Henri Pélissier: Forskelle mellem versioner

Pélissier var en af fire brødre, som alle blev professionelle cykelryttere. Han blev professionel i [[1911]] og samlede flere vigtige sejre før [[1. verdenskrig]], deriblandt [[Milano-San Remo]] i [[1912]] og tre Tour de France-etaper i [[1914]]. Efter krigen genoptog han cyklingen, vandt [[Paris-Roubaix]] i [[1919]] og deltog i Touren de fem følgende år i træk. Umiddelbart før 1921-udgaven af Paris-Roubaix krævede Henri og hans broder Francis af deres sponsor, at denne skulle betale dem mere end den almisse, som rytterne normalt måtte leve med. Kravet blev afvist, og de valgte at køre løbet som uafhængige uden støtte fra et hold. Desgrange svor, at ingen af dem nogensinde mere ville komme på forsiden af hans avis [[l'Auto]], men måtte æde sine ord i sig igen, da Henri vandt. I [[1923]], efter endnu et anfald, skrev Desgrange: ''"Pélissier vil aldrig vinde Touren. Han ved ikke, hvordan man lider"''. Kort efter vandt Pélissier nemt Touren. Det følgende år trak han sig ud af Touren på grund af en straf, han fandt uretfærdig. I et interview protesterede han igen mod Tour-betingelserne; han udtalte: ''"Vi bliver behandlet som dyr i et cirkus"''. Reporteren Albert Londres opfandt betegnelsen ''landevejens straffefanger'', som siden er blevet brugt om cykelryttere▼

Pélissier var kendt for at være stridslysten og hidsig. Ofte prøvede han også at ophidse holdkammerater og andre ryttere i feltet. Efter indstillingen af karrieren i [[1928]] medførte hans kamplystne personlighed en hurtig forringelse af hans liv. I [[1933]] kunne hans kone Léonie ikke længere holde ud af leve med ham og skød sig selv. To år senere skød hans nye kæreste, Camille Tharault, ham med den samme pistol, fordi han havde ridset hende med en kniv under et skænderi.▼