Sandstøbning: Forskelle mellem versioner

==Vigtige [[opfindelse]]ropfindelser indenfor støberiteknologi==

I [[1924]] satte [[Ford]] fabrikken i [[USA]] en rekord ved at producere 1 million biler. En meget stor del af bilen består af støbte dele. Den dag i dag forbruger bilindustrien en tredjedel af den samlede godsproduktion. Også maskin- og byggeindustri havde stigende brug for støbegods. Den stigende [[Udbud og efterspørgsel|efterspørgsel]] før og under den [[første verdenskrig]] stimulerede til nye opfindelser[[opfindelse]]r i mekanisering og senere automatisering af sandstøbnings procesteknik.

Forbedringer blev foretaget i formningshastighed, formsand tilberedning, sand blandingsteknik, kernefremstillings processer og forøgelse af smeltningskapacitet i den hidtil langsomme jernsmeltning i gammeldags kupolovne. I [[1912]] blev en ryste-presse formemaskine opfundet af det [[Amerika|amerikanske]] [[Virksomhedsformer|selskab]] Birdsley & Piper. I [[1912]] blev den første højkapacitets sandmikser med roterende plove markedsført af det amerikanske firma Simpson. I [[1915]] blev de første forsøg med bentonit-ler som grønsands bindemiddel indledt. Bentonitten begyndte at erstatte det simple [[Porcelæn|kaolin]]-ler som tilsætningsstof til formsand. Dette forøgede sandstyrken, varmebestandigheden og formstabilitet betydeligt og derved støbegodsets målnøjagtighed. Det første fuldt mekaniserede støberi til fremstilling af håndgranater[[håndgranat]]er til den amerikanske [[hær]] blev åbnet i [[1918]]. Mellemkrigstiden[[Mellemkrigstid]]en og tiden under den [[anden verdenskrig]] bød på en eksplosiv udvikling af materialevidenskaben, som bragte med sig opfindelse af nye metaltyper og deres fremstillingsmetoder. I [[1930]] blev der i USA konstrueret den første elektriske højfrekvens induktionsovn[[Induktion (fysik) |induktion]]s[[ovn]]. I [[1943]] lærte man at fremstille sejjern ved at tilsætte [[magnesium]] til det hidtil velkendte og udbredte gråjern. I [[1940]] blev der for første gang anvendt termisk sandregenerering for bedre at kunne genanvende form- og kernesand.

I perioden efter anden verdenskrig blev støberiprocesserne udviklet eksplosivt. I [[1952]] blev skalformnings processen ("Shell moulding") udviklet og anvendt til både formning og kernefremstilling. I [[1953]] begyndte man at fremstille meget stabile kerner i kemisk bundet sand og i varmhærdet proces (hotbox). I [[1954]] blev for første gang anvendt en ny kernebinder, natriumsilikat ([[vandglas]]) som hærdede under påvirkning af CO₂ fra den omgivende luft.

I de første automatiske horisontale formlinjer blev sandet skudt eller slynget omkring modellen i kassen, og presset med hydraulisk [[tryk]] på op til 140 [[Bar (enhed)|bar]]. Den efterfølgende formhåndtering, som formvending, samling og udslagning på en vibrationstransportør, blev gennemført automatisk.

Match-plate princippet, hvor de to modelhalvparter er monteret på modsatte sider af samme modelplade blev udviklet og patenteret i [[1910]]. Men først i begyndelsen af tresserne lancerede det amerikanske selskab Hunter Automated Machinery Corporation sin første automatiske kasseløse, horisontale formemaskine til anvendelse af match-plate modelprincippet.