Forskel mellem versioner af "Edouard Romeo Vargas-Bedemar"

ændringer vedr. hertugen og vargas - ændringer vedr. sardinien
(exit signatur - Igenigen og så igen !)
(ændringer vedr. hertugen og vargas - ændringer vedr. sardinien)
Måneder senere var han på Korsika, hvor han forlovede Vargas sig med en formuende ung pige, medens han samtidigt havde en affære med en skotsk enke. Dette medførte for Vargas en hurtig flugt til Milano, idet den skotske enke, som var gjort gravid, fødte både en søn og en datter. Men da enken ønskede, at holde forholdet skjult, for selv at opdrage børnene, indgik Vargas en aftale, så han kun ind imellem blev underrettet om børnenes opvækst.
 
I 1893 ankom Vargas til Siena, hvor han opnåede en foreløbig rolig tilbagetrukkenhed. Men et bekendtskab med ærkepræstenÆrkepræsten Ansana Luti førte til flere adelige bekendtskaber, hvor særligt et forhold til Grevinde Gianina Piccolomini fik stor betydning for Vargas. Grevinden var gift og havde som 23årig allerede 4 børn. Men især dette forhold udviklede sig tilsyneladende til et lidenskabeligt kærlighedsaffære, der varede gennem 2 år, for senere at blive et 22årigt venskab, opretholdt ved brevveksling.
 
I årene 1793-1800 skrev Vargas som forfatter samtidigt et stort antal bøger, både skønlitterære såvel som videnskabelige værker, og dette i forbindelse med tidligere udkomne bøger, skaffede ham mange ærestitler og stor berømmelse.
I Siena traf Vargas mange af de lærde, og i 1798 var han medstifter af Accademia Italiena og senere tillige præsident. Dog ikke uden visse uvederhæftigheder af Vargas vedr. tidligere påståede forbindelser med andre akademier. Men en titel som vel nok var medvirkende til hans senere karriere i Danmark.
 
Da krigen i 1798 kom til Siena, blev Vargas som anerkendelse for sin klogskab udnævtudnævnt til østrigsk Oberstløjtnant, og deltog efter eget udsagn i flere krigshandlinger. Men Vargas forlod snart Siena, for ved en dronning og en grevindes bevægelige hjerter , at opnå en stilling i Napoli som Artillerikaptajn.
 
Og i Napoli mødte han en tidligere dansk gesandt, Baron Herman Schubart, og begge nærede åbenbart stor interesse for hinanden. Ganske vist var Schubart ikke mere ”baron” end Vargas var ”greve”, og Vargas forsøgte her gennem sin ”nyopfundne fætter” Hertug Vargas Machuca, at få sit ”adelspatent” bekræftet, og ”fætteren” godkendte da også gerne, ved gode ord og smiger, et "familieskab og blodfællesskab"". Samtidigt opstod endda et venskab mellem hertugen og Vargas, et forhold som senere styrkedeskulle styrke Vargas omdømme som ”Greve og Malteserridder”.
Forholdet mellem herugen og Vargs blev efterhånden dog for anstrengt, og en efterfølgende undersøgelse vedr. slægtskabet kunne bliver skæbnesvangert for Vargas. Og da krigstilstanden i Napoli også ændrede sig, søgte Vargas hjælp hos Baron Schubert, hvorefter han forsynet med danske papirer flyttede til Sardinien
---hertil
 
Fra 1805 til 1808 opholdt Vargas sig på Sardinien, hvor han gennem Schubart opnåede forbindelse med den danske konsul Navoni. Denne satte Vargas i forbindelse til personer med officiel magt og indflydelse (inkl. adskillige grevinder), og allerede efter godt et halvt år erhvervede Vargas koncession på øens minedrift. Økonomisk kunne minedriften dog ikke bære, men Vargas opnåede her sin egentlige interesse viden omfor mineraler og om almindelig minedrift.
 
Som præsident for Accademi Italiana plejede Vargs nu omgang med byens mange lærde, og forsøgte her at udvide sine beføjelser. Derved kom han i konflikt med Akademiets sekretær, en strid som efterhånden udvikler sig, for sluttelig at medføre en stævning ved retten i Firenze for magtmisbrug
 
På Sardinien blev Vargas tillige medstifter af og senere præsident for Accademi Italiana, men politiske stridigheder m.m. førte til, at han måtte opgive sin position, da Vargas mange fjender søgte at få ham arresteret for magtmisbrug m.m.. Efterhånden fandt hanfølte derfor jorden brænde under sine fødder, og Herman Schubart forsøgte derforsøgte med vennervenners bistand, at hjælpe Vargas, så denne kunne komme til Danmark. Dette lykkedes da også, og i året 1809 ankommerankom Vargas til København. Her opnåede han hjælp og støtte gennem greverne C.D. Reventlow og E Schimmelmann , og på Amalienborg mødte han Frederik VI, og stiftede tillige bekendtskab med Prins Christian. Dette medførte en bevilling til en Norgesrejse, med et mineralogisk og økonomisk formål.
 
Ved hjemkomsten fra Norge i 1812, fik Vargas megen anerkendelse, og blev udnævnt til Kammerherre, med blev samtidigt skuffet over at blive forbigået ved en overordnet stilling. Vargas indyndede sig derefter i Biskop Fr. Münters hjem, hvor han forelskede sig i dennes 16årige datter, Fanny Münter. Parret forlovede sig, men da Biskop Münter var vel vidende om Vargas tidligere affære i Norge med en Frk Silfverstråle, og desuden ikke gerne så sin unge datter blive gift med en 42årig, nægtede biskoppen ganske at give sin tilladelse til et giftermål.
 
Fra 1805 til 1808 opholdt Vargas sig på Sardinien, hvor han gennem Schubart opnåede forbindelse med den danske konsul Navoni. Denne satte Vargas i forbindelse til personer med officiel magt og indflydelse, og allerede efter godt et halvt år erhvervede Vargas koncession på øens minedrift. Økonomisk kunne minedriften dog ikke bære, men Vargas opnåede her sin egentlige viden om mineraler og om almindelig minedrift.
 
 
På Sardinien blev Vargas tillige medstifter af og senere præsident for Accademi Italiana, men politiske stridigheder m.m. førte til, at han måtte opgive sin position, da Vargas mange fjender søgte at få ham arresteret for magtmisbrug m.m.. Efterhånden fandt han derfor jorden brænde under sine fødder, og Herman Schubart forsøgte derfor med venner, at hjælpe Vargas, så denne kunne komme til Danmark. Dette lykkedes da også, og i året 1809 ankommer Vargas til København. Her opnåede han hjælp og støtte gennem greverne C.D. Reventlow og E Schimmelmann , og på Amalienborg mødte han Frederik VI, og stiftede tillige bekendtskab med Prins Christian. Dette medførte en bevilling til en Norgesrejse, med et mineralogisk og økonomisk formål.
 
Ved hjemkomsten fra Norge i 1812, fik Vargas megen anerkendelse, og blev udnævnt til Kammerherre, med blev samtidigt skuffet over at blive forbigået ved en overordnet stilling. Vargas indyndede sig derefter i Biskop Fr. Münters hjem, hvor han forelskede sig i dennes 16årige datter, Fanny Münter. Parret forlovede sig, men da Biskop Münter var vel vidende om Vargas tidligere affære i Norge med en Frk Silfverstråle, og desuden ikke gerne så sin unge datter blive gift med en 42årig, nægtede biskoppen ganske at give sin tilladelse til et giftermål.
I København udspillede nu et større drama, idet hverken Vargas eller Fanny ville tage til fornuft, og det københavnske borgerskab tog derved vekselvist bestik af Vargas synlige dyder og modsatte uvederhæftighed. Skønt Fanny længe holdt ved med kærlighedsbreve, så selv Prins Christian måtte holde for som postillon d´amour, var modstanden dog for stor, og Fanny Münter giftede sig til anden side. Men enkelte af stadens giftefærdige døtre synes alligevel villige til at erstatte den frafaldne.
 
==Kilder==
* Else Kornerup: '' Edouard Vargas Bedemar - En eventyrers Saga.''
se under bibliotek: Else Kornerup
*[[Dansk biografisk Lexikon]] XVIII. Bind.