Logisk positivisme: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
mNo edit summary
No edit summary
Linje 1:
'''Logisk positivisme''' (senere betegnet '''nypositivisme''' eller '''logisk empirisme''') er en filosofisk retning udviklet i [[1920'erne]] af [[Wienerkredsen]]. Den logiske positivisme mener at [[filosofi]]en skal stræbe efter den samme stringens som [[videnskab]], hvorved bl.a. [[teologi]] og [[metafysik]] udelukkes fra logiske ræsonnementer. Den logiske sandhed af en sætningsægnetning skal i sidste ende baseres på dens overensstemmelse med den fysiske verden. Alle argumenter skal baseres på reglerne for logisk [[deduktion]] kombineret med observérbare fakta. Således støtter positivismen [[realisme]], [[materialisme]], [[filosofisk naturalisme]], og [[empiri|empirisme]], og foretrækker den [[videnskabelig metode|videnskabelige metode]].
 
For at forstå den logiske positivisme er det nødvendigt at sammenligne dens metodeidealer med andre metodeidealer, jf. [[videnskabelig metode]]. Mange logiske positivister opgav denne teori til fordel for andre teorier, fx [[Ludwig Wittgenstein]].
 
 
Det mest karakteristiske postulat i logisk positivisme er at en sætning kun er meningsfuld hvis den er verificérbar, og at sætninger kun kan verificeres på to måder: [[empiri]]sk, inklusive videnskabelige teorier, der verificeres ved eksperimenter og [[evidens]]; samt [[analytisk sandhed|analytiske sandheder]], sætninger der er sande eller falske pr. definition, og dermed også er meningsfulde. Alt andet, inklusive [[etik]] og [[æstetik]], er ikke i bogstavelig forstand meningsfulde, og hører dermed til "[[metafysik]]". En betydelig konklusion er derfor at seriøs filosofi ikke bør beskæftige sig med metafysik.
 
[[Rudolf Carnap]], [[Alfred Jules Ayer]] samt den tidlige [[Ludwig Wittgenstein]] er eksempler på logiske positivister, ligesom danskeren [[Jørgen Jørgensen (filosof)]] var en fremtrædende repræsentant.
.
 
<!--