Friedrich Gottlieb Klopstock: Forskelle mellem versioner

Efter at have gået i gymnasiet i sin fødeby kom han 1739 på den bekendte opdragelsesanstalt Schulpforta ved [[Naumburg (Saale)|Naumburg]], og her fattede han allerede i sine sidste skoleår planen til sit hovedværk, ''Messias''. I 1745 kom Klopstock på universitetet i [[Jena]], og året efter drog han til [[Leipzig]], hvor han studerede teologi, men brugte den største del af sin tid til litterære sysler; her forfattede han sine første oder og de første sange af ''Messias''. I 1748 forlod Klopstock Universitetet og tog en huslærerplads i [[Bad Langensalza]], hvor han forelskede sig i sin kusine Sophia Schmidt, som han forevigede i flere oder under navnet ''Fanny'', uden at hun dog gengældte hans tilbedelse. Han opgav nu sin plads og så sig om efter en stilling, der kunne tillade ham at følge sit digterkald, og fik også flere tilbud, blandt andet fra grev [[J.H.E. Bernstorff]], som lovede at skaffe ham pension i [[Danmark]]. Imidlertid foretrak Klopstock en hjertelig indbydelse fra schweitserdigternes fører, [[Johann Jakob Bodmer]] i [[Zürich]], og rejste i 1750 til [[Schweiz]], hvor han blev modtaget med åbne arme og stærkt feteret. Det kom imidlertid snart til et brud med Bodmer, og da Bernstorff på ny indbød ham og meddelte ham, at kong [[Frederik 5.]] ville tilstå ham en digtergage på 400 [[rigsdaler]], for at han kunne fuldende sin digtning, samt rejsepenge, for at han straks kunne efterkomme kaldelsen, så tøvede Klopstock ikke længere, men begav sig i februar. 1751 på vej til sit nye hjem. På gennemrejsen tog han afsked med sine forældre og gjorde i [[Hamborg]] bekendtskab med en livlig ung pige, Meta Moller, som nærede dyb beundring for hans digtning og person, og som han straks forelskede sig i.

I april kom Klopstock til [[København]], hvor han blev særdeles venlig modtagenmodtaget, og hvor han fandt to varme velyndere i grev Bernstorff og overhofmarskal [[A.G. Moltke]]. kongen, hvem han allerede havde bragt sin hyldest i dedikationsoden til ''Messias'', modtog ham meget nådig og smigrende og lod ham indbyde til at tage med hoffet til [[Fredensborg]]. Her levede Klopstock meget behagelig og utvungent; han havde frit ophold og kunne rekvirere vin fra kongens kælder, og han kunde tage til København, når han lystede. Han udtaler sig også i breve med stor begejstring om den gode modtagelse, det behagelige ophold og den dejlige natur, som han forherligede i oden «Friedensburg». Hos kongen havde han en høj stjerne, og på hans anbefaling blev hans svoger H. Rahn indkaldt for at anlægge en silkefabrik ved [[Mølleåen]]. For [[Louise af Storbritannien|dronning Louise]] følte han stor hengivenhed og højagtelse; han blev dybt grebengrebet af hendes hårde lidelser og tidlige død, 19. december 1751, og gav sine egne og folkets følelser luft i oden ''An den König'' (senere kaldet ''Die Konigin Louise''). Klopstocks forhold til Bernstorff blev mere og mere intimt; han spiste hos ministeren én gang om ugen og havde fri adgang til hans udmærkede bibliotek, hvor han studerede engelsk og især Tysklands oldhistorie og nordisk mytologi. Vinteren og foråret 1752 boede Klopstock dels på Bernstorff, dels hos sin svoger Rahn i Lyngby. I maj rejste han til Hamborg for at trolove sig med sin Meta, men i eftersommeren kom han tilbage til København og blev her hele det næste år, i det han stadig udvidede sin kreds og ved sin anbefaling fik flere af sine landsmænd kaldede til Danmark; således fik pædagogen [[Johann Bernhard Basedow]] ansættelse ved [[Sorø Akademi]], og Klopstocks ven og beundrer [[J.A. Cramer]] blev udnævnt til hofpræst, ligesom senere [[Friedrich Gabriel Resewitz]] blev præst ved [[Sankt Petri Kirke]]. I foråret 1754 tog Klopstock til Hamborg og holdt bryllup; derpå rejste de nygifte til Quedlinburg, hvor Klopstock blev syg og måtte blive hele sommeren, således at han først i oktober kunde vende tilbage til København. Her tilbragte han nu nogle lykkelige år i sit hjem og i sin vennekreds, beskæftiget med sin ideale livsopgave. I 1755 blev den første halvdel af Messiaden trykt i København på kongens bekostning; i 1756 skrev Klopstock sit første religiøse drama, ''Abels Tod'', og i disse år fremkom også nogle gudelige Oder og åndelige sange, som vistnok vare bestemte til Kirkebrug, men de vare for højt anlagte for menigmand og næppe heller rigtig sangbare. I november 1758 mistede Klopstock sin elskede hustru Meta, som han har foreviget i flere oder og især i Messiaden som ''Cidli''; hun døde i barselseng på et besøg hos sin slægt i Hamborg, og Klopstock, som selv var syg, blev ved dårligt vejr forhindret fra at være tilstede ved hendes dødsleje. I 1759 og begyndelsen af 1760 var Klopstock igen i Tyskland; i 1762 se vi ham atter i hans fødeland, og denne gang for længere tid; han opholdt sig mest i [[Blankenburg (Harz)|Blankenburg]], Quedlinburg og i [[Halberstadt]] hos sin ven Johann Wilhelm Ludwig Gleim, hvor han skrev 2 nye religiøse dramaer, ''Salomo'' og ''David'', lige så tarvelige som det første. I 1764 kom Klopstock tilbage til København og levede i sin sædvanlige kreds, som dog forøgedes med A.P. Bernstorffs svigerfader, overhofmester, grev Stolberg, der ved sin død 1765 betroede sine sønners opdragelse til Klopstock og Cramer, samt med Gerstenberg (VI, 4). I 1767 skrev Klopstock sine første tysk-patriotiske dramaer (''Bardiete''): ''Hermanns Schlacht'' og ''Hermann u. die Fürsten''. I dette år falder hans ejendommelige anonyme brevveksling med Anna Cäcilie Ambrosius (senere Fabricius, s. V, 14) i Flensborg, en veninde af hans afdøde Meta.

I januar 1766 døde Frederik 5., og det varede ikke længe, inden Bernstorffs stilling blev prekær, og da hans stjerne blegnede for den opgående sol [[Johann Friedrich Struensee|Struensee]], forlod Klopstock Danmark med sin velynder. I 1771 blev Klopstocks stilling i Danmark også truet; på en rejse i Sydtyskland fik han en skrivelse fra Danmark med forespørgsel om, på grund af hvilke fortjenester han nød understøttelse af den danske konge; Klopstock havde først ikke ringe lyst til at frasige sig pensionen, men han betænkte sig dog, og der blev heller ikke fra dansk side gjort skridt til at unddrage ham den. Efter Bernstorffs død 1772 blev Klopstock efter enkegrevindens ønske i nærheden af [[Hamborg]], hvor han desuden følte sig fængslet ved erindringen om sin Meta, som lå begravet i Hamborgforstaden [[Hamburg-Ottensen|Ottensen]]. I september 1772 stiftedes i [[Göttingen]] den såkaldte ”Hainbund” under stærk forgudelse af Klopstock og blev samme efterår ved de unge grever Stolberg bragt i skriftlig forbindelse med Klopstock, som kun var alt for henrykt over den virak, disse unge entusiaster ofrede ham, og som i efteråret 1773 selv kom til Göttingen for at lade sig personlig hylde. Han var den gang på rejse til [[Wien]] for at se, hvad der kunne udrettes hos [[Josef 2. (Tysk-romerske rige)|Josef 2.]] for den tyske digtekunst og dens udøvere, efter at han tidligere gennem den østrigske gesandt i København havde skaffet sig tilladelse til at dedicere sin ''Hermanns Schlacht'' til denne fyrste. imidlertid fandt regeringen i Wien Klopstocks planer og forslag alt for utopiske, og man afspiste ham med en guldmedalje.