Bratsch: Forskelle mellem versioner

En '''bratsch''' (kaldes ofte ved det italienske navn '''viola''') er et [[strygeinstrument]] af [[violin]]familien. Bratschen er [[alt (stemme)|alten]] blandt strygeinstrumenterne. Bratschen er stemt med tonerne c - g - d1 - a1. Dette ligger 1 [[kvint]] under en [[violin]] og 1 [[oktav]] over en [[cello]].

 

Instrumentet er ca. 2-4 [[tomme]]r længere end en violin. Dette betyder også, at violinister ofte har svært ved at gå over til bratsch, både fordi instrumentets størrelse gør, at der er længere mellem tonerne på gribebrættet og hånden derfor skal have en større fleksibilitet, men også fordi der - selvom instrumenterne ligner hinanden en del - kræves en anden teknik, især i forhold til buen.

 

Pga. dens større krop og mere robuste førelse ser man ofte en del mænd spille på dette instrument, men der er egentlig lige så mange kvinder, der spiller bratsch. Mange bratschister er oprindeligt startet på violin - men det er langt fra alle. Ved hjælp af omstrengede børnevioliner kan man endda starte på bratsch allerede i alderen 3-5 år.

 

Det er først i 1800-tallet at bratschen er blevet accepteret som soloinstrument, det betyder at repertoriet for bratsch er meget mere beskedent end violinrepertoiret. Det er især i mere moderne tid at der er skrevet musik for bratsch. En af de mest kendte og spillede bratschkoncerter er nok bratschkoncerten af [[Bela Bartok]]. Men mange har først i dag opdaget bratschens utrolige og fantastiske klang, som på nogle punkter overgår violinens, hvilket gør det besynderligt at bratschen først i nyere tid er blevet anerkendt som soloinstrument.

 

 

[[Mozart]] foretrak at spille bratsch, så sad han midt i det hele og styrede tropperne. I Mozarts musik er der ofte en lille figur i bratschen der sætter noget nyt i gang.

 

I et stort [[symfoniorkester]] sidder der omkring 10-12 bratscher, som plejer at sidde midt for.