Læbebjørn: Forskelle mellem versioner

'''Læbebjørn''' (''Melursus ursinus'') er en [[sort bjørn]] som størrelsesmæssigt blandt bjørnene er i mellemklassen.

Læbebjørnen har en lang række lokale navne. I NordindienNord[[indien]] og [[Nepal]] kaldes den for ''bhalu.'' I den øvrige del af [[Indien]] kaldes den en lang række navne, herunder ''rinch, reech, richwa, asval, karadi, puni karadi'' eller ''elugu bunti.'' På [[Sri Lanka]] har hannen og hunnen hver sit navn. Hannen kaldes ''walaha'' og hunnen ''waelahinna.'' Fællesbetegnelsen ''karadi'' anvendes også. I [[Bhutan]] er navnet ''doni'' og i [[Bangladesh]] ''bhaluk.'' Det danske navn har bjørnen fået efter sin specielt udviklede læbe.

Læbebjørnen har sit naturlige udbredelsesområde i Indien, Bangladesh, Nepal, Bhutan og Sri Lanka. Specielt i Indien og Sri Lanka har bjørnen tidligere været meget almindelig, men den ses nu meget sjældnere i disse områder. I Indien var den en overgang frygtet udryddet. Bjørnen er registreret i [[Appendiks]] I i [[CITES]]. IaltI alt menes bestanden at ligge på 7.000 - 10.000 individer, men det præcise tal er ukendt.

Bjørnen foretrækker græsarealer og skovområder. Disse områder er i kraftig nedgang, og krybskytteri[[krybskytte]]ri, som forsyner det alternative medicinske marked, er med til at gøre bjørnen stærkt udryddelsestruet. Krybskytterne går efter læbebjørnens galdeblære og fedtstof.

Naturlige rovdyr som vilde hunde[[hund]]e, [[tiger|tigre]] og leoparder[[leopard]]er er også med til at presse bestanden. Disse rovdyr fanger og spiser primært unge læbebjørne.

Følgende indiske zoologiske haver har læbebjørne:

Bestanden i zoologiske haver ligger imellem 170 og 200 individer, og de løbende konflikter, der opstår mellem de vildt levende dyr og beboede områder, gør, at de zoologiske haver på nuværende tidspunkt løbende modtager dyr til deres avlsarbejde.

Læbebjørnen er normalt meget fredelig, men den er mere aggressiv, end de øvrige bjørne i bjørnefamilien, og den afholder sig ikke fra at forsyne sig i opdyrkede marker, specielt majsmarker er den interesseret i. Den er derved blevet et af de mest farlige vilde dyr i Centralindien. Den stigende befolkning har gjort at mennesket trænger ind på bjørnens område (opdyrkning og beboelse), og læbebjørnene opsøger også opdyrkede marker med nem adgang til føde. Dette fører ofte til fatale sammenstød. En undersøgelse over perioden april 1989 til marts [[1994]] af Rajpurohit og Krausman viste 735 læbebjørnangreb og af disse var 48 angreb fatale.

Det menes, at læbebjørnen opbygger små territorier og at hunnen og hannen alene mødes når hunnen er i brunst.

Der er flere historier omkring hvordan bjørnen fik sit engelske navn. En af disse er at de første opdagelsesrejsende observerede at læbebjørnen hang med hovedet nedad i træerne, og derfor navngav den ''sloth bear'' (dovendyrbjørn). Den anden historie går ud på at da de første læbebjørne pelse i de sidste år af 1700-tallet blev sendt fra Indien til Storbritannien, blev læbebjørnen klassificeret af Dr. George Shaw fra the [[British Museum]] som værende i familie med dovendyr (udfra deres lange kløer) og han kaldte dem derfor bjørnedovendyr (''bear sloths''). Det var ikke før [[1810]], da en levende læbebjørn blev transporteret til [[Paris]], at klassifikationsfejlen blev rettet og navnet ændret til ''sloth bear.''