Oldtidens Grækenland: Forskelle mellem versioner

Oprindeligt var de græske polisstater [[monarki]]er, men da jordbrug var fundamentet i det græske samfund, sad det jordejende aristokrati på den virkelige magt. Jordejeraristokratiet fungerede også som en krigerstand, da de var de eneste med ressourcer nok til at have våben. Aristokraterne i hver polisstat kæmpede indbyrdes, og forsøgte at beherske mest mulig jord, og på den måde magt, og dræbte ofte monarken på deres vej mod mere jord og magt: for det var aristokratiet som var ”staten”. Småbønderne var naturligvis dem der led mest under aristokratiets magtkampe.

Jern var lettere at udvinde end bronze. Faktisk havde bronze været så dyrt og vanskeligt at udvinde, at det medvirkede til at fastholde aristokratiets magt, da de var de eneste som havde ressourcer til at skaffe sig bronzevåben. Med jern udviklede grækerne, omkring 600 f.Kr., [[hoplit]]terne, bondesoldater som gik tili krig i tæt formation, [[falanks]]er. De bondedominerede hoplit-hære førte til at bondestanden fik mere magt over hæren end tidligere, og militæretdet indvirkede på magtfordelingen i staterne.

Jernalderen blev introduceret tili Sydøsteuropa allerede omkring 1500 f.Kr., vedaf [[hittitterne]], en indoeuropæisk folkegruppe. På grund af jernets kvalitet og enkle udvindingsproces, forsøgte hittitterne at holde opskriften bag fremstillingen af jern hemmelig, men i længden var det umuligt.

Efterfølgende havnede aristokratiet i konflikt med en voksende handelsstand, som blev mægtigere og mægtigere jo mere den græske handel og kultur blomstrede (mønter blev indført i græsk kultur omkring 680 f.Kr.). Fra midten af 600-tallet samledes handelsstanden og bønderne ofte omkring ''populistiske'' ledere, som blev kaldt ''[[tyran]]ner'';, eneherskere som skulle fordele jorden retfærdigt mellem indbyggerne i staten. En tyran skulle med andre ord bruge densin enevældige magt til at tage jorden fra aristokratiet og uddele den til borgerne i staten. I modsætning hertil førte tyranernetyrannerne ofte samme politik som de fleste enevældige herskere har gjort gennem historien. Mange tyranner misbrugte magten de blev betroet til folkeoprør.

Det er værd at bemærke at [[tyranni]] ikke havde den samme negative klang i det gamle Grækenland som ordet ''tyran'' og [[diktator]] har i dag. En tyran var en succesrig oprørsleder, og ofte havde han støtte fra en stor andeldel af folket (i hvertfald i starten af sin magtperiode).

Man ser ofte en udvikling fra monarki til tyranni (og tilbage til monarki igen) i polisstaterne. Efterhånden som tyranernetyrannerne udnyttede deres magt, og blev overvundet og erstattet af nye tyranertyranner, udviklede de fleste stater en form for demokrati, folkestyre. De oprettede ''folkeforsamlinger'', som mødtes regelmæssigt, hvor manog bl.a. udviklede lovgivning.