2. verdenskrig: Forskelle mellem versioner

Krigen var den største militære konflikt i historien. Den omfattede så godt som hele verden, og der blev involveret flere lande end i nogen anden militær konflikt i historien. En lang række nye destruktive våbenødelæggelsesvåben, kulminerende med atombomben, blev anvendt. På trods af navnet var det dog ikke samtlige lande i verden som var involveret. Enkelte lande var ikke involveret, oftest da disse lande erklærede sig neutrale (som Irland - Irland leverede dog vigtige efterretninger til de allierede i forbindelse med d-dag) eller ikke havde nogen strategisk betydning (som Mexico).

I Europa var forudsætningerne for krigen tæt forbundet med fremgangen for facismenfascismen, specielt i Nazi-Tyskland. En kort gennemgang er i den sammenhæng nødvendig for at forstå hvorfor nazisterne kom til magten. Den væsentligste forudgående begivenhed anses generelt for at være 1. verdenskrig (1914-1918). Under 1. verdenskrig blev Tyskland, under den ultra nationale kejser Wilhem 2., og dets allierede, besejret af en række lande omfattende Storbritannien, USA, Frankrig, Rusland og andre. Krigens opståen blev af sejrherrerne direkte lagt på det national-militaristiske kejserlige Tyskland. Det var Tyskland som startede krigen med sit angreb på Frankrig igennem Belgien. Frankrig som tidligere havde lidt et nederlag til Preussen (en stat som et år senere sammen med andre områder dannede Tyskland) i den fransk-preussiske krig i 1870, krævede kompensation for sin finansielle ruin under 1. verdenskrig (og for dens ydmygelse i den tidligere krig). Dette indebar at de forskellige fredstraktater, specielt Versaille-traktatenVersaillestraktaten, indførte betaling af strenge finansielle kompensationer fra Tyskland, samtidig med at landet måtte affinde sig med en lang række økonomiske begrænsninger.

Hitler blev udnævnt somtil rigskansler den 30. januar 1933 af den aldrende præsident von Hindenburg. Hitlers regering gennemførte sin magt i udstrakt grad ved brug af de ekstraordinære rettigheder som grundloven gav præsidenten. Disse rettigheder muliggjorde, at regeringen effektivt kunne omgå rigsdagen. En passus i weimarrepublikkens grundlov sagde at ved præsidentens død, ville hans embede midlertidigt blev overtaget af kansleren. Et resultat af dette blev, at ved Hindenburgs død overtog Adolf Hitler embedet som præsident, og han kunne hermed bruge dette embede sammen med sin øvrige magtbase til at opnå diktatorisk kontrol med Tyskland.

Den italienske økonomi gennemgik også en stor tilbagegang efter 1. verdenskrig. Anarkister, kommunister og andre socialistiske agitatorer opnåede stor magt i fagforeningerne, og mange var alvorligt bekymretbekymrede for, at en kommunistisk revolution var nært forestående.

Efter at en række af liberale regeringer forgæves havde forsøgt at forholde sig til denne trussel, inviterede den italienske konge Victor Emmnauel III den højreorienterede politiker Benito Mussolini og hans fascist partifascistparti til at danne regering i 1922, efter deres hovedsagelig symbolske Marcia su Roma (Marchen til Rom). Facisterne bevarede en bevæbnet paramilitær fløj, som var ansat til at bekæmpe anarkister, kommunister og socialister.

Efter en årrække, havde Mussolini tilkæmpet sig diktatorisk magt, og Italien blev en politistat. Den 7. januar 1935 underskrev Mussolini og den franske udenrigsminister Pierre Laval den italiensk-franske aftale.

I mellemtiden, i Tyskland, ændrededændrede den tyske fører Adolf Hitler sit fokus til udenrigspolitikken nu da hans indenrigspolitiske magt var befæstet. En række beslutninger, som indebar en stigende udfordring til de tidligere besejrere af Tyskland blev indført.

Den 16. marts 1935 blev Versaille-traktatenVersaillestraktaten overtrådt, da Hitler beordrede en genoprustning af Tyskland. Militær værnepligt blev indført (traktaten krævede at den tyske hær ikke oversteg 100.000 mand).

Disse tiltag medførte ingen andre sanktioner end officielle protester fra Storbritannien og Frankrig. Disse lande var i langt højere grad fokuseret på de økonomiske betingelser i traktaten end på de militære. Mange briter følte selv at restriktionerne på Tyskland i Versaille-traktatenVersaillestraktaten var for hårde, og var derfor af den opfattelse at Hitlers mål alene var at fjerne de værste konsekvenser af traktaten. Den 7. marts førte Hitler, uden modstand, sine tropper ind i Rhinlandet. Under Versaille-traktatenVersaillestraktaten skulle Rhinlandet være et afmilitariseret område. Frankrig ønskede at området skulle være en buffer mellem dem selv og Tyskland.

Den første tyske erobring var Østrig. Efter at Italien havde tilsluttet sig Antikominternpagten i 1937, og dermed fjernet den største forhindring for en tilslutning af Østrig til Tyskland, erklærede Tyskland annekteringenanneksionen den 12. marts 1938. Hermed blev Østrig en tysk provins under navnet Gau Ostmark.

Med Østrig som en del af riget, flyttede Hitler fokus til Tjekkoslovakiet. Hans første ordre var at indlemme Sudeterland, et bjergområde i den nordøstlige del af landet. Med Østrig på tyske hænder, var den lille stat næsten omringet. Efter lange forhandlinger og udbredte krigstrusler fra Hitler, tog den britiske premiereministerpremierminister Neville Chamberlain og de franske ledere afsted for at "glæde" Hitler, selv om Storbritannien tidligere havde garanteret for Tjekkoslovakiets sikkerhed. München-aftalen den 30. september 1938 tillod tyske tropper at besætte Sudeterland. Tjekkoslovakiske repræsentanter blev ikke inviteret til forhandlingerne. De var stærkt imod at opgive Sudeterland, men var magtesløse overfor den tyske militære magt uden britisk og fransk støtte. Et par måneder efter, i marts 1939, kom den resterende del af Tjekkiet under tysk styre. Den 14. marts erklærede Slovakiet sig for uafhængig og blev anerkendt af Frankrig, Storbritannien og andre vigtige magter. Den slovakiske stat forsøgte at undgå nazificering, men blev endeligt besat af Nazi-Tyskland i september 1944.

Italien, som stod overfor modstand fra Folkeforbundet, på grund af sin krig i Etiopien, dannede en alliance med Nazi-Tyskland, som havde forladt Folkeforbundet i 1933. I Majmaj måned 1939 dannede Tyskland Stålpagten, som udvidede deres alliance og etablerede en Rom-Berlin akse.

En række andre lande blev dog inddraget i konflikten på dette tidspunkt. De baltiske lande følte per den 28. septermberseptember 1939, at de ikke havde nogen anden mulighed end at tillade Sovjetunionen at oprette baser og udstationere tropper på deres territorium.

Finland blev invaderet den 30. september. Dette startede Vinterkrigen. Efter mere end tre måneder med hårde kampe, og store tab, opgav Sovjetunionen sin invasion. I en fredsaftale den 12. marts opgav Finland 10% af sit territorium. Finnerne var bitre over at have mistet mere land end de mistede på slagmarken.

Den 18. marts 1940 blev Hitler og Mussolini enigenige om at gøre Stålpagten til en alliance mod Frankrig og Storbritannien. Spøgelseskrigen ''the Phony War'' ophørte da vestfronten blev åbnet med den tyske invasion den 10. maj af Belgien, Holland og Luxembourg. Hermed blev den franske Maginotlinje omgået.

Efter den hurtige invasion, gik de tyske styrker allerede den 13. maj mod Frankrig. De valgte ruten igennem Ardennerne. Frankrig havde foretagetbegået den katastrofale fejl at lade dette område være næsten uforsvaret, ud fra den forestilling at området ikke kunne passeres af kampvogne. De fleste allierede styrker var i FlandersFlandern, hvor de afventede en gentagelse af 1. verdenskrigs krigsudvikling. Dermed var de afskåret fra det centrale Frankrig. Dette kombineret med en langlangt bedre kommunikation mellem de tyske styrker gjorde, at slaget om Frankrig blev en kort affære. Slaget varede seks uger, hvorefter Frankrig overgav sig.

Frankrig blev yderligere ydmyget, ved at Hitler arrangerede at overgivelsesdokumenterne skulle underskrives i den samme jernbanevogn hvor den tyske overgivelse var blevet underskrevet i 1918. Frankrigs nederlag efterlod Storbritannien og dets imperium alene i krigen mod Tyskland. Heldigvis for Storbritannien blev den største del af hæren evakueret ved en redningsaktion ud for den nordlige franske havn Dunkirk. Den succesfulde evakuering blev i propagandamæssig formål brugt til at dreje et ellers katastrofalt nederlag, til noget som lignede en sejr hos det britiske folk. Ialt blev 330.000 mand sejlet ud fra strandene, heraf var 230.000 briter.