Chossewitz: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
No edit summary
Linje 6:
*I 70'erne indledes bilaterale forhandlinger mellem DDR og [[Danmark|Kongeriget Danmark]], og sidstnævnte erklærer officielt at Clossewitz er en ejendom, som der skal betales kompensation for.
*Mellem 1983 og 87 afslutter DDR flere kompensationssager med vestlige regeringer, ''Globalentschädigungsabkommen'', heriblandt Danmark, som modtager 19 mill. D.kr i '''engangsbetaling''' for diverse uløste ejendoms og finansielle udeståender. Aftalen træder i kraft d. 18. marts 1988.
*Under forhandlingerne om '''engangsbetalingen''', var de 2 stater uenige om hvorvidt 4 specifikke ejendomme, heriblandt Chossewitz, , skulle omfattes af aftalen. DDR delegationen mente at, p.g.a dens størrelse, måtte Chossewitz ejendommen betragtes som ''Großgrundbesitz'' (dvs. land som omfattede mere end 100 hektarer og som var beliggende i den sovjetiske besættelseszone efter Anden Verdenskrig), og derfor hørehører under land reformen (''Bodenreform'') and derfor skulle den ikke kompenseres. DDR argumenterede yderligere, at ejendommen var blevet dens ejendom (Eigentum des Volkes). Alle krav som de 2 sider kunne blive enige om, var opført på en liste forberedt af den danske delegation, og blev delt rundt ved indgåelse af aftalen. P.g.a uenigheden var Chossewitz ikke med på listen.
 
Artikel 6 i '''Aftale om Engangsbetaling'' gjorde gældende at alle uafgjorte tvister skulle afsluttes definitivt ved indgåelse af aftalen. Ønsket om at blive enige om disse ting var også blevet udtrykt af de 2 stater i præamblen til aftalen.
Linje 21:
*Forsvareren (den tyske stat) appelerer sagen til Brandenborgs Appel Domstol, som fastlår at
Ansøgerens afståelse af arveretten i 1973 til fordel for hans danske søster ikke var relevant. P.g.a af den dengang rådende politiske situation, kunne ansøgeren som Amerikansk statsborger ikke forvente en tilsvarende engangsbetalings- aftale indgået mellem USA og DDR. Den formelle afståelse af arveretten havde været ansøgerens eneste mulighed for at hans familie kunne modtage nogen kompensation for Chossewitz ejendommen, gennem den danske regering.
Den omstændighed at han kun trak aftåelsenafståelsen af formel arveret tilbage i 1995 - efter at den historiske kontekst havde ændret sig, beviste at ansøgeren oprindeligt havde accepteret, at betalingen af engangsbeløbet til søsteren, definitivt løste alle udeståender angående Chossewitz ejendommen. Uanset hans statsborgerskab, var aftalen derfor også gyldig for ham.
*Sagen går herefter til 2 højere retsinstanser, og Forfatningsdomstolen påpeger at '''Engangsbetalingsaftalen''' ved DDRs nedlæggelse blev gældende lov i Forbundrepublikken.
* Melchior appelerer til Menneskerettighedsdomstolen, som afviser at de tyske retsinstanser har handlet forkert. (2.februar 2006).<ref>[http://www.lovdata.no/avg/emd/emd-2001-066783.html THIRD SECTION, DECISION AS TO THE ADMISSIBILITY OF