Friedrich Schlegel blev født i [[Hannover]], studerede [[jura]] i [[Göttingen]] og [[Leipzig]], men terminerede hurtigt i rollen som i overvejende grad fritsvævende forfatter, filosof og kritiker (blandt andet underviste han udi det filosofiske og litterære i [[Jena]] og [[Paris]]).
Særligt litteraturen var emnet for Schlegels skrifter. Schlegel er vel nok mest kendt for sine [[Poetologi|poetologiske]] tanker om "progressiv universalpoesie" - eller anderledes udtrykt:om "Mischgedicht"et, som han også gerne udtrykker det - en slags altindoptagende modus eller genre, der som sådan - som udpræget eklektisk eller [[Roman|romanagtig]] - menes at gøre det ud for en saliggørende ''stræben'' efter det evige i det flygtige. Denne stræben er, hvad Schlegel forbinder med det romantiske. Romantik er for ham nærmere bestemt det, som adskiller sig fra [[Antikken| det antikke]] - og det neoantikke; det [[Klassicisme|klassicistiske]] og [[Nyklassicisme|neoklassicistiske]] - ved ikke at have noget defintivt eller entydigt mål eller ideal; ingen sådanne er længere nok, endsige overhovedet plausible. Nej, for Schlegel er det romantiske det, der stræber mod det ikke-eksisterende, det uopfyldelige, tomheden, i mangfoldighedens flux (undertiden går han så vidt som til at demonstrere dette (ikke-)ideal [[Matematik|matematisk]] i sære formler, hvori der mod alle regler divideres med 0!).
