Geoffrey Chaucer: Forskelle mellem versioner

'''Geoffrey Chaucer''' (født ca. [[1343]], død [[25. oktober?]] [[1400]]) var både [[England|engelsk]] forfatter, digter, filosof, hofmand og diplomat. Selv om han skrev flere digtsamlinger, er han i dag mest husket for sit (ufuldendte) værk, ''[[Canterbury-fortællingerne]]'' (''Canterbury Tales''), et frodigt og mangesidet værk som minder om [[Giovanni Boccaccio|Boccaccios]] '' [[Decameron]]'', der som Chaucers fortællinger er bundet sammen af en rammehistorie.

[[Billede:Chaucer ellesmere.jpg|thumb|left|Chaucer som pilgrim fra Ellesmere-manuskriptet.]]Traditionelt angives Chaucers fødsel til 1343 i [[London]], men nøjagtig dato og fødested kendes ikke med sikkerhed. Hans far og bedstefar var begge vinhandlere i London, og familien havde i mange generationer før dem været handelsmænd i [[Ipswich]]. Efternavn er afledt af det franske ord ''chausseur'' som betyder [[skomager]], hvilket tyder på at familien var franske indvandrere <ref>. Navnet er fundet i London og nogle af de østlige regioner af England så tidligt som i anden halvdel af 1200-tallet. Nogle af de personer, der bar navnet Chaucer, boede i Cordwainer Street, det vil sige skomagernes kvarter, men mange af dem var dog vinhandlere. Jfr. [http://www.luminarium.org/medlit/chaucerbio.htm Geoffrey Chaucer Biography]</ref>. I [[1324]] blev hans far, John Chaucer, kidnappet af hans tante som dermed håbede at få hans tyve år gamle søn til at gifte sig med hendes egen datter i et forsøg på at beholde familiens ejendomme i Ipswich. Tanten blev som straf sat i fængsel og blev idømt en bod på £250, hvilket tyder på at familien varhørte til i den enøverste del af den velstående øvre middelklasse. John blev i stedet for sin kusine gift med Agnes Copton. Hun arvede i [[1349]] flere ejendomme blandt andet 24 butikker i London fra sin onkel, Hamo de Copton, der var ”moneyer” (møntprægermøntmester) i [[Tower of London]].

Disse udtaleændringer betyder, at læsningen af Geoffrey Chaucer ofte er vanskelig for moderne læsere. Man har blandt andet anført, at udtalen af middelengelsk har lydt som moderne [[Skotsk (sprog)|skotsk-engelsk]]. Betydningen af endelsen –e i Chaucers verslinjer er fx stadig usikker: det virker som om at denne endelse var gået af brug i dagligtaledaglig tale allerede på Chaucers egen tid, og at den litterære form var et levn tidligere former. Chaucers verseopbygning antyder, at endelsen –e nogen gange er blevet udtalt og andre gange har været stum. Den kan være blevet udtalt ’’schwa’’.

Bortset fra den uregelmæssige stavning er det meste af ordforrådet stadig genkendeligt for moderne englændere. I ''[[Oxford English Dictionary]]'' er Chaucer mange gange nævnt som den første forfatter, som brugte et ord. Alle disseDisse ord blev utvivlsomt brugt af mange andre i hans samtid, men Chaucer havde øre for dagligsproget og dialekterne og er den tidligste skriftlige kilde til dem. Blandt de ord som starter med a og som optræder hoshan hambruger for første gang er ''acceptable, alkali, altercation, amble, angrily, annex, annoyance, approaching, arbitration, armless, army, arrogant, arsenic, arc, artillery'' og ''aspect''.

Mange af de bevarede manuskripter tilmed Chaucers værkertekster indeholder også tekster fra disse beundrende efterfølgere. Det betød, iat [[Romantikken|den romantiske perioden]]s digtere ofte ikke vidste hvilke af Chaucers værker, der var ægte og hvilke der ikke var det.

I [[1500-tallet]] og [[1600-tallet]] blev der trykt og udgivet flere værker af Chaucer end af nogen anden engelsk forfatter, og han var den første forfatter, som fik sine værker samlet i storstilledestorstilede enkeltbindsudgaver; en Chaucer-kanon var ved at blive dannet.

Den berømte ''Plovmandens fortælling'' blev først medtaget i Thynnes anden udgave fra 1542. Grunden til at den kom med var, at [[Thomas Usk]]s ''Kærlighedstestamentet'' havde været med i den første udgave. ''Kærlighedstestamentet'' Usk låner fra sin samtidige Chaucer og minder således om ham. På samme måde låner ''Plovmandens fortælling'' i høj grad fra Piers Plowman. Da det i ''Kærlighedstestamentet'' nævnes, at digtets forfatter tog del i et mislykket komplot (''bog 1, kapitel 6''), og at han blev fængslet og muligvis afkrævet en afsværgelse af kætteri, blev alt dette associeret med Chaucer. Usk blev henrettet som kætter og forræder i [[1388]]. [[John Foxe]] tolkede denne afsværgning af kætteriet som et forsvar for den sande tro, og han kaldte derfor Chaucer en "sand Wiclevianer" og identificerede ham derpå fejlagtigt som en skolekammerat og nær ven af [[John Wycliffe]] ved [[Merton College, Oxford|Merton College]] på [[Universitet i Oxford]]. Der kendes ingen andre kilder til ''Kærlighedstestamentet'' end Thynnes udgave.

[[John Stow]] ([[1525]]-[[1605]]) var antikvar, oldtidssamler og krønikeskriver. Hans udgave af Chaucers værker fra [[1561]] øgede antallet af de apokryfe skrifter med mere end 50. <ref> [http://www.uwm.edu/Library/special/exhibits/clastext/clspg077.htm The Workes of Geffrey Chaucer: Newly Printed, With Diuers Addicions, Whiche were Neuer in Printe Before: With the Siege and Destruccion of the Worthy Citee of Thebes, Compiled by Jhon Lidgate. London: Jhon Kyngston for Jhon Wight, 1561].</ref> Endnu flere kom til i 1600-tallet og tilskrivelsetilskrivelserne til Chaucer blev bibeholdt helt frem til [[1810]], længe efter at [[Thomas Tyrwhitt]] havde beskåret listen i sin udgave fra [[1775]] <ref> [http://www.uwm.edu/Library/special/exhibits/clastext/clspg079.htm The Canterbury Tales of Chaucer: To Which are Added an Essay on his Language and Versification, and an Introductory Discourse, Together with Notes and a Glossary by the late Thomas Tyrwhitt. Second Edition. Oxford: Clarendon Press, 1798. 2 Volumes].</ref>.

Samling og trykning af Chaucers værker var fra begyndelsen en politisk affære, da hensigten i høj grad var at etablere en form for engelsk national identitet og historie, som kunne fungere som grundlag for [[Tudortiden|Tudormonarkiet]] og [[Den anglikanske kirke]]. De skrifter, som blev tillagt Chaucer, var netop dem, som fik ham til at virke somligne en repræsentant for det protestantiske England. {{kilde mangler}}

Speght er også kilden til den berømte historie om at Chaucer blev dømt for at have givet en franciskanermunk tæsk i Fleet Street, samt at han fik konstrueretlavet et fiktivt våbenskjold og stamtræ. Ironisk nok og måske helt bevidst, indeholdt introduktionen et undskyldende brev i Speghts udgave fra [[Francis Beaumont]], et undskyldende brev, der forsvarede de upassende, ’’lave’’ og uanstændige dele hos Chaucer ud fra et elitær og klassicistisk ståstedsynspunkt. [[Francis Thynne]] noterede sig også nogle af disse modsigelser og insisterede på, at Chaucer absolut ikke stammede fra den borgerlige klasse, og at han havde benægtet munke-historien. Alligevel fremhæver Thynne selv, at Chaucer støttede de folkelige religiøse reformer og associerede Chaucers syn med sin far William Thynnes forsøg på at medtage ''Plovmandens fortælling'' og ''Pilgrimmens fortælling'' i [[1532]]- og [[1542]]-udgaverne.{{kilde mangler}}