|
'''Christoffer Valkendorf''' (også: '''Walkendorf'''), 1525-1601, Rigshofmesterrentemester under [[Frederik 2.|Frederik BlandtII]].
de mange fremragende Mænd, som i anden Halvdel af 16. Aarhundrede
vare knyttede til Statstjenesten, indtager C. V. en Førsterangs
Plads ved Duelighed, Arbejdsevne og Retsind. Han var
født 1. Sept. 1525 og Søn af Henning V. til Glorup i Fyn (d. 1535)
og Fru Sidsel Friis (d. 1562). Saa længe Moderen levede, synes
hun at have boet paa Glorup i Sameje med sine talrige Børn;
men senere blev C. V. Enebesidder af dette Familiens Stamsæde,
hvis Tilliggende han betydelig forøgede. Dog skrives endnu 1580
en af hans Brødre «til Glorup». -- Om C. V.s Ungdomsliv er
intet bekjendt. I flere ældre Skrifter siges -- paa Slanges Avtoritet
-- at «han ikke havde studeret». Meningen hermed -- om
der ellers er noget rigtigt i Bemærkningen -- er maaske, at han
ikke, som hans Broder Jacob V., havde gaaet den sædvanlige
Dannelsesvej for unge, fremadstræbende Adelsmænd med vidtløftige
Studierejser i Udlandet; men for øvrigt er der nok, der vidner
om, at han ingenlunde var fremmed for hin Tids lærde Dannelse.
Her skal blot peges paa hans senere mærkelige Iver for at fremme
de akademiske Studier, Beskaffenheden af hans Bogsamling, der
til Dels bestod af lærde, latinske Værker i forskjellige Fag, og
endelig samtidige Forfatteres Omtale af ham som en højt dannet
Mand -- og i hin Tid var der ingen anden Vej til højere Dannelse
end den lærde. Det vilde have været en daarlig anbragt
Satire, naar Vedel, der kjendte V. nøje og satte høj Pris paa ham,
1574 kalder ham «vir genere, virtute et eruditione vere nobilis,
litterarum et litteratorum fautor egregie litteratus», dersom den
Mand, der betegnes med disse hædrende Ord, manglede de første
Betingelser for med rette at kaldes saaledes.
Valkendorf, som stod for finanspolitikken og ordningen af lensvæsenet efter Den nordiske Syvårskrig, hvor statskassen nærmest var tom, blev i disse år en betydningsfuld og indflydelsesrig kongetjener, der ikke ved sin private godspolitik virkede så udfordrende som Peder Oxe, og ikke som Johan Friis i så udpræget grad repræsenterede højadelens synspunkter. Når da samtidig kansleren var den stilfærdige Niels Kås, der ved sin totale mangel på interesse for jordisk gods er et særsyn i tiden, var der grundlag for et ganske harmonisk samarbejde mellem kongen og centraladministrationen. Alt tyder da også på, at kongen satte pris på Valkendorf og lagde vægt på hans domme, selv om man kan spore, at Valkendorf vist var noget af en gnavpotte, som det kunne være svært at gøre tilfreds, og som kun var lykkelig, når han kunne komme til at sætte ny skik på tingene og få en mængde fra hånden i en fart. Fra kongen måtte han nu og da høre drillende bemærkninger om sin ugifte stand. Billedet af ham med de alvorsfulde rynker over næsen, den strenge mund under det skråt nedhængende skæg, der understreger næsefurerne, viser os ikke den fornøjelige selskabsmand, kongen hentyder til, når han ønsker ham hos sig på Koldinghus for »med drik at gøre gæsterne fyldest og med dansen og anden kortvillighed . . . at gøre fruer og jomfruer des lystigere«.
For V.s Dannelse taler ogsaa, at han tidlig ansattes i
Statstjenesten, i det han allerede 1551 forekommer som en af Kongens
Sekretærer. Han var i denne Stilling, da han 1554 paa Livstid
forlenedes med Provstiet i Bergen. Denne Forlening, der nærmest
var en Lønning for hans Tjeneste i Kancelliet, krævede dog ikke
hans personlige Nærværelse. Anderledes forholdt det sig derimod,
da han 4. Marts 1556 forlenedes med Bergenhus, Vardøhus og
nogle andre Len, der vare lagte derunder; thi det var en Stilling,
der ikke blot krævede en Mand med Klogskab og Karakterstyrke,
men ogsaa, at Manden var paa sin Plads. I Bergen havde de
hanseatiske Kjøbmænd og Haandværkere nemlig i Tidernes Løb
udviklet en Selvraadighed og Voldsfærd, der gjorde Livet næsten
utaaleligt for de indfødte Borgere, naar de ikke vilde lade de
fremmede raade paa alle Punkter, hvor Sammenstød kunde
befrygtes. Mord og Mandslæt hørte til Dagens Orden, og det var
vanskeligt for en Nordmand at opnaa Ret, naar han var kommen i
Strid med en af de overmodige «Garper». I Stillingen som
Lensmand paa denne vanskelige Post viste V. baade Besindighed, Kraft
og Udholdenhed, saa det i faa Aar lykkedes ham at kue
Hanseaternes Hovmod og bringe forholdsvis rolige og ordnede Forhold
til Veje, især efter at han ved Besøg i Kjøbenhavn i Christian III’s
sidste Tid havde sikret sig, at han havde Regeringens Medhold i
de Forholdsregler, han fandt tjenlige til at hævde den norske
Haandværker- og Handelsstand over for Hanseaternes hensynsløse
Overgreb. Samtidig havde han som Lensmand over Finmarken
henledet Opmærksomheden paa, at der maatte træffes
Forholdsregler for at hæmme Englændernes Handel med Russerne ad
Søvejen nord om Norge, en Sag, hvori han ogsaa vandt
Regeringens fulde Bifald.
Derimod svarer Valkendorfs usædvanlige rundhåndenhed over for byen København og over for den lærde stand til kongens karakteristik i samme brev, hvori det hedder: ». . . at og stoddere, fattige uden porten, skulle vide Eders overflødige rundhed at berømme.« I en snæver vending var han ikke bange for at yde kongen en lille privattjeneste som at låne ham for 400 daler af en guldkæde til 600, fordi kongen netop var i bekneb. Denne udtrykte også ved en anden lejlighed sin taknemmelighed, da rentemesteren uopfordret havde sendt ham to tønder sild. Valkendorfs forretninger som rentemester og statholder var mangfoldige, i 1576 fik han f. eks. pålagt at sende alt det sennep, han kunne skaffe i København, til Krogen. Flæsket var blevet for fedt.
Da den Fasthed, hvormed V. var optraadt over for Tyskerne
i Bergen, havde vakt Røre i Hansestæderne, indkom der Klager
fra disse til den nye Konge (Frederik II) over Lensmandens
Optræden, og da Kongen mulig ikke vilde lægge sig for meget ud
med Lybekkerne, hvis Støtte han kunde behøve under de truende
politiske Forviklinger med Sverige, var det formodentlig
Anledningen til, at V. 1560 afløstes af en anden Lensmand. Hvad han
havde udrettet i Bergen blev dog ikke derfor omstødt. At man
i det hele erkjendte hans fremragende Dygtighed, fremgaar deraf,
at der snart efter betroedes ham en endnu vanskeligere Post, da
han 1561, nærmest efter Enkedronning Dorotheas Ønske, blev
udset til at indtage en Formynderstilling hos Kongens Broder, den
lidet heldige Hertug Magnus (XI, 48), under dennes Styrelse af
Bispedømmet Øsel og nogle dermed forbundne Landskaber. V. fik
saaledes den besværlige og utaknemmelige Opgave at lede den
unge, letsindige og selvraadige Fyrste «til alt godt og at holde ham
tilbage, naar han vilde gjøre det, han ikke burde», hvad ikke var
nogen let Sag, da Magnus var tilbøjelig til Udsvævelser af
forskjellig Art og i Regelen fandt Medhold hos den ømme Moder,
naar han klagede over sin alvorlige Vejleder. Dertil kom, at de
politiske Forhold i Østersølandene frembød overordentlige
Vanskeligheder ved Stridigheder med Sverige, Polen, Rusland og den nys
opløste tyske Ridderordens Hærmester, der hver især søgte at rive
saa meget som muligt til sig af det ulykkelige Land mellem
Finske- og Rigabugten.
Det kan undre, at Valkendorf, der besad en af de egenskaber, kongen havde sværest ved at affinde sig med hos sine undergivne, nemlig lysten til at handle resolut uden at spørge, kunne bevare det gode forhold til hoffet. Der findes da også eksempler på, at kongen har skældt ud over rentemesterens selvtægt, og når Christoffer Valkendorf ikke i Frederik II's tid fik tildelt noget rigsembede, skønt hofmesterposten stod ledig, kunne det naturligvis tydes som frygt for Valkendorfs myndighed. Men spørgsmålet er, om Valkendorf kunne få mere reel magt, end han havde som rentemester og statholder på Københavns Slot. Og der var jo ikke noget usædvanligt i, at et af embederne stod ledigt i en årrække. I hvert fald synes det klart, at Valkendorf sammen med Niels Kås ved Frederik II.'s død stod på hoffets side mod de øvrige rigsembedsmænd og rigsrådet.
I de første Aar, V. tilbragte hos Hertug Magnus, gik det
nogenlunde, men da Krigen mellem Danmark og Sverige 1563;
brød ud i lys Lue, bleve Forholdene i Lifland og paa Øsel endnu
værre, da Svenskerne nu gik angrebsvis til Værks over for den
danske Stats Repræsentanter i disse Egne. V., der 1566 betegnes
som Kongen af Danmarks tilforordnede (ell. Statholder) i Lifland,
holdt dog ud paa sin besværlige Post til 1567, da han endelig
hjemkaldtes. 1568 var han sysselsat med forskjellige Statshverv i
Norge, bl. a. holdt han Retterting i Bergen. Aaret efter brugtes
han ved Forhandlinger med Lybek. S. A. sendtes han som
Lensmand til Island, hvor forskjellige Forhold trængte til en fast og
ordnende Haand. Naar han her havde indrettet alt paa det bedste,
skulde han atter vende tilbage for at give Kongen Oplysning om
Tilstanden i dette Land. Hjemkommen her fra blev der stillet
ham en ny Opgave, der krævede en Mand af prøvet Retsind og
Dygtighed. Der var nemlig endnu et fjærnt Øland under den
danske Krone, hvor en nidkjær og djærv Tilsynsmand behøvedes.
I Avg. 1571 udnævntes V. til Lensmand paa Gulland, og det
paalagdes ham i Forening med Landsdommeren og 3 andre
Dannemænd paa Øen nøje at undersøge Tilstanden og siden indrette
alt saa kristelig, skjellig og lidelig for den fattige Almue som
muligt. Der var Kredse («Ting») paa Øen, hvor alt Folket næsten
var uddøet, saa at der ikke fandtes flere end 4 eller 6 bosiddende
Mænd, hvilke dog maatte udrede lige saa meget i Skat som
andre Tinglag, der vare bedre befolkede; hvis der ikke i Tide
raadedes Bod derpaa, vilde Landet blive øde og Folket lide den
største Nød. Desuden vare de kirkelige Forhold i høj Grad
opløste, da der hidtil havde manglet ordentligt Tilsyn med Præsterne
paa Øen. Heri tilvejebragte V. en betydelig Forbedring, da han
fik den hæderlige Mourits Christensen Glad (VI, 89) indsat som
Superintendent paa Landet. I en senere Skrivelse fra denne til
Sjællands Biskop bad han ham takke V. paa hans egne og
Embedets Vegne. «Mig har han haandhævet som en kristen Mand,
og har han ogsaa alvorlig lagt en Haand paa med mit Embede,
saa at det gaar, Gud være des Lov! meget ordentlig baade med
Personerne og med Religionen».
For byen København blev Valkendorfs virke af stor betydning. Han var selv grundejer og havde huse og boder i Vestergade, Skindergade, Sankt Pederstræde og Stenboderne. Ved Stranden, lige over for slottet, lå desuden den store gård, hvor han havde sin bolig. I samarbejde med magistraten sørgede han for, at der blev "god politi" i staden; fik voldene istandsat; vandforsyningen og kloakforholdene bragt orden; og veg ikke tilbage for selv at gå op »på muren til murermestrene« for at »undervise dem derudi«.
Da V. saa vidt mulig havde bragt Orden i de, særlig under
den langvarige Krig med Sverige, opløste gullandske Forhold,
aftraadte han 1573 Visborg Slot til en anden Lensmand og vendte
tilbage, i det Roskildegaards og Skjoldenæs Len vare ham
overdragne, men kun for snart efter sammen med Rigsraaderne Jørgen
Lykke og Bjørn Andersen at afgaa til Norge, da der ogsaa her
rundt om i Landet var meget at bringe i Lave. Den af
Kommissionen foreslaaede «Skik og Ordning» fik 28. Maj 1574 kongl.
Stadfæstelse. -- Efter at V. saaledes i en lang Aarrække var anvendt
paa de vanskeligste Udposter i den dansk-norske Stat, kom han
fra Begyndelsen af 1574 i Spidsen for en vigtig Gren af
Centralstyrelsen, i det han udnævntes til kongl. Rentemester, en Post,
hvortil han med sin store Arbejdsomhed, strænge Redelighed og
stærke Ordenssans særlig egnede sig. Efter Peder Oxes Død i
Okt. 1575 kan man med Føje kalde C. V. Rigernes Finansminister,
om han end ikke bar denne Titel. 1577 fik han Sæde i Rigsraadet.
Med Norge bevarede han paa flere Maader Forbindelsen, navnlig
efter at han 1578 var bleven forlenet med Ryfylke, Jæderen og
Dalerne (Stavanger Len), som han beholdt indtil sin Død. Ogsaa
nordenfjælds havde han endnu Forlening. I Danmark fik han Tid
efter anden en Række Len, efter at han allerede 1574 havde
fratraadt Roskildegaard. Nævnes kan saaledes: Salling Herred
i Fyn 1574-80, Vor Frue Kloster i Roskilde 1575, Jungshoved
1583-87, Vordingborg 1589-92, Helsingborg 1592-95 og
Odensegaard med St. Knuds Kloster 1595-97, Jungshoved 1597-1601.
Det er en fast utallig Mængde finansielle og administrative
Hverv, store og smaa, der i Tidens Løb betroedes eller paalagdes
V. i hans Egenskab som Rentemester. 1579 udnævnte Kongen,
der sjælden kom til Kjøbenhavn og mest boede paa Frederiksborg,
naar han ikke var paa Rejser rundt om i Landet, V. til sin
Statholder i Hovedstaden og overdrog ham Holmens og Flaadens
civile Styrelse. Dette var Anledningen for V. til med stor Omhu
at tage sig af Byens Sager, og han var altid villig til at være
Foregangsmand ved almennyttige Foretagender, ogsaa naar det
gjaldt at lukke Pungen op til fælles bedste. I den saakaldte
«Valkendorfs Bog» med Staden Kjøbenhavns Privilegier og andre vigtige
Brevskaber bevarer Raadstuearkivet endnu et smukt Minde om den
Varme, hvormed denne Hædersmand omfattede Hovedstadens Vel.
Siden Absalons Dage havde ingen enkelt Mand gjort sig saa
fortjent af Kjøbenhavn som C. V. Kun nogle enkelte af de
Foranstaltninger, han traf til Byens bedste, skulle her anføres efter en
taknemmelig Samtids Optegnelser: «1581 har han ladet begynde
paa Kjøbenhavns Befæstning. Først har han ladet begynde ved
Nørreport at sætte Volden om til Østerport med stor Kamp og
ladet færdiggjøre og arbejde paa Volden. Og tillige har han
ladet gjøre den Skanse og Hvælving og Mur i Nørreport og har
selv givet dertil af sine Penge og har haft sine egne Arbejdskarle
paa Volden i Arbejde med Borgerne, at det skulde gaa for sig.
S. A. har han ladet mure det skjønne Vejerhus, som er bygget i
Stranden, som ingen havde tænkt eller troet, at der skulde nogen
Tid kunnet staa Hus derpaa. 1582 lod han begynde paa det
skjønne murede Hus, som staar paa den østre Ende af
Amagertorv, Kjøbenhavns By til Ære og Gavn. S. A. har han tænkt
Kjøbenhavns Ære og Forfremmelse, ikke i én Maade, men i mange
Maader. Saa har han beset og overvejet Lejligheden, Kirkerne
til Ære, Prydelse og Gavn, og strax befalet Kirkeværgerne til
St. Nicolai Sogn, at de skulde begynde at lade bygge det Taarn
ved St. Nicolai Kirke, hvilket strax blev begyndt, baade med
Fundamentet og siden fremdeles med Muren, og gav han selv
dertil de første Penge, desligeste Kalk og Sten, og har selv tidt
og ofte gaaet op paa Muren til Murmestrene og undervist dem
derudi. Desligeste ogsaa det Taarn paa Helliggejstes Kirke har han
og befalet at opsætte og har givet baade Penge, Kalk og Sten».
– Det lader til, at V. ikke har været Statholder i Kjøbenhavn
længere end til Udgangen af 1584; men 1595 fik han paa ny dette
Hverv, først sammen med sin Ven Arild Huitfeldt og siden alene,
indtil sin Død.
Ved indvielsen af Frederik II's mausoleum i Roskilde klagede den menige adel over lenspolitikken. Det var Valkendorf, man var ude efter. Det blev dog uoverensstemmelser i de højere cirkler, der satte tingene i skred og uddybede modsætningen mellem regeringen og enkedronningen. Den skotske konge, Jakob 6., havde for flere år siden indledt forhandlinger om et ægteskab mellem sig og en af Frederik 2.s døtre; hans bagtanke var, endelig at få klaret spørgsmålet om Orkneyøerne, som Danmark ønskede tilbage (de var sat i pant for medgiften, da Christian I.s datter Margrethe i 1469 blev gift med Jakob 3. af Skotland) . Frederik II. var mod en sådan forbindelse, og i mellemtiden var den ældste datter Elisabeth blevet bortlovet til Heinrich Julius af Braunschzweig-Wolfenbüttel. Efter kongens død fik enkedronningen imidlertid en forbindelse i stand mellem kong Jakob og prinsesse Anna. I september 1589 afsejlede rigsadmiral Peder Munk med prinsessen og hendes følge, men efterårsstormene tvang ham til at opgive rejsen og gå i land i Norge. Den skotske konge drog derfor hertil, og efter at brylluppet havde fundet sted i Oslo, rejste parret til Danmark for at tilbringe vinteren der. Det var i denne forbindelse, kong Jakob besøgte Tyge Brahe og Hemmingsen i Roskilde.
For Universitetet og de studerende nærede V. megen Interesse.
Han understøttede gjærne fattige Studenter eller gav dem Midler
til Udenlandsrejser, og han stiftede sig et varigt Minde ved 1588
i den Bygning, der i sin Tid som Karmeliterkollegium havde
spillet en ret mærkelig Rolle i det ældste Universitets Historie, at
grunde den Bolig for 16 Studenter, der endnu bærer hans Navn
og nu i over 300 Aar har afgivet et kjært Hjem for saa mange
trængende Studenter. Foruden Huset og Grunden samt en
Bogsamling gav han en Kapital paa 6100 Rdl. til Husets
Vedligeholdelse og til Stipendier for Beboerne, som han i sin Levetid ogsaa
paa anden Maade saa til gode. Hans Fundats for Kollegiet er
udstedt 16. Juli 1595.
På den følgende herredag, i Kolding 1590, rejste Munk anklage mod sin kollega i regeringsrådet Christoffer Valkendorf. Han måtte som statholder på Københavns Slot bære ansvaret for, at flåden på rejsen til Skotland ikke havde været i forsvarlig stand. Statholderen klarede frisag ved at henvise til, at flådens uheld skyldtes trolddom; tretten kvinder blev da også brændt i København i den anledning. Men anklagen viser, at Valkendorf ikke havde lutter venner blandt kollegerne, og en anden sag rejst på samme herredag fældede ham.
Efter Frederik II’s Død (1588) indtraadte V. i det
Regeringsraad, som med Kansler Niels Kaas i Spidsen under Christian IV’s
Mindreaarighed styrede Rigerne. Det var et haardt Slag for
Enkedronning Sophie, at hun ikke fik nogen Del i Statsstyreisen, og
Tilsidesættelsen af hende gav i adskillige Aar Anledning til mange
ubehagelige Stridigheder. Efter Sigende havde V. været tilbøjelig
til at føje hendes Ønske, men var bleven overstemt i Rigsraadet.
– I de Aar, V. var i Regeringen, ramtes han for øvrigt af den
værste Modgang, han i sit Liv maatte prøve, en Modgang, der
for en Mand af hans bekjendte Retsind maatte være dobbelt
følelig. Først var der den Retstrætte, han 1590 fik med sin Kollega
i Regeringsraadet, Rigsadmiral Peder Munk, i Anledning af at de
Skibe, hvormed denne Aaret i Forvejen skulde føre Kongens Søster,
Dronning Anna, til Skotland, havde vist sig at være saa lække,
at Admiralen maatte søge Havn i Norge. Dette, paastod Munk,
maatte være Rentemesterens Skyld, da han jo af den afdøde
Konge havde faaet Tilsynet med Holmen og Flaaden; men hertil
svarede V., at han kunde kalde Underadmiralen Erik Vognsen til
Vidne paa, at baade Skippere og Tømmermænd havde faaet alt,
hvad de havde krævet til Flaaden, og hvis de ikke havde gjort
deres Arbejde til Gavns, saa var det deres Skyld, der skulde syne
sligt; Skibene havde jo desuden faaet Skade i Storm og Uvejr. –
Værre gik det med den Sag, som [[Hans Hansen Lindenov (kaper)|Hans Lindenov]] til Ørslevkloster
s. A. paaførte V., fordi han i Jan. 1589 havde ladet udøve en for
hurtig Retspleje mod den bekjendte færøske søhelt [[Magnus Heinason]]
(VII, 274), som han havde ladet dømme til Døden af
Raadstueretten i Kjøbenhavn og kort efter lod henrette, uden at der gaves
Lejlighed til at indanke Sagen for en Herredag. Lindenov og
den afdødes Enke anlagde derfor Sag mod V. for en Herredag i
Kolding, hvor det endte med et Forlig, der gav den henrettede
Oprejsning, medens V. gik ind paa at betale en betydelig
Erstatning til Enken og til Lindenov. Vistnok kan det ikke betvivles,
at M. Heinesen ved sine Bedragerier og Voldsgjerninger havde
fortjent den Straf, der overgik ham; men i Sagens Behandling
havde V. dog ikke gaaet frem med den Besindighed og Klogskab,
som ellers udmærkede ham, noget der maaske har sin Forklaring
deri, at M. Heinesen i høj Grad havde misbrugt den Tillid, V. i
sin Tid havde vist ham ved at skaffe ham Eneretten til Handel
paa Færøerne. Sagens Udfald var vistnok Grunden til, at V.
samtidig udtraadte af Regeringsraadet, hvortil vel ogsaa hans
Uoverensstemmelse med hans Kolleger angaaende Raadets Optræden over
for Enkedronningen kan have bidraget. Han vedblev dog
fremdeles at være Rentemester og Medlem af Rigsraadet. Senere kom
han ogsaa oftere til at vikariere i Regeringsraadet, naar nogle af
dets Medlemmer havde Forfald, ligesom han 1594 benyttedes som
Regeringskommissær paa Gulland i Anledning af Almuens Klager
over den onde Medfart, de maatte lide af Fogeder og andre.
== Valkendorfs fald ==
Ved Christian IV’s selvstændige Overtagelse af Regeringen
Lensmanden på Ålborghus [[Hans Hansen Lindenov (kaper)|Hans Lindenov]] sigtede Valkendorf for på uret vis at have ladet lensmandens handelspartner på Færøerne, [[Magnus Heinason]], (Mogens Heinesen), henrette året før.
1596 blev V. beskikket til den høje Stilling som Rigshofmester, en
Post, der ikke havde været besat siden Peder Oxes Død, om end
V. som Rentemester faktisk havde besørget en Del af de
Forretninger, som plejede at ligge under Rigshofmesterens Embede. Til
dette sidste Tidsrum af V.s Liv knytter sig det bekjendte Sagn
om et personligt Sammenstød mellem ham og Tyge Brahe, hvilket
mentes at have givet Anledning til, at den store Astronom for
stedse forlod Fædrelandet. Men paalidelige historiske Kilder give
ikke Sagnet Medhold, saa der ikke kan tillægges det nogen
Betydning. Ogsaa i sin ny Stilling vedblev C. V. at tjene Konge og
Fædreland med samme Nidkjærhed og Troskab som altid lige til
sin Død, 17. Jan. 1601. Han jordedes i Vor Frue Kirke i
Kjøbenhavn. Ligesom de samtidige berømte Regeringsmænd, de kongl.
Kanslere Johan Friis og Niels Kaas og hans tro Ven, Rigens Kansler
Arild Huitfeldt, forblev han altid ugift. -- En samtidig, der kunde
vide god Besked (Sivert Grubbe), skrev ved V.s Død i sin Dagbog:
«Han var Kongen og Riget en saare nyttig Mand, og ligesom
han havde levet vel og berømmelig, saaledes svarede hans
Endeligt til hans Liv».
Færingen Magnus Heinason var en dristig sømand og talentfuld handelsmand med en enestående evne til at skaffe sig ud af de vanskeligheder, hans hensynsløse fremfærd gang på gang bragte ham i. Frederik II. havde holdt hånden over ham, fordi folk af hans type var velegnede til at hævde kongens rettigheder i Nordatlanten.
I Sognekirken til V.s Herresæde Glorup findes endnu en Tavle
af Alabast med følgende Indskrift: «1599« Jeg haver opbygget
Glorup og Kirken af ny, jeg haver bekommet alt Svinninge Sogn
under Glorups Herskab; jeg haver ladet opsætte alle Stengærder
om Glorups Fang. Af alt dette roser jeg mig intet, men takker
Gud, at jeg haver regeret mine Tjenere i Fred, med
Sagtmodighed og Kjærlighed, Gud ske Lov! Giver Kejseren, hvad
Kejserens er».
Heinason havde et godt rygte efter sin tjeneste for Holland, og kongen forstod, at denne erfarne og uforfærdede kriger kunne blive en nyttig mand for ham. Heinason blev først sendt til Færøerne for at inddrive en gæld for kongen. Året efter fik Heinason - som første færing i historien - af kongen eneret til at forestå handelen på øerne, til trods for protester fra rentemesteren, Christoffer Valkendorf.
At C. V. har været en Mand, der med Myndighed gjorde sin
Mening gjældende og til Tider kunde være haardhændet, vil vel
ikke kunne nægtes; men lige saa vist er det, at han, i alt Fald i
sine ældre Aar, var en meget velvillig og godgjørende Mand. I
Følge samtidige Optegnelser lettede han gjærne Fæsternes Byrder,
naar Høsten var uheldig, og efter sin Død fik han det Vidnesbyrd
at «han havde været Enkernes Trøst, de forældreløses Fader, og
at han havde stillet mangt et fattigt Menneskes Hunger og Tørst».
Paa Jægerspris satte man i sin tid en mindestøtte for [[Magnus Heinason]]; men C. V.s ærestøtte findes hverken der eller
i hovedstaden.
Sørøveri mod færøske bygder gjorde livet vanskeligt for færingerne. Den første sommer, Magnus Heinason havde ansvar for handelen, i [[1579]], skete det, at [[Tórshavn]] blev plyndret af en skotte ved navn Klerck. Hele handelens varebeholdning samt uerstattelige historiske dokumenter gik tabt. Efter denne hændelse fik Heinason kaperbrev af kongen med ret til at opbringe engelske og hollandske skibe i farvandet mellem Færøerne og Norge. Han klarede at sætte en stopper for de mange plyndringer, og han blev beundret som en helt af befolkningen. Han gik derpå i gang med at bygge et forsvarsanlæg i Tórshavn, '[[Skansin]]' (dette kan i udbygget stand fortsat ses ved den velkendte Eystaravág i Tórshavn). Men Magnus Heinason kunne ikke være alle steder på en gang, og mens han var optaget af at lede byggeriet, sejlede et tysk smuglerskib rundt om øerne og handlede med befolkningen. Dermed mistede kronen indtægter, og rentemester Valkendorf fik presset igennem, at Heinason måtte afgive eneretten til handel.
C. P. Rothe, C. V.s Levnet.
For at blødgøre kongen igen tilbød Heinason nu at prøve at finde en sejlrute til [[Grønland]]. Dette klarede han dog ikke. Valkendorf var stadig ude efter at fælde ham, og i [[1581]] blev han stillet over for anklager om bedrageri ved handelen og om voldtægt i Norge. Efterhånden blev situationen så truende for Heinason, at han flygtede til Holland og påny gik i tjeneste for prinsen af Oranien. To år senere opsøgte han igen sin tidligere ven kong [[Frederik 2.]], som satte streg over gamle anklager og lod Magnus få øen [[Egholm (Limfjorden)|Egholm]] i [[Limfjorden]] som len. Men Valkendorf havde ikke tænkt sig at give op, og nu fik han hjælp af englændere, som anklagede Heinason for ulovlig opbringelse af et engelsk skib, mens han gjorde tjeneste i Holland.
Dansk Folkekal. 1869.
Magnus flygtede igen, men blev indhentet og arresteret i Norge. Christoffer Valkendorfs forsøg på at ramme Magnus Heinason var altid stødt på modstand hos kongen, men imellem tiden døde kongen pludselig, og Valkendorf brugte anledningen til at gennemføre en hurtig og ureglementeret rettergang. Valkendorf beordrede at henrettelsen skulle ske straks efter, at rådstueretten i København havde dømt Heinason til døden, uden at give tid til appel til herredagen. To dage derefter, den 18. januar 1589, blev Heinason henrettet ved [[halshugning]] på slotspladsen i København. Valkendorff var endelig sluppet af med sin fjende.
Vinding, Acad. Haun. S. 448 f.
For denne tilsidesættelse af retsreglerne måtte han nu stå Hans Lindenov og Magnus Heinasons enke til regnskab. Resultatet blev et forlig, der gav den henrettede Magnus Heinason æren tilbage, og Valkendorf måtte betale en betydelig erstatning til enken og til Lindenov, samt fratræde de fleste af sine embeder. Liget af Magnus Heinason blev flyttet og fik en hædersbegravelse i kirken i [[Ørslev Kloster]]. Valkendorf fornemmede nu den store modstand og trak sig nu også tilbage som rentemester, forlod regeringen og helligede sig sin private gøremål.
Y. Nielsen, Bergen S. 292 ff.
På slottet [[Jægerspris]] på Sjælland troner i dag en flot mindesten over søhelten Magnus Heinason sammen med støtter over [[Tordenskjold]], [[Ludvig Holberg]], [[Snorre Sturlason]] og andre kendte og hæderkronede navne fra det danske rige.
== Kilder/litteratur: ==
O. Nielsen, Kbhvns. Hist. og Beskr. III, 83 ff.
*„[http://da.wikipedia.org/wiki/Dansk_biografisk_leksikon Dansk biografisk leksikon]“ 1. udgave (1887–1905)
Saml*C. tP. FyensRothe, HistC. og TopogrV.s I, 95 ffLevnet.
*Dansk Folkekal. 1869.
*Vinding, Acad. Haun. S. 448 f.
Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537-1621 III, 689 ff.
*Y. Nielsen, Bergen S. 292 ff.
*O. Nielsen, Kbhvns. Hist. og Beskr. III, 83 ff.
H. F. Rørdam.
*Saml. t. Fyens Hist. og Topogr. I, 95 ff.
*Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537-1621 III, 689 ff.
*H. F. Rørdam.
{{DBL}}
*[[Lucas Debes]]: ''Færoæ & Færoa reserata: Det er Færøernis oc færøeske Indbyggeris beskrifvelse, udi hvilcken føris til liuset adskillige naturens hemeligheder, oc nogle antiqviteter, som her til dags udi mørcket hafve været indelugt, oc nu her opladis / alle curieuse til velbehagelighed, sammenskrefven oc forklaret aff Lucas Jacobsøn Debes''. København 1673
*Troels Lund: „[http://runeberg.org/dbl/7/0276.html Heinesen, Mogens]“ i: ''Dansk Biografisk Leksikon'' 1887-1905
*Hans J. Debes: ''Føroya Søga''. bd. 2.
*Heini Madsen: ''Færøerne i 1000 år''
*John F. West: ''Færøerne : en nation og dens historie''
*Roskildehistorie.dk:„[http://www.roskildehistorie.dk/oversigter/embeder/lensmaend/Roskildegaard/Valkendorf/Valkendorf1.htm Valkendorf, Christoffer]“
| 