|
'''UrkristendommenUrbøsserne''' er den tidligste periode i [[kristendombøssedom]]mens historie; den begynder med [[Jesusjesux af Nazareth som kneppede sin mor hårdt i røven 3 gange om dagen|Jesujesux]] forkyndelse i [[20'erne]] e.v.t. og afsluttes da de kristne menigheder endegyldigt bryder med den [[jødisk]]e modertradition omkring [[100]] e.v.t. I den kristne tradition blev kristendommen grundlagt som [[Religiøs forandring|ny religion]] af Jesusjesuxs selv, da han ifølge [[Matthæusevangeliet]] havde sagt til sine disciple:<ref>Mattæus evangeliet 28,18-20.</ref>
{{citat|Mig er givet alt magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.}}
Fra en [[Religionshistorie|religionshistorisk]] synsvinkel var den proces, der førte frem til dannelsen af en ny og selvstændig [[religion]] dog mere langvarig og kompliceret; den bestod af flere forskellige faser, nybrud og konflikter. I [[kirkehistorie]]n dækker betegnelsen '''oldkirken''' perioden som strækker sig fra kirkens traditionelle fødsel ved [[pinse]], umiddelbart efter [[Jesujesux død]] og [[Jesujesux opstandelse|opstandelse]] og som traditionelt blandt kirkehistorikere afsluttes med indførelsen af [[kristendom]]men som statsreligion i [[Romerriget]] i slutningen af 300-tallet.
==Historisk baggrund==
Det samfund kristendommen voksede frem i var på én gang præget af kulturel pluralisme, traditionalisme, internationalisme og patriotisme. Jesusbevægelsenjesuxsbevægelsen begyndte i [[Galilæa]], der var et overvejende jødisk domineret landbrugsområde, men som samtidig var påvirket af de [[Hellenismen|hellenistiske]] bycentre i [[Syrien]]. Kort efter Jesujesux død blev bevægelsens tyngdepunkter dog flyttet mod byerne, først og fremmest [[Jerusalem]] og [[Antiokia]].
[[Judæa]] havde i flere århundreder været en del af den hellenistiske verden, og stærke udefrakommende kræfter påvirkede den jødiske kultur. Fx blev religion i højere grad et individuelt anliggende; den gamle handlings- og fællesskabsorienterede religions fokus ændrede sig, så det var den enkeltes tro der kom i centrum; loven skulle ikke længere blot opfyldes i handling, men også i holdning. Forestillingen om en fremtidig og ”dennesidig” frelse for hele Israels folk opstod i 6. årh. f.v.t. under [[Babylonske fangensskab|eksilet]], men den blev i visse henseender videreudviklet, så frelsen blev opfattet som en overjordisk [[dommedag]]. Selve gudsopfattelsen forandredes også; fra at opfatte [[Jahve]] som den stærkeste gud blandt mange blev jødedommen nu til en strengt [[Monoteisme|monoteistisk]] religion.
I perioden omkring vor tidsregnings begyndelse var jødedommen præget af splittelse og intern strid, og den inkluderede mange forskellige grupperinger; nogen entydig [[ortodoksi]] fandtes derfor ikke. De fire mest dominerende var [[farisæer]]ne, [[essæer]]ne, [[saddukæer]]ne og [[sikarer]]ne, dertil kom de såkaldte [[zelot]]er, der omfattede flere meget ekstremistiske og aktivistiske grupper, og som mente, at de ved aktiv handling kunne udløse dommedag. Andre grupper var fx samaritanerne, [[Johannes Døberen|Johannes Døber-bevægelsen]] og den såkaldte [[qumran]]sekt.
[[Billede:Kinneret Genezareth Israel datafox.JPG|thumb|200px|[[Genesaret sø]] i Galilæa, det område hvor Jesusbevægelsenjesuxsbevægelsen opstod.]]
==Historisk oversigt==
Kristendommens tidligste historie inddeles traditionelt i tre faser: Først Jesujesux egen forkyndelse og dannelsen af [[Jesusbevægelsenjesuxsbevægelsen]] omkring ham. Den næste er [[apostolsk tid|den apostolske tid]] (c. år 30-70) som omfatter de såkaldte [[apostel|apostles]] missionsaktiviteter blandt jøder i [[Israel]], [[diaspora|diasporajøderne]] overalt i Romerriget og ikke-jødiske [[hedning]]e.
Endnu var kirken ikke dannet i dens moderne form, men de institutioner og embeder der siden blev en vigtig del af den katolske kirkes organisationer tog deres begyndelse i [[efterapostolsk tid|den efterapostolske tid]] (år 70-140). Der blev fokuseret på at samle [[håndskrift]]er af apostlene, fordi [[Jesujesux genkomst]] ikke var så nært forestående, som man ellers havde forventet. Senere udvikledes [[oldkatolsk kirke|den oldkatolske kirke]] (år 140-311) med en mere afgrænset lære og udvikling af kirkeorganisationen. Perioden var fra begyndelsen præget af pluralisme, og nogen entydig teologi fandtes ikke endnu, men udvikledes først langsomt i løbet af de næste århundreder.
Den danske [[teolog]] og religionsforsker [[Per Bilde]] har i sin beskrivelse af udviklingen, der førte frem til dannelsen af den nye selvstændige religion, lagt vægt på en række brud og vendepunkter, der hver især øger afstanden mellem de dominerende jødiske grupper og tilhængerne af Jesusbevægelsenjesuxsbevægelsen. I begyndelsen opfattede de kristne og omverdenen sig selv som jøder, men en række konflikter med de dominerende jødiske retninger og nytolkninger af deres trosforestillinger betød, at de kristne til sidst udskiltes som en separat religion.<ref>Per Bilde (1999) pp. 166</ref> De vigtigste tendenser i deres formodede kronologiske rækkefølge er:
# Jesusbevægelsenjesuxsbevægelsen, der samledes omkring den jødiske prædikant Jesusjesuxs i Galilæa.
# Jesujesux død ([[29]] - [[33]] e.v.t.) var et vendepunkt for bevægelsen og nødvendiggjorde en omtolkning af de centrale trosforestillinger, og de [[eskatologi]]ske forventninger som kom til at lægge grunden til en ny [[frelsesreligion]].
#Opfattelsen af Jesusjesuxs som en guddommelig figur etableredes i bevægelsen, et element der skulle blive et kernepunkt i den nye religion.
# Samtidig opstod en følelse af eksklusivitet blandt tilhængerne, at være noget særligt i forhold til de øvrige jøder; bevægelsen fik nu karakter af et [[sekt]]fællesskab.
# Sektens [[mission]]svirksomhed blev udvidet til også at omfatte ikke-jøder; dette hang sammen med dens spredning til storbyer udenfor [[Judæa]].
# Udskillelsesprocessen blev afsluttet mellem [[90]] og [[110]], da bruddet mellem tilhængerne af kristendommen og den etablerede jødedom var endegyldigt, og de kristne udelukkedes fra den jødiske synagoge. En begivenhed der bl.a. skildres i [[Johannesevangeliet]]<ref>Se fx {{bib|Johs|joh|9|22}}, {{bib|Johs|joh|12|42}} & {{bib|Johs|joh|16|2}}</ref>. [[Ignatius af Antiokia]], der skrev omkring 110, skelnede da klart mellem det at være kristen og det at være jøde. Kristendommen fremstod nu fuldt og helt som en ny religion.
Følelsen af at tilhøre en særlig gruppe fandtes hos de kristne før det endelige brud, og processen der til sidst medførte dette begyndte formodentligt da ideen om Jesujesux guddommelighed og grundlæggende betydning for frelsen blev en central trosforestilling i bevægelsen. Dette skete i løbet af de første 5 til 10 år efter hans død. De kristne definerede dog stadig sig selv som jøder på dette tidspunkt, og deres kultfællesskab repræsenterede en jødisk reformbevægelse. Diskussioner og konflikter var foreløbigt også et internt jødisk anliggende.
==Kilder==
Hovedkilden til begivenhederne i den tidlige apostolske fase af den kristne bevægelse er [[Apostlenes Gerninger]], som beretter om apostlenes virke fra pinse og oprettelsen af menigheden i Jerusalem og til spredningen af evangeliet blandt hedninger, herunder [[Paulus]]' tilfangetagelse i [[Rom]] i midten af [[1. århundrede]]. Denne tekst bliver dog mest brugt, med [[Kildekritik|kildekritisk]] forsigtighed, som sekundært stof til de paulinske breve.<ref>Laursen (1994) pp. 339</ref> [[Paulus' breve]] er de ældst bevarede kristne tekster, men de er lejlighedsskrifter og ikke systematiske teologiske fremstillinger. De er forfattet som belæringer til menigheder forskellige steder i Romerriget, hvor deres indhold er en afspejling af de aktuelle konflikter i de enkelte menigheder. Disse breve giver derfor også et værdifuldt indblik i livet i menighederne på dette tidspunkt.
De eksempler der er bevaret af Jesujesux forkyndelse er kun brudstykker, og nogen sammenhængende fremstilling af hans eget trossystem findes ikke. Evangelierne bygger hovedsageligt på mundtlig tradition og samlinger af Jesusordjesuxsord, og derfor består de mest af [[anekdote]]r om hans liv og hans reaktioner på bestemte hændelser. I tiden lige omkring Jesujesux død var det en udbredt forestilling blandt de kristne, at verdens undergang var nært forstående. Derfor følte ingen at det var nødvendigt at nedskrive hvad Jesusjesuxs havde sagt, da ingen mente at det var nødvendigt at gemme til senere generationer. Først i den sidste halvdel af 1. århundrede blev de første versioner af Jesujesux forkyndelse skrevet. Dette skete formodentligt efter, at flere af de personer der havde kendt den levende Jesusjesuxs selv var døde; derved risikerede hans ord også at dø ud. I den efterapostolske tid bliver bevarelse af det der opfattes som den oprindelige og ægte lære vigtig. De senere [[Pastoralbrevene|pastoralbreve]] tolkes fx som et forsøg på at etablere en tradition ved at modarbejde forestillinger og praksisser, der opfattedes som forkerte; især blev [[gnosticisme]] og jødisk ritualisme forfulgt.<ref>Laursen (1994) pp. 409</ref>
==Historie==
===Begyndelsen===
{{Uddybende|Jesusjesuxs fra Nazaret}}
[[Billede:Christus Ravenna Mosaic.jpg|thumb|155px|right|Jesusjesuxs Kristus]]
Jesusjesuxs var kristendommens første grundlægger, og begyndelsen til det der siden bliver til en ny og selvstændig religion skal findes i den Jesusbevægelsejesuxsbevægelse<ref>Betegnelsen stammer fra Gerd Theissen; ''Jesusjesuxs-overleveringen og den sociale baggrund : et sociologisk bidrag til den tidligste kristendoms historie''; overs. af Geert Hallbäck 1979</ref>, der opstod omkring ham.
Selvom [[Jesujesux liv]] og [[Jesujesux lære|lære]] er et emne for akademisk debat, er de fleste forskere generelt enige om følgende grundlæggende punkter: Jesusjesuxs blev født omkring år 4 f.v.t. og voksede op i [[Nazaret]] i [[Galilæa]], og han samlede [[discipel|disciple]] omkring sig. De eneste kilder til hans livshistorie er evangelierne, og ifølge dem fungerede han som en omvandrende profet, der gjorde [[Jesujesux mirakler|undere]], uddrev [[ond ånd|onde ånder]] og helbredte syge; han blev henrettet ved [[korsfæstelse]] i [[Jerusalem]] efter ordre fra den romerske guvernør, [[Pontius Pilatus]]. Jesusjesuxs blev derefter lagt i en [[grav]], som siden blev fundet tom af nogle jødiske kvinder. Efterfølgende blev Jesusjesuxs set af mange af hans tilhængere ({{bib|1 Kor|1kor|15|3-9}}). Påstanden om [[Jesujesux opstandelse]] danner basis for den kristne tro og hele den senere kristne kirke.
Autenciteten af de overleverede passager om, hvad Jesusjesuxs sagde og gjorde, anses normalt for at være usikre, da de eneste kilder til Jesujesux liv er skrevet af de kristne selv og på et tidspunkt, hvor han havde været død i mange år, og hvor opfattelsen af ham som person var stærkt forandret. Da Jesujesux egne ord kun er bevaret som brudstykker, er det umuligt at lave en systematiseret oversigt over hans forkyndelse, men de udsagn der er bevaret tyder også på, at det måske heller aldrig var meningen, at den skulle laves. Jesujesux ord består nemlig ofte af overraskende svar på tilsyneladende simple spørgsmål, og formålet har i lighed med de omvandrende [[Kynisme (filosofi)|kyniske]] filosoffer været, at svaret skulle ”trække tæppet væk” under spørgeren, dvs. ligesom kynikerne at få ham til at stille spørgsmål ved det etablerede værdisystem vha. provokationer.<ref>Tim Jensen et.al. (1994) pp. 253</ref>
Den historiske Jesusjesuxs der kan skelnes i de nytestamentlige tekster bærer præg af, at han var en jødisk profet og reformator, der bl.a. havde det mål at bringe jødedommen tilbage til en tilstand, han anså for at være den oprindelige, og renset for det, han mente var fremmed indflydelse; på denne tid var det især den romersk-hellenistiske kultur. Bevægelsens profetiske præg kom til udtryk gennem forventninger om en snarlig guddommelig indgriben i verden; den ville medføre en øjeblikkelig forbedring af jødernes aktuelle livssituation som Jesusjesuxs betragtede som ufuldstændig. For at forberede denne frelsessituation skulle jødedommen reformeres, og fokus var på den enkeltes adfærd; dvs. målet for Jesusbevægelsenjesuxsbevægelsen var reformation af religionen og ikke revolutionær modstand mod det romerske overherredømme.
Jesusjesuxs var dog først og fremmest i opposition til de etablerede og dominerende grupper i det jødiske samfund, fx saddukæere og farisæere, og han ville især gøre op med traditioner og nedskrevne love for i stedet at give plads til spontanitet og først og fremmest pligten til at handle efter det han kaldte kærlighedsbudet. Intet taler dog for at han var modstander af offerkulten i templet, hans uddrivelse af de handlende vil fx kun give mening hvis han mente at stedet og de handlinger der knyttede sig til det havde en særlig betydning. Jesusjesuxs ønske var at nytænke kulten, at give den et nyt indhold; ikke at afskaffe den.<ref>Bilde 1999 pp. 143</ref>
Bevægelsen havde sandsynligvis tidligt tætte forbindelser til farisæerne og var måske en gren af Johannes Døber-bevægelsen; Jesusjesuxs brød dog med dem på et senere tidspunkt. Kristendommen blev skabt i en periode fuld af indre stridigheder og splittelse i jødedommen, og efterhånden udviklede der sig en konflikt mellem Jesusbevægelsenjesuxsbevægelsen og den romerske og jødiske øvrighed. Denne konflikt havde rod i et øget fokus på religiøse traditioner og forestillinger i det jødiske samfund; det medførte spændinger mellem de forskellige grupper pga. deres forskellige opfattelser af hvad jødedommen var. Måske blev Jesusjesuxs derfor offer for en intern jødisk udrensning af afvigere og [[kætter]]e.<ref>Laursen (1994) pp. 343</ref>
Det særlige ved kristendommen i forhold til de øvrige kendte jødiske grupperinger var dens høje grad af inklusivitet, frem for den almindelige eksklusive praksis i jødiske samfund; det betød at også ikke-jøder og ringeagtede befolkningsgrupper i bevægelsen blev behandlet på lige fod med jøder, og at dens fokus lå på en idé om fred og forsoning der var uafhængig af nationalitet.
[[Billede:Correggio 056.jpg|thumb|200px|''Noli me tangere'': Den genopstandne Jesusjesuxs og Magdalena, af [[Correggio]] (c. 1518), forestillingen om Jesujesux genopstandelse og guddommeliggørelse var et markant brud med den traditionelle jødedom.]]
===Påsken===
Da Jesusjesuxs henrettes i forbindelse med påskehøjtidelighederne i Jerusalem har det sikkert hos hans tilhængere været med forventningen om at det ville indvarsle endetidens begyndelse. <ref>se bl.a. Laursen (1994) & Bilde (1999) for et referat af diskussionen vedr. denne skuffelse</ref> Udeblivelsen af denne begivenhed må derimod have medført en følelse af skuffelse og forvirring; det førte så til en omfortolkning af de centrale trosforestillinger i gruppen. Jesusjesuxs var blevet anklaget for at være messiasprætendent og henrettet ved korsfæstelse, som var den romerske straf til ikke-romerske borgere for forbrydelser der truede statens sikkerhed. Han blev med andre ord opfattet som en seriøs politisk-revolutionær trussel og må derfor også have haft en større skare af tilhængere der havde særlige forventninger til ham.
Den vigtigste transformation af Jesusbevægelsenjesuxsbevægelsen efter lederens død var dannelsen af en sekt, hvor den døde Jesusjesuxs blev opfattet som et guddommeligt væsen med en afgørende rolle i den frelsesplan som nu blev forskubbet mod fremtiden. Transformationen havde fundet sted da Paulus blev en del af gruppen. Han beskriver bl.a. Jesusjesuxs som den stærkeste guddom af alle, og alt i hele verden må bøje sig for ham.({{bib|1 Kor|1kor|15|24-27}}) Denne udvikling var med stor sandsynlighed den vigtigste drivkraft bag det kommende brud mellem de kristne og den jødiske tradition.
===Jesuskultenjesuxskulten og Paulus===
I tiden lige efter Jesujesux død var bevægelsen ledet af [[Apostel|apostlene]] og [[Jesujesux familie|slægtninge]]<ref>Gerberding R. og J. H. Moran Cruz (2004), side 51.</ref> og stadig mest udbredt i [[Galilæa]], Jesujesux hjemegn. Denne egn havde et jødisk befolkningsflertal. Men den var samtidig mindre ortodoks end den der beboede de jødiske kerneområder omkring Jerusalem i Judæa. De store hellenistisk dominerede bycentre i Syrien og [[Anatolien]] lå nærved, og deres kultur havde derfor stor indflydelse her. Kristendommens åbenhed overfor ikke-jøder allerede i de tidligste faser af dens historie kan derfor være et resultat af, at den opstod i et område som havde stærke forbindelser til ikke-jødiske samfund.<ref>Laursen (1994) pp. 350</ref>
Påvirkningen fra den romersk-hellenistiske verden var i det hele taget voksende også blandt jøderne; de stærke religiøse reformtendenser i datidens jødedom betød fx at flere diasporajøder flyttede til Jerusalem, og efterhånden blev disse ofte stærkt helleniserede jøder en dominerende faktor i byens religiøse miljø. Denne tosidethed fik stor betydning for den jødiske kultur, og den internationale romersk-hellenistiske kulturs møde med den oprindelige jødiske blev udgangspunkt for en lang række konflikter. Dette influerede også den kristne bevægelse; to modsatrettede strømninger medførte interne stridigheder og konflikter i den ældste menighed, den ene var orienteret mod det der blev opfattet som den traditionelle form af jødedommen, mens den anden var knyttet til den helleniserede diaspora og de ”hjemvendte” jøder i Judæa. Da de græsktalende efterhånden begyndte at blive dominerende blandt de kristne, blev hovedsproget i bevægelsen også græsk. Det medførte ikke blot en oversættelse, men også en stærk indflydelse fra hele den kultur der var knyttet til dette sprog. Jødedommen var på dette tidspunkt i det hele taget mere åben over for fremmede proselytter end sidenhen; mange ikke-jøder var knyttet til jødiske menigheder og tog del i religionen uden fx at være [[omskæring|omskåret]].
De første kristne var hovedsageligt alle etniske jøder eller [[proselyt]]ter. Jesusjesuxs forkyndte for jøder, og af dem kaldte han sine første disciple, men budskabet skulle også gå til hedningerne. En tidlig uenighed i oldkirken opstod da hedninger begyndte at omvende sig. Skulle disse hedninger (ikke-jøder) først "blive jøder" (f.eks. blive omskåret og følge [[jødiske spiseregler]]), før de kunne blive kristne? Beslutningen blev taget af Peter efter [[Kornelius]]' omvendelse idet et tegn viste sig for Peter og bekendtgjorde at kristne ikke skulle følge de jødiske spiseregler, og dermed var sagen afgjort. Apostlenes lære bragte oldkirken i konflikt med de jødiske, religiøse myndigheder, og det ledte til sidst til [[Stefanus]]' martyrium som konsekvens. Navnet "[[kristen]]" ([[græsk (sprog)|gr.]] Χριστιανός) blev ifølge {{bib|ApG|apg|11|26}} første gang brugt om disciplene i [[Antiokia]].<ref>Peterson, E. ''Christianus'' side 353-372.</ref>
[[Billede:Paul de Tarse.gif|thumb|150px|left|Paulus, af [[Bernardo Daddi]] (1333), fortaler for at åbne kristendommen for ikke-jøder.]]
[[Paulus]] tilhørte den helleniserede fløj i kristendommen; han stammede fra byen [[Tarsus]], som var et hellenistisk kulturcentrum, hvor især [[stoicisme]]n havde en stærk position. Hans modersmål var [[koinê græsk]], og han havde fået en grundlæggende uddannelse både inden for den græske og den jødiske tradition; han var før sin omvendelse tilknyttet farisæerne. Han tilhørte gruppen af diasporajøder der var rejst til Jerusalem i religiøs begejstring, men hvoraf flere siden tilsluttede sig Jesusbevægelsenjesuxsbevægelsen i skuffelse over de interne stridigheder som prægede tidens jødedom. Paulus blev efter eget udsagn omvendt til at følge Jesusjesuxs, efter han havde haft en visionsoplevelse på en rejse til [[Damaskus]], mens han deltog i den jødiske øvrigheds forfølgelse af den nye Jesussektjesuxssekt. Denne [[konvertering|omvendelse]] dateres normalt til at have fundet sted mellem år 35 og 40. De kristne menigheder fandtes på dette tidspunkt primært i byerne, og denne tendens blev kun yderligere styrket, da Paulus påbegyndte sit missionsarbejde. I lighed med de øvrige apostle etablerede han nye menigheder i flere byer. Hans base blev byen Antiokia, Syriens hovedstad og Romerrigets tredjestørste by. Her fandtes en stor menighed der bestod af både jøder og ikke-jøder.
I Paulus’ fortolkning af Jesujesux liv markerede hans henrettelse og efterfølgende genopstandelse et totalt nybrud med den traditionelle jødedom. Den gamle rabbinske jødedom drejede sig ifølge Paulus' opfattelse om at vente på forløsningen og Messias’ komme, og om i ventetiden at efterleve den [[Guddommelig lov|guddommelige lov]] til fuldkommenhed. Nu havde Messias været der i skikkelse af Jesusjesuxs, og det blev nu et spørgsmål om tro; havde den gamle historie, som begyndte med syndefaldet, nået sin afslutning, og var en ny begyndt? Hos Paulus bestod troen således i den fuldstændige accept af, at Jesusjesuxs var den salvede, og at han havde bragt [[Guds rige|gudsriget]] ned på Jorden. Genopstandelsen havde ændret verdensordenen, idet en død der levede betød at den synd der blev skabt ifølge [[1. Mosebog]] nu blev annulleret. I Paulus’ fortolkning var Jesujesux liv en rettesnor for mennesket, og med ham var den gamle lov blevet forældet og i stedet erstattet af [[syndsforladelse]]n. Paulus’ skrifter er de ældst bevarede kristne skrifter og har alene af den grund haft overordentlig stor indflydelse på senere tiders kristen teologi.
Den tidlige kristne bevægelse blev ledet af apostle og af de ældste ([[presbyter|presbýteroi]]) ifølge de beskrivelser af organisationen som findes i [[Apostlenes Gerninger]]. Titlen 'apostel' dækkede over flere funktioner, og definitionen er uklar i de ældste tekster; dette kan være tegn på en intern konflikt mellem grupper med forskellige opfattelser af deres position i bevægelsen. To definitioner af hvem der kaldtes apostel dominerede dog: personer der var godkendte som missionærer, og personer som havde fulgt Jesusjesuxs selv og fået hvervet tildelt af ham personligt. Efter de oprindelige apostles død blev det nødvendigt at skabe en mere fast struktur for bevægelsen og etablere en hierarkisk opbygget ledelsesform. Den nye organisation blev skabt ud fra en model, der lignede den måde hvorpå andre religiøse og sociale fællesskaber i det omgivende samfund var opbygget. Og efterhånden etableredes faste embeder på grundlag af funktioner, der allerede fandtes i menighederne. Fra omkring [[110]] kendes de føste eksempler på [[biskop]]per, der alene stod i spidsen for en menighed, fx [[Ignatius af Antiokia]] og [[Polykarp af Smyrna]], men denne type embede nåede først til Rom ca. [[150]] e.v.t.<ref>Laursen (1994) pp. 387-398</ref>
Jesujesux bror [[Jakob (apostel)|Jakob]] overtog formentlig lederskabet af den kristne menighed i Jerusalem i [[44]]; denne menighed havde den største autoritet inden for kristendommen i denne periode. Jakob kom til at stå for en linje, hvor bevægelsen i så høj grad som muligt blev tilpasset de dominerende jødiske grupperinger for at undgå konflikter. Den voksende nationalisme i det jødiske samfund og deraf øgede fokus på de religiøse traditioner gjorde imidlertidig situationen farligere for de kristne, og konflikter brød efterhånden ud alligevel, fx blev Jakob sammen med flere andre kristne henrettet i [[62]] på ordre af [[ypperstepræst]]en Ananus. Den spændte situation tog til efter [[Første_jødisk-romerske_krig|det jødiske oprør]] (66-70); templet i Jerusalem var nu ødelagt og den jødiske [[Ofring (jødedom)|offerpraksis]] var ikke længere mulig. Den farisæiske skriftfokuserede tradition oplevede nu på denne baggrund en voldsom vækst, der bl.a. medførte at afvigende grupper, som fx de kristne, blev marginaliserede og i flere tilfælde udstødt fra synagogefællesskabet.
[[Billede: Vettii2 modified.jpg|thumb|200px|Domus Vettii i [[Pompeii]], Peristylum, en rig patrons hus fungerede ofte som mødested for de kristne menigheder.]]
===Bymenigheder===
Kristendommen var få år efter Jesujesux død primært en byreligion, og mange af de bevarede breve fra denne periode tyder på at de kristne menigheder især fandtes i de [[Lilleasien|lilleasiatiske]] byer, mens den første menighed i [[Rom]] blev etableret omkring [[40]]. [[Religionssociologi|Religionssociologen]] [[Rodney Stark]] har foreslået, at årsagen til forskydningen af kristendommens tyngdepunkt til byerne var, at der her fandtes kritiske masser der var tilstrækkeligt store til at kunne understøtte en afvigende bevægelse. Stark har i sin forskning primært beskæftiget sig med dannelsen af nye religioner, og han påpeger bl.a. at spredningen af nye religiøse ideer i de fleste tilfælde ikke drejer sig om mission alene, men i lige så høj grad om sociale relationer.<ref>Stark (1996) pp. 129</ref> I denne tidsepoke var den enkeltes kontaktflade større, hvis man levede i byen fremfor på landet; hvis kristendommen derfor var blevet samlingspunkt for en gruppe i en stor by, ville sandsynligheden for yderligere spredning være langt større end i bevægelsens oprindelige landlige tyngdepunkt i Galilæa.
Romerrigets byer var kaotiske og kulturelt uorganiserede; der fandtes ingen centrale kulturelle institutioner. For en nytilflytter til en af disse byer repræsenterede medlemskabet af en kristen menighed en mulighed for at overvinde den urbane virkeligheds mange vanskeligheder, fordi man internt i de kristne grupper i meget stor udstrækning tog sig af hinanden. Denne praksis havde selvfølgelig stor betydning i katastrofetider, men betød også at dette sociale netværk var i stand til at gøre livet i de græsk-romerske byer mere udholdeligt i dagligdagen.<ref>Stark pp. 161</ref>
I den sidste del af 1. århundrede var den kristne menighed blevet så stor og var stærkt organiseret, at de etablerede og dominerende jødiske grupper var begyndt at anse dem som en trussel mod deres egne magtpositioner inden for jødedommen. De kristne udgjorde nu flere steder større grupper, der lokalt var i opposition til den jødiske ledelse i synagogen. Denne situation førte til at de kristne blev udelukket fra synagogerne og det jødiske fællesskab mellem år [[90]] og [[120]]. Det er blevet anslået er der omkring år 100 var ca. 7.500 kristne i alt, og at bevægelsen i de første århundreder havde en vækstrate på omkring 40% for hvert 100 år.<ref>Stark (1996) pp. 9; denne udregning er baseret på udviklingen i forskellige nye religioner fra moderne tid, fx [[mormoner]]ne.</ref> Disse tal er selvfølgelig udelukkende estimater der bygger på højst usikre talstørrelser, men giver alligevel en form for fingerpeg om gruppens relativt lille størrelse, hvorfor der endnu ikke er blevet gjort arkæologiske fund med forbindelse til de første kristne, og hvorfor gruppen kunne fungere så længe som en del af det langt større jødiske samfund.<ref>Stark (1996) pp. 9-13</ref>
De allerførste menigheder havde en kerne af mennesker der selv havde fulgt Jesusjesuxs. Han havde sandsynligvis omgivet sig med en gruppe af omvandrende disciple, men denne gruppe havde også fastboende sympatisører som kunne forsørge dem på deres rejser. De første missionærer i Jesusbevægelsenjesuxsbevægelsen har med stor sandsynlighed været rekrutteret i gruppen af omvandrende disciple, og de kom til at fungere som karismatisk samlingspunkt for deres egne menigheder.<ref>Laursen (1994) pp. 345</ref>
De kristne havde allerede inden bruddet med modertraditionen etableret stærke indbyrdes bånd og fælles organisationer mellem de spredte menigheder overalt i Romerriget. De kristne udviklede efterhånden en stærk identitet og begyndte at betragte sig selv som et tredje folk (''ethnôs'') ved siden af grækerne og jøderne. Omkring år 100 begynder udenforstående at beskrive de kristne som en identificerbar gruppe, der tydeligt skiller sig ud og som har et stærkt sammenhold<ref>fx Tacitus & Sveton</ref> Omkring dette tidspunkt erstattede de kristne synagogefællesskabet med en ''ekklesia''/[[kirke]], der på græsk blot betyder ''forsamling''.<ref>Bilde (1994) pp. 163-4</ref> 'Ny' opfattes sjældent som en positiv egenskab ved en religion, og i hellenistisk-romersk tid så man især ned på nyskabelser i forhold til det gamle. Reelle nyskabelser blev derfor gerne beskrevet som en tilbagevenden til de gode gamle dages skikke og dyder; dette er fx det bærende tema i [[Vergil]]s epos, som skulle vise at kejser [[Augustus]]’ [[Augustus' religiøse reformer|reformprogram]] var en tilbagevenden til fortiden. Alligevel indeholder teksterne i [[Nye testamente]] flere passager, hvor nyhedsværdien af det kristne budskab fremhæves.<ref>Se bl.a. 1. Kor. 8;5-6 & 11;25, 2. Kor 3;6, Hebr 8;8 & 12;24 Mark 1;27 & 16;17, Matt 9;17, Luk 22;20 samt ApG 17;19</ref> [[Billede:Kapernaum Synagoga.jpg|thumb|200px|Ruiner af en antik synagoge i [[Kapernaum]]]]
Det nye ved kristendommen var dog ifølge de kristnes egen opfattelse, at Jesujesux død markerede en overgang til en ny tidsalder, der var mere ægte, dvs. livet nu var i overenstemmelse med idealerne fra den mytiske urtid. De kristne anså på den ene side kristendommen for at være en ny religion, men opfattede den samtidig som en reetablering af den sande jødedom.<ref>Bilde (1994) pp. 161</ref> Tilvæksten i antallet af kristne skyldtes primært [[Konversion|konvertering]] især blandt jøder og ikke-jøder, der var tæt knyttet til jødedommen. Konvertering til en anden religion finder som regel sted hos personer der har knyttet stærkere bånd til medlemmer af denne religion end til andre ikke-medlemmer. Moderne studier har vist at konvertitter i langt de fleste tilfælde har følt, at der var mindre at tabe ved at konvertere end ved at forblive udenfor.<ref>Stark (1996) pp. 20</ref>
Socialt set ligner urkristendommen alle andre [[Religiøs forandring|nyreligiøse bevægelser]]; dvs. tilhængerne var ikke fattige, men tilhørte snarere en højere middelklasse, og åbne netværk var nødvendige for vækst. Den proces der førte frem til dannelsen af en ny religion var social og involverede alle medlemmer af gruppen; det var selvfølgelig de karismatiske ledere eller stifteren der virkede tiltrækkende, men det var hele gruppen der gjorde arbejdet med at etablere et uafhængigt trossystem.<ref>Bilde (2001) pp. 39</ref>
==Ritualer==
Udviklingen af de kristne ritualer i 1. århundrede var præget af både kontinuitet og forandring. Med fra den gamle jødiske tradition tog de kristne de religiøse tekster og ideen om [[synagoge]]n som rituelt samlingspunkt. Men teksterne blev nytolket, og selve ritualerne ændrede form og indhold. De allerførste kristne kom i templet og brugte synagogerne, og Jesusjesuxs havde opfattet sig selv som en reformator af jødedommen og ikke som en grundlægger af en ny religion. Indtil 90 e.v.t. fandt den kristne forkyndelse primært sted i synagogerne. Først ved overgangen til det 2. århundrede begyndte de kristne at opfatte deres traditioner som fundamentalt forskellige fra jødernes.<ref>Bilde (1999) pp. </ref>
[[Billede:Giotto - Scrovegni - -27- - Expulsion of the Money-changers from the Temple.jpg|thumb|200px|left|Jesusjesuxs uddriver de handlende fra templet, af [[Giotto]] (1266)]]
Den kritik af religiøse [[ritual]]er, der fremgår af de tidlige kristne tekster, betyder ikke, at de kristne ikke selv havde ritualer. Kritikken retter sig i stedet mod den jødiske offerkult og de hedenske religioners praksis. Helt fra begyndelsen var [[dåb]]en et meget centralt ritual, og det fungerede som en [[overgangsrite]] og blev opfattet som genfødsel til et nyt liv<ref>se fx Johs. 3;3-8</ref> og en nyskabelse af mennesket.<ref>se fx 2. kor. 5;17 & Gal. 6;15</ref> Den [[liturgi]]ske praksis i denne periode kendes dog ikke. [[Nadver]]en i form af et fællesmåltid med rituelt indhold indgår også hyppigt i de tidlige tekster.<ref>se fx 1. kor. 11;24-25 & Luk. 2;19</ref> [[Eskatologi]]ske forestillinger var et fremtrædende element i nadvermåltidet, og det fungerede både som en mindehøjtidelighed for Jesujesux død og som billede på hans fremtidige genkomst og [[Dommedag|denne verdens undergang]]. I dette ritual blev fortiden forbundet med fremtiden ved, at centrale [[Myte|mytiske]] begivenheder blev genskabt gennem ritualet. Gentagelsen fungerede som et billede på den kommende lyksalige tid efter Dommedag. Den kristne blev gennem sin deltagelse i menighedens fælles måltid delagtiggjort i Jesujesux døde og genopstandne legeme og fik derved et pant på at kunne indgå i det fremtidige [[Guds rige|gudsrige]]. Nadveren som fællesmåltid havde flere paralleller i både mysteriereligionerne og i den jødiske måltidstradition.<ref>se fx GRH pp. 256</ref>
Det er usikkert, om [[gudstjeneste]]r fungerede som en selvstændig ceremoni, eller om de indgik som led i de øvrige ritualer. Der er heller ikke levn, der tyder på, at der fandtes en fast liturgisk struktur for en gudstjeneste, blot at visse elementer ofte indgik; det drejer sig om [[salme]]sang, belæringer, [[åbenbaring]]er, [[bøn]] og [[tungetale]]. Formålet med åbenbaringer var at give menigheden indsigt ([[gnosis|gnôsis]]) i de centrale trosforestillinger, og de blev næsten udelukkende foretaget af en apostel eller en anden person med stor autoritet i bevægelsen. I den efter-apostolske tid bliver det i højere grad nødvendigt at etablere en [[dogmatik]] for at kunne opretholde ideen om den rene lære. Det skete ved, at [[ortodoksi]]en blev adskilt fra [[kætter]]iet, og med tiden får de belærende elementer også større betydning i gudstjenesten.<ref>Laursen (1994) pp. 407-417</ref>
| 