle mellem versioner

Nyopdagelsen af især Aristoteles' værker gennem oversættelser af den jødiske og muslimske filosofi førte til dannelsen af en ny filosofisk metode: [[Skolastikken]]. De første i vestlige filosoffer, der lod sig inspirere, var [[Albertus Magnus]], [[Bonaventura]] og [[Peter Abelard]]. Deres arbejder dannede senere i det 12. århundrede grundlaget for denne tradition, hvis mål primært var at forklare og underbygge de kristne doktriner gennem empiriske, sekulære studier ved brug af [[rationalisme|rationel tænkning]] og [[logik]]. Skolastikerne afviste den [[mystisk]]e tilgang til erkendelse og den [[Platon|platonisk]]-[[Augustin|augustinske]] [[dualisme]], og dermed opfattelsen af verden som grundlæggende ond. Den mest indflydelsesrige skolastiker var [[Thomas Aquinas]], og han grundlagde en sindets filosofi, hvis hovedtese var, at sindet ved fødslen var en ''[[tabula rasa]]'' (ubeskrevet tavle), som gennem en guddommelig gnist havde fået muligheden for at tænke og genkende fænomener og idéer.

 

 

===Kunst===