Urkristendommen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Moeng (diskussion | bidrag) m linkfix |
m Typo fixing, Replaced: fremfor → frem for |
||
Linje 13:
[[Billede:Kinneret Genezareth Israel datafox.JPG|thumb|200px|[[Genesaret sø]] i Galilæa, det område hvor Jesusbevægelsen opstod.]]
==Historisk oversigt==
Kristendommens tidligste historie inddeles traditionelt i tre faser: Først Jesu egen forkyndelse og dannelsen af [[Jesusbevægelsen]] omkring ham. Den næste er [[apostolsk tid|den apostolske tid]] (c. år 30-70) som omfatter de såkaldte [[apostel|apostles]] missionsaktiviteter blandt jøder i [[Israel]], [[diaspora
Endnu var kirken ikke dannet i dens moderne form, men de institutioner og embeder der siden blev en vigtig del af den katolske kirkes organisationer tog deres begyndelse i [[efterapostolsk tid|den efterapostolske tid]] (år 70-140). Der blev fokuseret på at samle [[håndskrift]]er af apostlene, fordi [[Jesu genkomst]] ikke var så nært forestående, som man ellers havde forventet. Senere udvikledes [[oldkatolsk kirke|den oldkatolske kirke]] (år 140-311) med en mere afgrænset lære og udvikling af kirkeorganisationen. Perioden var fra begyndelsen præget af pluralisme, og nogen entydig teologi fandtes ikke endnu, men udvikledes først langsomt i løbet af de næste århundreder.
Linje 76:
Den tidlige kristne bevægelse blev ledet af apostle og af de ældste ([[presbyter|presbýteroi]]) ifølge de beskrivelser af organisationen som findes i [[Apostlenes Gerninger]]. Titlen 'apostel' dækkede over flere funktioner, og definitionen er uklar i de ældste tekster; dette kan være tegn på en intern konflikt mellem grupper med forskellige opfattelser af deres position i bevægelsen. To definitioner af hvem der kaldtes apostel dominerede dog: personer der var godkendte som missionærer, og personer som havde fulgt Jesus selv og fået hvervet tildelt af ham personligt. Efter de oprindelige apostles død blev det nødvendigt at skabe en mere fast struktur for bevægelsen og etablere en hierarkisk opbygget ledelsesform. Den nye organisation blev skabt ud fra en model, der lignede den måde hvorpå andre religiøse og sociale fællesskaber i det omgivende samfund var opbygget. Og efterhånden etableredes faste embeder på grundlag af funktioner, der allerede fandtes i menighederne. Fra omkring [[110]] kendes de føste eksempler på [[biskop]]per, der alene stod i spidsen for en menighed, fx [[Ignatius af Antiokia]] og [[Polykarp af Smyrna]], men denne type embede nåede først til Rom ca. [[150]] e.v.t.<ref>Laursen (1994) pp. 387-398</ref>
Jesu bror [[Jakob (apostel)|Jakob]] overtog formentlig lederskabet af den kristne menighed i Jerusalem i [[44]]; denne menighed havde den største autoritet inden for kristendommen i denne periode. Jakob kom til at stå for en linje, hvor bevægelsen i så høj grad som muligt blev tilpasset de dominerende jødiske grupperinger for at undgå konflikter. Den voksende nationalisme i det jødiske samfund og deraf øgede fokus på de religiøse traditioner gjorde imidlertidig situationen farligere for de kristne, og konflikter brød efterhånden ud alligevel, fx blev Jakob sammen med flere andre kristne henrettet i [[62]] på ordre af [[ypperstepræst]]en Ananus. Den spændte situation tog til efter [[
[[Billede:
===Bymenigheder===
Kristendommen var få år efter Jesu død primært en byreligion, og mange af de bevarede breve fra denne periode tyder på at de kristne menigheder især fandtes i de [[Lilleasien|lilleasiatiske]] byer, mens den første menighed i [[Rom]] blev etableret omkring [[40]]. [[Religionssociologi|Religionssociologen]] [[Rodney Stark]] har foreslået, at årsagen til forskydningen af kristendommens tyngdepunkt til byerne var, at der her fandtes kritiske masser der var tilstrækkeligt store til at kunne understøtte en afvigende bevægelse. Stark har i sin forskning primært beskæftiget sig med dannelsen af nye religioner, og han påpeger bl.a. at spredningen af nye religiøse ideer i de fleste tilfælde ikke drejer sig om mission alene, men i lige så høj grad om sociale relationer.<ref>Stark (1996) pp. 129</ref> I denne tidsepoke var den enkeltes kontaktflade større, hvis man levede i byen
Romerrigets byer var kaotiske og kulturelt uorganiserede; der fandtes ingen centrale kulturelle institutioner. For en nytilflytter til en af disse byer repræsenterede medlemskabet af en kristen menighed en mulighed for at overvinde den urbane virkeligheds mange vanskeligheder, fordi man internt i de kristne grupper i meget stor udstrækning tog sig af hinanden. Denne praksis havde selvfølgelig stor betydning i katastrofetider, men betød også at dette sociale netværk var i stand til at gøre livet i de græsk-romerske byer mere udholdeligt i dagligdagen.<ref>Stark pp. 161</ref>
Linje 90:
De kristne organiserede sig ligeledes i kollektiver eller foreninger (collegia/thíasoi), som var et vigtigt socialt element i det romersk-hellenistiske samfund. De fungerede ofte som begravelsesforeninger, [[laug]] eller som religiøse fællesskaber; medlemmerne var i reglen ligemænd og tilhørte samme stand; men fattige foreninger havde gerne en rig velgører. Nogle af disse foreninger benævnte sig selv ''ekklesíai'', hvoraf det moderne ord [[kirke]] [[Etymologi|stammer]]. En tilbagevendende begivenhed i foreningerne var fester, hvor alle medlemmerne samledes omkring et fællesmåltid. Deres styreform vekslede mellem at være [[demokrati]]ske og [[patriarkat|patriarkalske]]; de havde gerne en hierarkisk struktur med et ældsteråd (senatus/gerousia) i spidsen og valgte embedsmænd (magistres/arkhóntés). Ved siden af var det almindeligt med en række tjenestefunktioner, og de mest udbredte var forstander (prostátés), opsynsmand (epískopos) og tjener (diakonos). De kirkelige institutioner og titler, der senere i kristendommens historie voksede frem, fik sandsynligvis deres navne fra denne organisationsform.<ref>Laursen (1994) pp. 375</ref>
En helt anden udbredt fællesskabsform i antikken var filosofiske skoler dannet omkring en omvandrende lærer eller filosof. De mest kendte bevægelser af denne type var de [[Kynisme (filosofi)|kyniske]], [[Pythagoras|pythagoræriske]] og [[
Menighederne fik deres særlige karakter pga. medlemmernes behov; de fleste af dem var både religiøse og sociale fællesskaber. Det rituelle fællesmåltid [[nadver]]en var et vigtigt religiøst og samlende element i menighedslivet, men formålet med det var i lige så høj grad omsorg med fattige og syge medlemmer. I løbet af det 20. århundrede har det været en udbredt opfattelse at de ældste menigheder primært bestod af fattige og uuddannede mennesker, men kilderne tyder på at mange af de kristne var relativt velstående, dog mest nyrige.<ref>se fx 1. kor.</ref> Den store gruppe af slaver og frigivne har sandsynligvis følt sig tiltrukket af kristendommens lighedssyn, men håndværkere og handlende har dog udgjort majoriteten af de første kristne.<ref>Laursen (1994) pp. 379</ref>
Linje 126:
*Peter Paludan; "Religiøse retninger i datidens jødedom". i Sigfred Pedersen (red.): ''Den nytestamentlige tids historie'', 1994 ISBN 87-7288-498-3
*Stark, Rodney: ''The rise of Christianity : a sociologist reconsiders history'', 1996 ISBN 0-691-02749-8
{{lovende}}▼
[[Kategori:Oldkirken]]
▲{{lovende}}
[[en:Apostolic Age]]
[[eo:Apostola epoko]]
| |||