Richard Wagner: Forskelle mellem versioner

'''Wilhelm Richard Wagner''' ([[22. maj]] [[1813]] i [[Leipzig]] – [[13. februar]] [[1883]] i [[Venedig]]) var en indflydelsesrig tysk [[komponist]], [[dirigent]], [[teoretiker]] og skribent. Han er primært kendt for sine [[opera]]er (eller [[musikdrama]]er som han senere skulle komme til at kalde dem). Hans værker, især dem fra den seneresene periode, er kendetegnet ved deres brug af [[kontrapunkt]], deres fyldige harmonik og orkestrering og den veludviklede brug af [[ledemotiv]]er: musikalske temaer der er associeret med bestemte personer, steder eller begivenheder i operaen.

Af denne musik er det hyppigst opførte værk hans ''[[Siegfried Idyll]]'', et værk for [[kammerorkester]], som han skrev til sin anden kones, Cosimas, fødselsdag. Den trækker på flere motiver fra Ringcyklussen, selvom den ikke er en del heraf. Derudover opføres Wagners ''[[Wesendonck-Lieder]]'', som blev komponeret til [[Mathilde Wesendonck]], mens Wagner stadig arbejdede på ''Tristan og Isolde'', også stadig i dagda.

Richard Wagner blev født i Leipzig i [[Tyskland]] den [[22. maj]] [[1813]]. Faderen, Friedrich Wagner, som var ansat i en underordnet stilling i bystyret, døde seks måneder efter Richards fødsel. I august [[1814]] giftede hans mor, Johanne Pätz, sig med skuespilleren Ludwig Geyer, som ifølge rygter skulle være drengens rigtige far. Han døde dog, da Richard var seks år gammel. Drengen blev derfor opdraget af sin mor.

I 1822 blev Richard, 11 år gammel, indskrevet i skolen i [[Dresden]], hvor han fik en smule klaverundervisning af sin latinlærer. Wagner øvede dog ikke sine skalaer, men foretrak for det meste at spille ouverturer efter gehør.

I 1833 skrev Wagner, 20 år gammel, sin første komplette opera, ''[[Die Feen]]''. Denne opera, som åbenlyst imiterede [[Carl Maria von Weber]]s stil skulle først blive sat op på en scene 50 år senere, da den fik premiere i [[München]] kort tid efter komponistens død i 1883.

Wagner fik nu korte ansættelser som musikchef ved operahusene i [[Magdeburg]] og [[Königsberg]]. I denne tid skrev han ''[[Das Liebesverbot]]'', som er baseret på [[William Shakespeare|Shakespeares]] ''[[Lige for lige]]'' (''Measure for Measure''). Denne anden opera blev sat op i [[Magdeburg]] i 1836, menog fik en lunken modtagelse.

Den [[24. november]] 1836 giftede Wagner sig med skuespillerinden Christine Wilhelmine "Minna" Planer. De flyttede til [[Riga]], hvor Wagner var blevet kapelmester ved den lokale opera. Få uger senere stak Minna dog af med en officer, som senere forlod hende, uformuende. Wagner tog Minna til nåde, men dette var begyndelsen til et problemfyldt ægteskab, som endte i elendighed tre årtier senere.

I 1839 havdede parretto samlet sig så stor en gæld, at de måtte flygte fra Riga for at undgå kreditorerne (gæld skulle blive en plage for Wagner resten af hans liv). Flugten førte dem og deres [[newfoundlænder]]hund, Robber, ud på en stormfyldt sørejse til [[London]]. Denne rejse gav Wagner inspiration til ''[[Den flyvende Hollænder (opera)|Den flyvende hollænder]]. De kom siden til [[Paris]], hvor de boede i flere år. Her skabte Wagner sig et levebrød ved at skrive artikler og arrangere operaer af andre komponister.

Den sachsiske regering vakte et udbredt mishag, som kom op på kogepunktet i april 1849, da kong [[Friedrich August II af Sachsen]] opløste parlamentet og afviste en ny forfatning, som folket ønskede vedtaget. Majopstanden brød ud, og Wagner støttede den. Den begyndende revolution blev hurtigt bekæmpet af de forenede sachsiske og prøjsiske tropper, og der blev udstedt arrestordrer mod de revolutionære. Wagner måtte derfor flygte, først til [[Paris]] og siden til [[Zürich]]. Det lykkedes derimod ikke Röckel og Bakunin at slippe bort, og de blev idømt lange fængselsstraffe.

Wagner tilbragte de næste tolv år i eksil. Han havde færdiggjort ''[[Lohengrin]]'' før DresdenopstandenDresden-opstanden og skrev nu desperat til sin ven, [[Franz Liszt]], for at få den opført i sit fravær. Liszt, som viste sig at være en ven i nøden, dirigerede premieren i Weimar i august 1850.

Det usikre forhold endte i 1858, da Minna opsnappede et brev fra Wagner til Mathilde. Efter den konfrontation, der fulgte, forlod Wagner Zürich, alene, for at tage til Venedig. Det følgende år flyttede han atter til Paris, denne gang for at inspicere en opsætning af en ny-revideret ''Tannhäuser'', der blev sat op takket være Prinsesse defyrstinde Metternichs indsats. Premieren på den nye ''Tannhäuser'' i 1861 var en slem fiasko, da aristokraterne fra den såkaldtetoneangivende ''Jockey Club'' skabte postyr. Yderligere forestillinger blev derfor aflyst, og Wagner forlod byen i hast.

I 1861 blev den politiske bandlysning af Wagner hævet, og komponisten kunne nu slå sig ned i Biebrich i Prøjsen, hvor han begyndte arbejdet på ''Mestersangerne i Nürnberg''. Bemærkelsesværdigt nok er denne opera hans mest optimistiske værk (hans anden kone, Cosima, skulle senere skrive: "Når fremtidige generation søger vederkvægelse i dette enestående værk, måtte de da skænke de tårer, af hvilke smilene opstod, en tanke"). I 1862 gik Wagner og Minna hver til sit, endskønt. Wagner (eller hans kreditorer) betalte fortsat betalte hendes underhold indtil hendes død i 1866.

Wagners skæbne fandt et nyt vendepunkt i 1864, da kong Ludwig II besteg tronen i Bayern i en alder af 18 år. Denne unge konge, en brændende beundrer af Wagners operaer siden barndommen, fikinviterede komponisten bragt til München. Han afviklede Wagners betragtelige gæld og fattede planer om at få hans nye opera sat op. Efter svære problemer i øvelsesforløbet blev ''Tristan og Isolde'' en enorm succes ved premieren på hofteatret i München den 10. juni 1865.

I mellemtiden varblev Wagner blev optaget af en anden affære, denne gang med Cosima von Bülow, dirigenten Hans von Bülows kone. Hans von Bülow var en af Wagners vigtigste støtter og dirigerede premieren på Tristan og Isolde. Cosima var uægte datter af Franz Liszt og den berømte grevinde Marie d'Agoults uægte datterAgoult. Hun var 24 år yngre end Wagner. Liszt, der var Wagners ven, billigede ikke forholdet mellem de to. I april 1865 fødte Cosima imidlertid Wagner en uægte datter, som fik navnet Isolde. Affæren var en skandale i München og for at gøre sagen værre faldt Wagner i unåde blandt medlemmer af hoffet, som frygtede hans indflydelse på kongen. I december 1865 blev Ludwig endelig nødt til at bede komponisten forlade München. Han legede ganske vist med ideen om at abdicere for at kunne følge sin helt i eksileteksil, men Wagner talte ham hurtigt fra det.

Ludwig fik Wagner placeret i villaVilla Triebschen ved Lucerne-søen i Schweiz. Her blev ''Mestersangerne i Nürnberg'' færdigkomponeret i 1867. Premieren stodfandt sted i München den 21. juni det følgende år1868. I oktober overbevisteovertalte Cosima Hans von Bülow om entil skilsmisse, og Richard og Cosima blev da gift den 25. august 1870 (Liszt afvistetalte at taleikke med sin svigersøn i de følgende år). Juledag det år1870 forærede Wagner Cosima værket ''Siegfried Idyll'' i fødselsdagsgave. Ægteskabet med Cosima varede resten af Wagners liv. De fik endnu en datter, Eva, og en søn, [[Siegfried Wagner|Siegfried]].

Det var i Triebschen, i 1869, at Wagner først mødte filosoffen [[Friedrich Nietzsche]], som hurtigt blev ham en passioneret ven. Wagners ideer øvede en væsentlig indflydelse på Nietzsche, som var 31 år yngre end komponisten. Nietzsches første bog, ''Tragediens fødsel'' (''Die Geburt der Tragödie''), fra 1872 var tilegnet Wagner. Forholdet mellem dem blev dog med tiden mere bittert, eftersom Nietzsche blev stedse mere desillusioneret i forhold til forskellige dele af Wagners tænkning som fx hans pacifisme og hans antisemitisme, og derudover forværredes forholdet af den tilspidsede jalousi. I ''Tilfældet Wagner'' (''Der Fall Wagner'') fra 1888 og i ''Nietzsche contra Wagner'' fra 1889 fordømte han Wagner som pervers og korrupt og kritiserede endog sin egen tidligere kærlighed til komponisten.

Wagner, der havde affundet sig med sit nye hjemmeliv, vendte nu sine kræfter mod at få afsluttet Ringen. VedEfter kong Ludwigs vedholdende pres blev der givet specielle forpremierer på de to første værker i cyklussen, ''[[Rhinguldet]]'' og ''[[Valkyrien]]'', i [[München]], selvom Wagner ønskede den komplette cyklus opført i et nyt specialdesignet operahus.

I 1871 faldt hans valg på den lille by [[Bayreuth]] som hjemsted for hans nye operahus. Familien flyttede dertil året efter og grundstenen til festspilshuset blev lagt. Med henblik på at rejse kapital til bygningen blev der grundlagt Wagnerselskaber i adskillige byer, og Wagner begyndte selv at dirigeredirigerede koncerter rundt om i Tyskland. Imidlertid var der først penge nok, da kong Ludwig trådte til med endnu et stort bidrag i 1874. Senere detpå åråret flyttede familien ind i sit nye hjem i Bayreuth i en villa, som Wagner kaldte ''Wahnfried'' ([[Tysk (sprog)|tysk]]: ''fred for vanvidblændværk'').

Efter festivalen tog familien til Venedig for at overvintre dervinteren. Den 13. februar 1883 døde Richard Wagner af et hjertetilfælde i Palazzo Vendramin ved ''[[Canal Grande]]''. Han blev ført tilbage til Bayreuth, hvor han ligger begravet i Wahnfrieds have.

Wagner anklagede ofte [[jøde]]rne, især de jødiske musikere, for at være et skadeligt fremmedelement i den tyske kultur. Hans første og mest mest kontroversielle [[antisemitisme|antisemitiske]] skrift var ''Das Judenthum in der Musik'', som oprindelig blev publiceret under hans [[nom de plume]], "K. Freigedank" ("K. Fritanke") i 1850 i ''Neue Zeitschrift für Musik''. Skriftet foregav at forklare den "folkelige modvilje" mod jødiske komponister, som fx Wagners samtidige, Felix Mendelssohn og Giacomo Meyerbeer, der ogsåbegge var hans rivaler. Wagner skrev, at det tyske folk fandt jøderne frastødende på grund af deres fremmedartede udseende og adfærd - mennesker med "knirkende, pibende, summende stemmer, som vi trods alle vore skrifter og taler for jødefrigørelsens sag altid har følt os instinktivt frastødt af, når vi kom i faktisk kontakt med dem". Han argumenterede for, at jødiske musikere kun var i stand til at skrive musik, der var tynd og kunstig, fordi de ikke havde nogen forbindelse med "folkets ægte sjæl".

Som konklusion skrev han om jøderne, at "kun en ting kan frigøre jer fra jeres forbandelses byrde - forløsningen af Ahasverus - og det er at gå under!" Selvom dette er blevet opfattet som faktisk udslettelse af jøderne, refereres der i skriftet til udslettelsen af jødedommen, det jødiske. Wagner advokerede for en opgivelse af den jødiske kultur og indoptagelsenoptagelsen af jøderne i det almindelige tyske kulturliv. Den oprindelige offentliggørelsepublikation fik kun liden opmærksomhed, men da Wagner genudgav skriftet under sit eget navn i 1869, førte det til adskillige offentlige protester ved opførelserne af ''Mestersangerne i Nürnberg''. Wagner gentog lignende synspunkter i adskillige senere artikler som fx ''Was ist deutsch?'' fra 1878.

Igennem det 20. århundrede har forskere som Robert Gutman fremført den påstand, at Wagners antisemitisme ikke var begrænset til hans artikler, men at operaerne også indeholdt skjulte antisemitiske budskaber. For eksempel skulle figurer som Mime fra ''Nibelungens Ring'' og Sixtus Beckmesser fra ''Mestersangerne i Nürnberg'' være antisemitiske stereotyper, selvom de ikke direkte identificeres som jøder. Sådanne påstande er meget omstridte. De påståede "skjulte budskaber" kan være et resultat af en hildet overfortolkning. Wagner var ikke hævet over at indbygge hån og fornærmelser i sit værk, men det var altid åbenlyst, når han gjorde det. Man må notere sig, at Wagner, i løbet af sit liv, producerede et enormt skriftligt vidnesbyrd, der også underkastede ethvert af komponisten selv en analyse, herunder hans operaer og hans syn på jøderne og ethvert andet tænkeligt emne: de skjulte antisemitiske budskaber i operaerne nævnes aldrig.

På trods af de stærkt antisemitiske synspunkter, Wagner luftede, havde han et omfattende netværk af jødiske venner og kolleger. En af de mest betydelige af disse var Hermann Levi, en troende jøde og søn af en rabbiner. Hans [[talent]] var anerkendt af Wagner. Levis stilling som kapelmester i Dresden betød, at han måtte dirigere premieren på ''Parsifal'', Wagners sidste opera. Wagner havde umiddelbart mange indvendinger mod dette og foreslog, at Levi blev døbt først (antagelig på grund af denne operas religiøse indhold). Senere opgav han ideen, uden tvivl af hensyn til forholdet til kong Ludwig. Levi var bekendt med Wagners optagethed af det jødiske spørgsmål, men han beundrede ham ikke desto mindre Wagner. Han blev bedt om at være sørgemarskal ved komponistens begravelse.

Nogle kommentatorer har ment, at Wagner selv kan have været delvis jødisk, men derdet er der ikke noget belæg for dette. I sin barndom bar Wagner sin stedfars efternavn, Geyer. Det er et almindeligt efternavn blandt tyske jøder, men Ludwig Geyer, der stammede fra en slægt af kirkemusikere, havde ikke haft jødiske forfædre. Wagner blev senere karikeret som en jøde med kroget næse og stort hoved. Den mulighed, at Geyer kan have været Wagners virkelige far og Wagners stærke bevidsthed om sit udseende, kan have været årsag til Wagners intensestærke afvisningunderstregning af jødedommenalt tysk og stærkeintense forbindelseafvisning tilaf alt tyskjødedommen.