Geoffrey Chaucer: Forskelle mellem versioner

62 bytes fjernet ,  for 13 år siden
pause! mhh CS
(den engelske version af artiklen kan med fordel anvendes til at korrigere faktuelle fejl. mhh Carsten)
(pause! mhh CS)
| har påvirket =
}}
'''Geoffrey Chaucer''' (født ca. [[1343]], død [[25. oktober?]] [[1400]]) var både [[England|engelsk]] forfatter, digter, filosof, hofmand og diplomat. Selv om han skrev flere digtsamlinger, er han i dag mest husket for sit (ufuldendte) værk, ''[[Canterbury-fortællingerne]]'' (''Canterbury Tales''), et frodigt og mangesidet værk som minder om [[Giovanni Boccaccio|Boccaccios]] '' [[Decameron]]'', der som Chaucers fortællinger er bundet sammen af en rammehistorie.
 
Chaucer bliver kaldt for den ”engelske litteraturs fader” og bliver rost for at være den første forfatter, som viste, at det folkelige engelske sprog, såkaldt [[middelengelsk]], kunne bruges i kunstneriske sammenhænge, på en tid hvor hoflitteraturen blev skrevet på [[Fransk (sprog)|fransk]]-[[normannisk]] eller [[latin]]. Selv om han i to perioder levede i unåde, var han i størsteparten af livet nært knyttet til den politiske magt i England.
== Biografi ==
=== Baggrund ===
[[Billede:Chaucer ellesmere.jpg|thumb|left|Chaucer som pilgrim fra Ellesmere-manuskriptet.]]Traditionelt angives Chaucers fødsel til 1343 i [[London]], men nøjagtig dato og fødested kendes ikke med sikkerhed. Hans far og bedstefar var begge vinhandlere i London, og familien havde i mange generationer før dem været handelsmænd i [[Ipswich]]. Efternavn er afledt af det franske ord ''chausseur'' som betyder [[skomager]], hvilket tyder på at familien var franske indvandrere <ref>. Navnet er fundet i London og nogle af de østlige regioner af England så tidligt som i anden halvdel af 1200-tallet. Nogle af de personer, der bar navnet Chaucer, boede i Cordwainer Street, det vil sige skomagernes kvarter, men mange af dem var dog vinhandlere. Jfr. [http://www.luminarium.org/medlit/chaucerbio.htm Geoffrey Chaucer Biography]</ref>. I [[1324]] blev hans far, John Chaucer, kidnappet af hans tante som dermed håbede at få hans tyve år gamle søn til at gifte sig med hendes egen datter i et forsøg på at beholde familiens ejendomme i Ipswich. Tanten blev som straf sat i fængsel og blev idømt en bod på £250, hvilket tyder på at familien varhørte til i den enøverste del af den velstående øvre middelklasse. John blev i stedet for sin kusine gift med Agnes Copton. Hun arvede i [[1349]] flere ejendomme blandt andet 24 butikker i London fra sin onkel, Hamo de Copton, der var ”moneyer” (møntprægermøntmester) i [[Tower of London]].
 
Der kendes ingen detaljer om Chaucers første år og uddannelse, men sammenlignet med samtidige lyrikere, [[William Langland]] og den ukendte [[Pearl Poet]], er hans liv dog godt dokumenteret, og vi kender op imod femhundrede dokumenter, som vidner om hans liv og karriere. Ud fra hans værker synes det oplagt, at han kunne læse både fransk, italiensk og latin.
[[Bilde:Chaucer Hoccleve.gif|thumb|300px|Portræt af Chaucer af [[Thomas Hoccleve]], som kendte ham personligt, så en vis portrætlighed er sandsynlig.]]Chaucers poesi har, sammen med andre forfatteres fra samme periode, fået æren af at standardisere sproget i [[middelalderen]]s engelsk ud fra en kombination af [[dialekt]]er fra [[Kent]], London og [[Midlands]]. Det er sandsynligvis en overvurdering; påvirkningen fra hoffet, kancelliet og bureaukratiet, som Chaucer selv var en del af, havde også en betydelig indvirkning på udviklingen af standardengelsk.{{kilde mangler}} At moderne engelsk har fjernet sig fra Chaucers sprog skyldes de ændringer af vokalerne, som fandt sted efter hans død. I perioden mellem Chauchers tid og [[Tudortiden]] gennemgik det engelske sprog en række ændringer: mange ord fik færre stavelser, og betoning og tryk flyttede sig.{{kilde mangler}}
 
Disse udtaleændringer betyder, at læsningen af Geoffrey Chaucer ofte er vanskelig for moderne læsere. Man har blandt andet anført, at udtalen af middelengelsk har lydt som moderne [[Skotsk (sprog)|skotsk-engelsk]]. Betydningen af endelsen –e i Chaucers verslinjer er fx stadig usikker: det virker som om at denne endelse var gået af brug i dagligtaledaglig tale allerede på Chaucers egen tid, og at den litterære form var et levn tidligere former. Chaucers verseopbygning antyder, at endelsen –e nogen gange er blevet udtalt og andre gange har været stum. Den kan være blevet udtalt ’’schwa’’.
Bortset fra den uregelmæssige stavning er det meste af ordforrådet stadig genkendeligt for moderne englændere. I ''[[Oxford English Dictionary]]'' er Chaucer mange gange nævnt som den første forfatter, som brugte et ord. Alle disseDisse ord blev utvivlsomt brugt af mange andre i hans samtid, men Chaucer havde øre for dagligsproget og dialekterne og er den tidligste skriftlige kilde til dem. Blandt de ord som starter med a og som optræder hoshan hambruger for første gang er ''acceptable, alkali, altercation, amble, angrily, annex, annoyance, approaching, arbitration, armless, army, arrogant, arsenic, arc, artillery'' og ''aspect''.
 
=== Litterært ===
 
Forfattere fra [[1600-tallet|1600-]] og [[1700-tallet]], fx [[John Dryden]] beundrede Chaucers historier, men var ikke begejstrede for hans rytme og rim. Grunden var, at meget få på det tidspunkt kunne læse middelengelsk, og at teksten nu fandtes i så mange forskellige og dårlige udgaver pga. trykkeriernes arbejdsmåde<ref>«From The Preface to Fables Ancient and Modern». ''The Norton Anthology of English Literature''. Stephen Greenblatt. 8th ed. Vol. C. New York, London: Norton, 2006. 2132-33. pg. 2132. </ref> ''Canterbury-fortællingerne'' var den første bog som blev trykt i England. Bogtrykkeren var [[William Caxton]] (ca [[1415]]~[[1422]] – ca [[1492]]).
Mange af de bevarede manuskripter tilmed Chaucers værkertekster indeholder også tekster fra disse beundrende efterfølgere. Det betød, iat [[Romantikken|den romantiske perioden]]s digtere ofte ikke vidste hvilke af Chaucers værker, der var ægte og hvilke der ikke var det.
Det var først mod slutningen af 1800-tallet, at der blev udarbejdet en officiel [[Kanon (kultur)|kanon]] for Chaucers værker, først og fremmest på grundlag af det arbejde [[filologi|filologen]] [[Walter William Skeat]] havde udført.
 
Folioudgaverne af Chaucers værker fra 1500-tallet var de første sædekorn i skabelsen af den engelske litteraturs ’’stamfar’’, som kunne regnes som støtte for både radikale og konservative; og læses alene for historiernes skyld. De kunne både repræsentere en folkelig reformation nedenfra og en hofkontrolleret reform ovenfra.
 
I [[1500-tallet]] og [[1600-tallet]] blev der trykt og udgivet flere værker af Chaucer end af nogen anden engelsk forfatter, og han var den første forfatter, som fik sine værker samlet i storstilledestorstilede enkeltbindsudgaver; en Chaucer-kanon var ved at blive dannet.
 
[[Richard Pynson]], kongens bogtrykker i over tyve år, var den første, som samlede og solgte noget, der mindede om Chaucers samlede værker. De indeholdt dog også fem trykte tekster, som ikke var af Chaucer. Samlingen bestod faktisk af tre enkeltstående tekster eller samlinger af tekster, indbundet i et bind. Pynsons udgave fulgtes af [[William Thynne]]s seks år senere. Thynne havde haft heldet med sig fra 1520’erne] til sin død i [[1546]], da han var mester for den kongelige husholdning. Hans udgave af Chaucers værker fra [[1532]] og [[1542]] var det første betydelige bidrag til den bredt accepterede Chaucer-kanon. Kongen havde støttet Thynnes udgave og blev derfor blev æret i forordet af Sir Brian Tuke. Thynnes kanon betød, at antallet af apokryfe (tvivlsomme) chaucertekster voksede til 28.
En betydningsfuld følge af den voksende mængde apokryfe tekster er, at Chaucer kom til at fremstå som en [[Protestantisme|protestant]] fra før [[Reformationen]], specielt i ''Kærlighedstestamentet'' (''Testament of Love'') og ''Plovmandens fortælling'' (''The Plowman's Tale''). Eftersom disse Chaucer-tekster først blev erkendt som apokryfe i slutningen af [[1800-tallet]], fik de et fornyet liv, da engelske protestanter videreførte [[lollardisme]]n ved at læse eksisterende tekster og forfattere, som de tolkede som støtter for deres sag. De første trykte udgaver af Chaucers værker blev således udgivet, så de fremtrådte som før-protestantiske, ligesom det skete med [[William Langland]] og [[Piers Plowman]].{{kilde mangler}}
 
Den berømte ''Plovmandens fortælling'' blev først medtaget i Thynnes anden udgave fra 1542. Grunden til at den kom med var, at [[Thomas Usk]]s ''Kærlighedstestamentet'' havde været med i den første udgave. ''Kærlighedstestamentet'' Usk låner fra sin samtidige Chaucer og minder således om ham. På samme måde låner ''Plovmandens fortælling'' i høj grad fra Piers Plowman. Da det i ''Kærlighedstestamentet'' nævnes, at digtets forfatter tog del i et mislykket komplot (''bog 1, kapitel 6''), og at han blev fængslet og muligvis afkrævet en afsværgelse af kætteri, blev alt dette associeret med Chaucer. Usk blev henrettet som kætter og forræder i [[1388]]. [[John Foxe]] tolkede denne afsværgning af kætteriet som et forsvar for den sande tro, og han kaldte derfor Chaucer en "sand Wiclevianer" og identificerede ham derpå fejlagtigt som en skolekammerat og nær ven af [[John Wycliffe]] ved [[Merton College, Oxford|Merton College]] på [[Universitet i Oxford]]. Der kendes ingen andre kilder til ''Kærlighedstestamentet'' end Thynnes udgave.
[[John Stow]] ([[1525]]-[[1605]]) var antikvar, oldtidssamler og krønikeskriver. Hans udgave af Chaucers værker fra [[1561]] øgede antallet af de apokryfe skrifter med mere end 50. <ref> [http://www.uwm.edu/Library/special/exhibits/clastext/clspg077.htm The Workes of Geffrey Chaucer: Newly Printed, With Diuers Addicions, Whiche were Neuer in Printe Before: With the Siege and Destruccion of the Worthy Citee of Thebes, Compiled by Jhon Lidgate. London: Jhon Kyngston for Jhon Wight, 1561].</ref> Endnu flere kom til i 1600-tallet og tilskrivelsetilskrivelserne til Chaucer blev bibeholdt helt frem til [[1810]], længe efter at [[Thomas Tyrwhitt]] havde beskåret listen i sin udgave fra [[1775]] <ref> [http://www.uwm.edu/Library/special/exhibits/clastext/clspg079.htm The Canterbury Tales of Chaucer: To Which are Added an Essay on his Language and Versification, and an Introductory Discourse, Together with Notes and a Glossary by the late Thomas Tyrwhitt. Second Edition. Oxford: Clarendon Press, 1798. 2 Volumes].</ref>.
 
Samling og trykning af Chaucers værker var fra begyndelsen en politisk affære, da hensigten i høj grad var at etablere en form for engelsk national identitet og historie, som kunne fungere som grundlag for [[Tudortiden|Tudormonarkiet]] og [[Den anglikanske kirke]]. De skrifter, som blev tillagt Chaucer, var netop dem, som fik ham til at virke somligne en repræsentant for det protestantiske England. {{kilde mangler}}
 
I [[1598]]-udgaven af Chaucers værker gjorde redaktøren [[Thomas Speght]] (død [[1621]]) god brug af Usks redegørelse for sine egne politiske intriger og fængsling i ''Kærlighedstestamentet'', og han skrev derpå en stort set [[fiktiv]] biografi: ’’Vor Lærde Engelske Digters liv, Geoffrey Chaucer’’. Speghts ’’biografi’’ præsenterede læserne for en tidlig radikalist i en vanskelig tid, ganske lig deres egen, en før-protestant som til slut overgav sig til kongens syn på religion. {{kilde mangler}}
 
Speght er også kilden til den berømte historie om at Chaucer blev dømt for at have givet en franciskanermunk tæsk i Fleet Street, samt at han fik konstrueretlavet et fiktivt våbenskjold og stamtræ. Ironisk nok og måske helt bevidst, indeholdt introduktionen et undskyldende brev i Speghts udgave fra [[Francis Beaumont]], et undskyldende brev, der forsvarede de upassende, ’’lave’’ og uanstændige dele hos Chaucer ud fra et elitær og klassicistisk ståstedsynspunkt. [[Francis Thynne]] noterede sig også nogle af disse modsigelser og insisterede på, at Chaucer absolut ikke stammede fra den borgerlige klasse, og at han havde benægtet munke-historien. Alligevel fremhæver Thynne selv, at Chaucer støttede de folkelige religiøse reformer og associerede Chaucers syn med sin far William Thynnes forsøg på at medtage ''Plovmandens fortælling'' og ''Pilgrimmens fortælling'' i [[1532]]- og [[1542]]-udgaverne.{{kilde mangler}}
 
Myten om den protestantiske Chaucer påvirkede fortsat store dele af hans læsere. Selv om det blandt moderne litteraturforskere kun hævdes, at Chaucer støttede en religiøs bevægelse, som lignede den, der opstod mere end et århundrede efter hans død, har de mange antagelser om hans religiøse tilhørsforhold betydet, at mange stadig tager det for givet at Chaucer i det mindste var modstander af [[katolicisme]]n. Denne antagelsen glæder mange tilhængere af Chaucer, ikke mindst de [[Marxisme|nymarxistiske]] forskerne. {{kilde mangler}}
Anonym bruger