Richard Wagner: Forskelle mellem versioner

127 bytes fjernet ,  for 13 år siden
oversættelsen forbedret. cs
m (Typo fixing, typos fixed: hovede → hoved ved brug af AWB)
(oversættelsen forbedret. cs)
[[Billede:RichardWagner.jpg|thumb|200px|right|Richard Wagner]]
{{redirflertydig|Wagner}}
'''Wilhelm Richard Wagner''' ([[22. maj]] [[1813]] i [[Leipzig]] – [[13. februar]] [[1883]] i [[Venedig]]) var en indflydelsesrig tysk [[komponist]], [[dirigent]], [[teoretiker]] og skribent. Han er primært kendt for sine [[opera]]er (eller [[musikdrama]]er som han senere skulle komme til at kalde dem). Hans værker, især dem fra den seneresene periode, er kendetegnet ved deres brug af [[kontrapunkt]], deres fyldige harmonik og orkestrering og den veludviklede brug af [[ledemotiv]]er: musikalske temaer der er associeret med bestemte personer, steder eller begivenheder i operaen.
 
Wagners [[kromatik|kromatiske]] musikalske sprog kom den senere udvikling i europæisk [[klassisk musik]] i forkøbet. Det gælder fx Wagners brug af kromatik og [[Atonal musik|atonalitet]]. Han bidrog til musikkens udvikling med sin idé om det totale kunstværk eller enhedskunstværket (''das Gesamtkunstwerk''), som nåede sit højdepunkt i den monumentale tetralogi, ''[[Nibelungens Ring]]'' (''Der Ring des Nibelungen'') fra 1876. Hans brug af ledemotiver udøvede også en betydelig indflydelse på megen [[filmmusik]] i det 20. århundrede. Wagner var og forbliver en kontroversiel person, både for sine musikalske og dramatiske bidrag og for sine [[antisemitisme|antisemitiske]] og politiske overbevisninger.
Udover operaer komponerede Wagner forholdsvis lidt musik. Han skrev en enkelt [[symfoni]] (da han var 19), nogle [[ouverture]]r, og nogle stykker for kor og klaver. Han reorkestrerede desuden [[Christoph Willibald Gluck|Glucks]] opera ''[[Ifigenia i Aulis]]'' (''Iphigénie en Aulide'').
 
Af denne musik er det hyppigst opførte værk hans ''[[Siegfried Idyll]]'', et værk for [[kammerorkester]], som han skrev til sin anden kones, Cosimas, fødselsdag. Den trækker på flere motiver fra Ringcyklussen, selvom den ikke er en del heraf. Derudover opføres Wagners ''[[Wesendonck-Lieder]]'', som blev komponeret til [[Mathilde Wesendonck]], mens Wagner stadig arbejdede på ''Tristan og Isolde'', også stadig i dagda.
 
Efter at have komponeret ''Parsifal'' ønskede Wagner formentlig at begynde at skrive symfonier.<!-- Spekulativt - bør underbygges med kilde eller fjernes. --> Imidlertid nåede han ikke at skrive nogen inden sin død.
==Liv==
===De første år===
Richard Wagner blev født i Leipzig i [[Tyskland]] den [[22. maj]] [[1813]]. Faderen, Friedrich Wagner, som var ansat i en underordnet stilling i bystyret, døde seks måneder efter Richards fødsel. I august [[1814]] giftede hans mor, Johanne Pätz, sig med skuespilleren Ludwig Geyer, som ifølge rygter skulle være drengens rigtige far. Han døde dog, da Richard var seks år gammel. Drengen blev derfor opdraget af sin mor.
 
I 1822 blev Richard, 11 år gammel, indskrevet i skolen i [[Dresden]], hvor han fik en smule klaverundervisning af sin latinlærer. Wagner øvede dog ikke sine skalaer, men foretrak for det meste at spille ouverturer efter gehør.
 
Den unge Richard Wagner havde ambitioner om at forfatte skuespil og fattede interesse for musikken som dramatisk virkemiddel. Han begyndte derfor snart at studere musik og blev indskrevet ved universitetet i Leipzig i 1831. En af hans tidlige inspirationskilder var [[Ludwig van Beethoven]].
 
I 1833 skrev Wagner, 20 år gammel, sin første komplette opera, ''[[Die Feen]]''. Denne opera, som åbenlyst imiterede [[Carl Maria von Weber]]s stil skulle først blive sat op på en scene 50 år senere, da den fik premiere i [[München]] kort tid efter komponistens død i 1883.
 
Wagner fik nu korte ansættelser som musikchef ved operahusene i [[Magdeburg]] og [[Königsberg]]. I denne tid skrev han ''[[Das Liebesverbot]]'', som er baseret på [[William Shakespeare|Shakespeares]] ''[[Lige for lige]]'' (''Measure for Measure''). Denne anden opera blev sat op i [[Magdeburg]] i 1836, menog fik en lunken modtagelse.
 
Den [[24. november]] 1836 giftede Wagner sig med skuespillerinden Christine Wilhelmine "Minna" Planer. De flyttede til [[Riga]], hvor Wagner var blevet kapelmester ved den lokale opera. Få uger senere stak Minna dog af med en officer, som senere forlod hende, uformuende. Wagner tog Minna til nåde, men dette var begyndelsen til et problemfyldt ægteskab, som endte i elendighed tre årtier senere.
 
I 1839 havdede parretto samlet sig så stor en gæld, at de måtte flygte fra Riga for at undgå kreditorerne (gæld skulle blive en plage for Wagner resten af hans liv). Flugten førte dem og deres [[newfoundlænder]]hund, Robber, ud på en stormfyldt sørejse til [[London]]. Denne rejse gav Wagner inspiration til ''[[Den flyvende Hollænder (opera)|Den flyvende hollænder]]. De kom siden til [[Paris]], hvor de boede i flere år. Her skabte Wagner sig et levebrød ved at skrive artikler og arrangere operaer af andre komponister.
 
===Dresden===
Wagners ophold i Dresden fik en ende på grund af hans engagement i [[venstrefløjspolitik]]. En [[nationalistisk]] bevægelse havde fået vind i sejlene i de frie tyske stater. Den ønskede større frihed og samling af de svage stater til én nation. Wagner spillede begejstret en rolle i denne bevægelse og modtog gæster i sit hjem, bl.a. [[August Röckel]], som udgav en radikal venstrefløjsavis, ''Volksblätter'', og den russiske anarkist, [[Mikhail Bakunin]].
 
Den sachsiske regering vakte et udbredt mishag, som kom op på kogepunktet i april 1849, da kong [[Friedrich August II af Sachsen]] opløste parlamentet og afviste en ny forfatning, som folket ønskede vedtaget. Majopstanden brød ud, og Wagner støttede den. Den begyndende revolution blev hurtigt bekæmpet af de forenede sachsiske og prøjsiske tropper, og der blev udstedt arrestordrer mod de revolutionære. Wagner måtte derfor flygte, først til [[Paris]] og siden til [[Zürich]]. Det lykkedes derimod ikke Röckel og Bakunin at slippe bort, og de blev idømt lange fængselsstraffe.
 
===Eksil, Schopenhauer og Mathilde Wesendonck===
Wagner tilbragte de næste tolv år i eksil. Han havde færdiggjort ''[[Lohengrin]]'' før DresdenopstandenDresden-opstanden og skrev nu desperat til sin ven, [[Franz Liszt]], for at få den opført i sit fravær. Liszt, som viste sig at være en ven i nøden, dirigerede premieren i Weimar i august 1850.
 
Ikke desto mindre befandt Wagner sig i en stor personlig krise, isoleret fra den tyske musikverden og uden nævneværdige indkomster. De musikalske skitser, han arbejdede på og som først langt senere skulle blive til det store værk, ''Nibelungens Ring'', syntes ham ikke på daværende tidspunkt at have nogen chance for at blive til scenisk virkelighed. Hans kone Minna, som ikke havde brudt sig om de operaer, han havde skrevet efter ''[[Rienzi]]'', fik en depression. Endelig fik han ''[[rosen]]'' (''erysipelas''), en hudinfektion, som gjorde det svært for ham at skrive.
Wagners anden inspirationskilde var digteren og forfatteren [[Mathilde Wesendonck]], silkehandleren Otto von Wesendoncks kone. Wagner mødte ægteparret i Zürich i 1852. Otto von Wesendonck, der var wagnerianer, stillede en hytte på sine jorder til Wagners disposition. I 1857 var Wagner blevet besat af Mathilde. Selvom hun syntes at have gengældt hans følelser i nogen grad, havde hun ingenlunde til hensigt at bringe sit ægteskab i fare, og derfor holdt hun sin mand informeret om sine kontakter med Wagner. Ikke desto mindre inspirerede forholdet Wagner til at lægge sit arbejde på Ringen til side (for først at genoptage det tolv år senere). I stedet begyndte han at arbejde på ''Tristan og Isolde'' fra sagnkredsen om kong Arthur, som omhandler ridderen Tristan og den irske prinsesse Isolde.
 
Det usikre forhold endte i 1858, da Minna opsnappede et brev fra Wagner til Mathilde. Efter den konfrontation, der fulgte, forlod Wagner Zürich, alene, for at tage til Venedig. Det følgende år flyttede han atter til Paris, denne gang for at inspicere en opsætning af en ny-revideret ''Tannhäuser'', der blev sat op takket være Prinsesse defyrstinde Metternichs indsats. Premieren på den nye ''Tannhäuser'' i 1861 var en slem fiasko, da aristokraterne fra den såkaldtetoneangivende ''Jockey Club'' skabte postyr. Yderligere forestillinger blev derfor aflyst, og Wagner forlod byen i hast.
 
I 1861 blev den politiske bandlysning af Wagner hævet, og komponisten kunne nu slå sig ned i Biebrich i Prøjsen, hvor han begyndte arbejdet på ''Mestersangerne i Nürnberg''. Bemærkelsesværdigt nok er denne opera hans mest optimistiske værk (hans anden kone, Cosima, skulle senere skrive: "Når fremtidige generation søger vederkvægelse i dette enestående værk, måtte de da skænke de tårer, af hvilke smilene opstod, en tanke"). I 1862 gik Wagner og Minna hver til sit, endskønt. Wagner (eller hans kreditorer) betalte fortsat betalte hendes underhold indtil hendes død i 1866.
 
===Kong Ludwig II's støtte===
Wagners skæbne fandt et nyt vendepunkt i 1864, da kong Ludwig II besteg tronen i Bayern i en alder af 18 år. Denne unge konge, en brændende beundrer af Wagners operaer siden barndommen, fikinviterede komponisten bragt til München. Han afviklede Wagners betragtelige gæld og fattede planer om at få hans nye opera sat op. Efter svære problemer i øvelsesforløbet blev ''Tristan og Isolde'' en enorm succes ved premieren på hofteatret i München den 10. juni 1865.
 
I mellemtiden varblev Wagner blev optaget af en anden affære, denne gang med Cosima von Bülow, dirigenten Hans von Bülows kone. Hans von Bülow var en af Wagners vigtigste støtter og dirigerede premieren på Tristan og Isolde. Cosima var uægte datter af Franz Liszt og den berømte grevinde Marie d'Agoults uægte datterAgoult. Hun var 24 år yngre end Wagner. Liszt, der var Wagners ven, billigede ikke forholdet mellem de to. I april 1865 fødte Cosima imidlertid Wagner en uægte datter, som fik navnet Isolde. Affæren var en skandale i München og for at gøre sagen værre faldt Wagner i unåde blandt medlemmer af hoffet, som frygtede hans indflydelse på kongen. I december 1865 blev Ludwig endelig nødt til at bede komponisten forlade München. Han legede ganske vist med ideen om at abdicere for at kunne følge sin helt i eksileteksil, men Wagner talte ham hurtigt fra det.
 
Ludwig fik Wagner placeret i villaVilla Triebschen ved Lucerne-søen i Schweiz. Her blev ''Mestersangerne i Nürnberg'' færdigkomponeret i 1867. Premieren stodfandt sted i München den 21. juni det følgende år1868. I oktober overbevisteovertalte Cosima Hans von Bülow om entil skilsmisse, og Richard og Cosima blev da gift den 25. august 1870 (Liszt afvistetalte at taleikke med sin svigersøn i de følgende år). Juledag det år1870 forærede Wagner Cosima værket ''Siegfried Idyll'' i fødselsdagsgave. Ægteskabet med Cosima varede resten af Wagners liv. De fik endnu en datter, Eva, og en søn, [[Siegfried Wagner|Siegfried]].
 
Det var i Triebschen, i 1869, at Wagner først mødte filosoffen [[Friedrich Nietzsche]], som hurtigt blev ham en passioneret ven. Wagners ideer øvede en væsentlig indflydelse på Nietzsche, som var 31 år yngre end komponisten. Nietzsches første bog, ''Tragediens fødsel'' (''Die Geburt der Tragödie''), fra 1872 var tilegnet Wagner. Forholdet mellem dem blev dog med tiden mere bittert, eftersom Nietzsche blev stedse mere desillusioneret i forhold til forskellige dele af Wagners tænkning som fx hans pacifisme og hans antisemitisme, og derudover forværredes forholdet af den tilspidsede jalousi. I ''Tilfældet Wagner'' (''Der Fall Wagner'') fra 1888 og i ''Nietzsche contra Wagner'' fra 1889 fordømte han Wagner som pervers og korrupt og kritiserede endog sin egen tidligere kærlighed til komponisten.
 
===Bayreuth===
Wagner, der havde affundet sig med sit nye hjemmeliv, vendte nu sine kræfter mod at få afsluttet Ringen. VedEfter kong Ludwigs vedholdende pres blev der givet specielle forpremierer på de to første værker i cyklussen, ''[[Rhinguldet]]'' og ''[[Valkyrien]]'', i [[München]], selvom Wagner ønskede den komplette cyklus opført i et nyt specialdesignet operahus.
 
I 1871 faldt hans valg på den lille by [[Bayreuth]] som hjemsted for hans nye operahus. Familien flyttede dertil året efter og grundstenen til festspilshuset blev lagt. Med henblik på at rejse kapital til bygningen blev der grundlagt Wagnerselskaber i adskillige byer, og Wagner begyndte selv at dirigeredirigerede koncerter rundt om i Tyskland. Imidlertid var der først penge nok, da kong Ludwig trådte til med endnu et stort bidrag i 1874. Senere det åråret flyttede familien ind i sit nye hjem i Bayreuth i en villa, som Wagner kaldte ''Wahnfried'' ([[Tysk (sprog)|tysk]]: ''fred for vanvidblændværk'').
 
Festspilhuset åbnede i august 1876 med premieren på ''[[Nibelungens Ring]]'' og har siden været hjemsted for Bayreuth-festivalen (''Richard-Wagner-Festspiele Bayreuth'').
''Parsifal'' var færdig i januar 1882, og en ny festival blev stablet på benene for det nye værk. På den tid var Wagner meget syg. Under den 16. og sidste opførelse af ''Parsifal'' den 29. august kom han ind i orkestergraven i al hemmelighed under tredje akt og tog dirigentstokken fra Hermann Levi og førte forestillingen til ende.
 
Efter festivalen tog familien til Venedig for at overvintre dervinteren. Den 13. februar 1883 døde Richard Wagner af et hjertetilfælde i Palazzo Vendramin ved ''[[Canal Grande]]''. Han blev ført tilbage til Bayreuth, hvor han ligger begravet i Wahnfrieds have.
 
==Wagners antisemitisme og nazisternes brug af Wagner==
I den sidste halvdel af det 20. århundrede har den offentlige mening om Wagner i stigende grad baseret sig på hans antisemitisme. Det skyldes i høj grad begivenheder, som fandt sted 50 år efter komponistens død: nazistpartiets brug af Wagners musik og navn i 30'erne.
 
Wagner anklagede ofte [[jøde]]rne, især de jødiske musikere, for at være et skadeligt fremmedelement i den tyske kultur. Hans første og mest mest kontroversielle [[antisemitisme|antisemitiske]] skrift var ''Das Judenthum in der Musik'', som oprindelig blev publiceret under hans [[nom de plume]], "K. Freigedank" ("K. Fritanke") i 1850 i ''Neue Zeitschrift für Musik''. Skriftet foregav at forklare den "folkelige modvilje" mod jødiske komponister, som fx Wagners samtidige, Felix Mendelssohn og Giacomo Meyerbeer, der ogsåbegge var hans rivaler. Wagner skrev, at det tyske folk fandt jøderne frastødende på grund af deres fremmedartede udseende og adfærd - mennesker med "knirkende, pibende, summende stemmer, som vi trods alle vore skrifter og taler for jødefrigørelsens sag altid har følt os instinktivt frastødt af, når vi kom i faktisk kontakt med dem". Han argumenterede for, at jødiske musikere kun var i stand til at skrive musik, der var tynd og kunstig, fordi de ikke havde nogen forbindelse med "folkets ægte sjæl".
 
Som konklusion skrev han om jøderne, at "kun en ting kan frigøre jer fra jeres forbandelses byrde - forløsningen af Ahasverus - og det er at gå under!" Selvom dette er blevet opfattet som faktisk udslettelse af jøderne, refereres der i skriftet til udslettelsen af jødedommen, det jødiske. Wagner advokerede for en opgivelse af den jødiske kultur og indoptagelsenoptagelsen af jøderne i det almindelige tyske kulturliv. Den oprindelige offentliggørelsepublikation fik kun liden opmærksomhed, men da Wagner genudgav skriftet under sit eget navn i 1869, førte det til adskillige offentlige protester ved opførelserne af ''Mestersangerne i Nürnberg''. Wagner gentog lignende synspunkter i adskillige senere artikler som fx ''Was ist deutsch?'' fra 1878.
 
Igennem det 20. århundrede har forskere som Robert Gutman fremført den påstand, at Wagners antisemitisme ikke var begrænset til hans artikler, men at operaerne også indeholdt skjulte antisemitiske budskaber. For eksempel skulle figurer som Mime fra ''Nibelungens Ring'' og Sixtus Beckmesser fra ''Mestersangerne i Nürnberg'' være antisemitiske stereotyper, selvom de ikke direkte identificeres som jøder. Sådanne påstande er meget omstridte. De påståede "skjulte budskaber" kan være et resultat af en hildet overfortolkning. Wagner var ikke hævet over at indbygge hån og fornærmelser i sit værk, men det var altid åbenlyst, når han gjorde det. Man må notere sig, at Wagner, i løbet af sit liv, producerede et enormt skriftligt vidnesbyrd, der også underkastede ethvert af komponisten selv en analyse, herunder hans operaer og hans syn på jøderne og ethvert andet tænkeligt emne: de skjulte antisemitiske budskaber i operaerne nævnes aldrig.
 
Wagners egne religiøse synspunkter var særegne. Han beundrede [[Jesus]], men insisterede på, at han var græsk og ikke jødisk. Han mente også, at [[Det Gamle Testamente]] ikke havde noget at gøre med [[Det Ny Testamente]], at Israels Gud ikke var den samme som Jesus' far, og at [[De 10 Bud]] ikke indeholdt den kristne læres kærlighed og tilgivelse. Wagner var også fascineret af buddhismen og overvejede i mange år at skrive en buddhistisk opera, ''Die Sieger'' (''De sejrende''). Han ville basere den på ''Sârdûla Karnavadanaan'', der er en ''[[avadana]]'' (romantisk buddhistisk litteratur) om Buddhas sidste rejse. Dele af oplægget til ''Die Sieger'' blev senere optaget i ''[[Parsifal]]'', som fremstiller en særlig wagneriansk udgave af kristendommen. Fx fortolker Wagner forvandlingen af nadverelementerne i en mere hedensk retning.
 
På trods af de stærkt antisemitiske synspunkter, Wagner luftede, havde han et omfattende netværk af jødiske venner og kolleger. En af de mest betydelige af disse var Hermann Levi, en troende jøde og søn af en rabbiner. Hans [[talent]] var anerkendt af Wagner. Levis stilling som kapelmester i Dresden betød, at han måtte dirigere premieren på ''Parsifal'', Wagners sidste opera. Wagner havde umiddelbart mange indvendinger mod dette og foreslog, at Levi blev døbt først (antagelig på grund af denne operas religiøse indhold). Senere opgav han ideen, uden tvivl af hensyn til forholdet til kong Ludwig. Levi var bekendt med Wagners optagethed af det jødiske spørgsmål, men han beundrede ham ikke desto mindre Wagner. Han blev bedt om at være sørgemarskal ved komponistens begravelse.
 
Nogle kommentatorer har ment, at Wagner selv kan have været delvis jødisk, men derdet er der ikke noget belæg for dette. I sin barndom bar Wagner sin stedfars efternavn, Geyer. Det er et almindeligt efternavn blandt tyske jøder, men Ludwig Geyer, der stammede fra en slægt af kirkemusikere, havde ikke haft jødiske forfædre. Wagner blev senere karikeret som en jøde med kroget næse og stort hoved. Den mulighed, at Geyer kan have været Wagners virkelige far og Wagners stærke bevidsthed om sit udseende, kan have været årsag til Wagners intensestærke afvisningunderstregning af jødedommenalt tysk og stærkeintense forbindelseafvisning tilaf alt tyskjødedommen.
I tiden omkring Wagners død var de nationalistiske bevægelser i Europa ved at miste forbindelsen til den romantiske idealforestilling om lighed fra 1848. En militaristisk sindet og aggressiv holdning begyndte at brede sig, ikke mindst på grund af Bismarcks magtovertagelse og foreningforeningen af Tyskland i 1871. Efter Wagners død i 1883, blev Bayreuth i stigende grad centrum for højreorienterede tyske nationalister, der var tiltrukket af operaernes mythos. De blev kendt som BayreuthcirklenBayreuth-kredsen. Denne gruppe anerkendtes af Cosima, hvis antisemitisme var betydeligt mindre kompleks og mere forbitret end Richards.
 
Houston Stewart Chamberlain, forfatter til et antal "filosofiske" afhandlinger, som senere komhørte til nazisterne pensum, var medlem af denne Bayreuth-cirkelkreds. Han giftede sig med Wagners datter, Eva. Efter at Cosima og Siegfried var døde i 1930, blev Siegfrieds enke, den engelskfødte Winifred, der var en personlig ven af [[Adolf Hitler]], ansvarlig for festivalen. Hitler beundrede Wagners musik og forsøgte at indarbejde den i sin1930. myteDet omvar den tyskeengelskfødte nation.Winifred, Hitleren opbevaredepersonlig mangeven af Wagners originale partiturer i sin bunker i Berlin under 2. Verdenskrig, selvom [[WielandAdolf WagnerHitler]] havde bedt ham om at udlevere disse vigtige dokumenter. De gik derfor tabt i Hitlers sidste dage.
I tiden omkring Wagners død var de nationalistiske bevægelser i Europa ved at miste forbindelsen til den romantiske idealforestilling om lighed fra 1848. En militaristisk sindet og aggressiv holdning begyndte at brede sig, ikke mindst på grund af Bismarcks magtovertagelse og forening af Tyskland i 1871. Efter Wagners død i 1883, blev Bayreuth i stigende grad centrum for højreorienterede tyske nationalister, der var tiltrukket af operaernes mythos. De blev kendt som Bayreuthcirklen. Denne gruppe anerkendtes af Cosima, hvis antisemitisme var betydeligt mindre kompleks og mere forbitret end Richards.
Hitler beundrede Wagners musik og forsøgte at indarbejde den i sin myte om den tyske nation. Hitler opbevarede mange af Wagners originale partiturer i sin bunker i Berlin under 2. Verdenskrig, selvom [[Wieland Wagner]] havde bedt ham om at udlevere de vigtige dokumenter. De gik derfor tabt i Hitlers sidste dage.
 
Nogle forskere har ment, at Wagners synspunkter og især hans antisemitisme har øvet indflydelse på nazisterne. Det er imidlertid stærkt omstridt, og ifølge historikeren Richard J. Evans, er der intet bevis for, at Hitler overhovedet har læst nogen af Wagners skrifter. Wagners værker understøtter ikke nazisternes heltedyrkelse. Siegfried, der skulle være "helten" i Nibelungens ring, kan - og gør det i mange moderne opsætninger - virke som en overfladisk og utiltalende lømmel. - selvomMen det er fjerntlangt fra, hvordan Wagner selv så på ham. Disse forskelle, mellem hvad der ligger i musikken og hvad vi ved om mennesket Wagner, er tæt forbundet med debatten om den protonazisme man tillægger Wagner. Mange af Wagners synspunkter må dog have været utiltalende for nazisterne, fx hans pacifisme og hans ønske om at assimilere jøderne - i stedet for at udrense dem. Goebbels forbød derfor opførelsen af ''Parsifal'' i 1939, kort før krigsudbruddet, på grund af denne operas pacifistiske overtoner.
Houston Stewart Chamberlain, forfatter til et antal "filosofiske" afhandlinger, som senere kom på nazisterne pensum, var medlem af denne Bayreuth-cirkel. Han giftede sig med Wagners datter, Eva. Efter at Cosima og Siegfried var døde i 1930, blev Siegfrieds enke, den engelskfødte Winifred, der var en personlig ven af [[Adolf Hitler]], ansvarlig for festivalen. Hitler beundrede Wagners musik og forsøgte at indarbejde den i sin myte om den tyske nation. Hitler opbevarede mange af Wagners originale partiturer i sin bunker i Berlin under 2. Verdenskrig, selvom [[Wieland Wagner]] havde bedt ham om at udlevere disse vigtige dokumenter. De gik derfor tabt i Hitlers sidste dage.
 
Den nazistiske fascination af Wagner var faktisk i vidt omfang begrænset til Hitler. Dennes glæde ved Wagner vakte afsky hos andre højtstående nazister, fx Goebbels. I 1933 beordrede Hitler fx, at konventet i Nürnberg skulle begyndeindledes med en opførelse af ouverturen til ''Mestersangerne i Nürnberg''. Han udstedte ligefrem tusind fribilletter til nazistiske funktionærer. Da Hitler ankom til teatret, var det imidlertid næsten tomt. Det følgende år blev de beordret til at være til stede, men man kunne se dem slumre under forestillingen. I 1935 gav Hitler derfor efter og frigav billetterne til offentligheden.
Nogle forskere har ment, at Wagners synspunkter og især hans antisemitisme har øvet indflydelse på nazisterne. Det er imidlertid stærkt omstridt, og ifølge historikeren Richard J. Evans, er der intet bevis for, at Hitler overhovedet har læst nogen af Wagners skrifter. Wagners værker understøtter ikke nazisternes heltedyrkelse. Siegfried, der skulle være "helten" i Nibelungens ring, kan - og gør det i mange moderne opsætninger - virke som en overfladisk og utiltalende lømmel - selvom det er fjernt fra hvordan Wagner selv så på ham. Disse forskelle mellem hvad der ligger i musikken og hvad vi ved om mennesket Wagner er tæt forbundet med debatten om den protonazisme man tillægger Wagner. Mange af Wagners synspunkter må dog have været utiltalende for nazisterne, fx hans pacifisme og hans ønske om at assimilere jøderne - i stedet for at udrense dem. Goebbels forbød derfor opførelsen af ''Parsifal'' i 1939, kort før krigsudbruddet, på grund af denne operas pacifistiske overtoner.
 
Den nazistiske fascination af Wagner var faktisk i vidt omfang begrænset til Hitler. Dennes glæde ved Wagner vakte afsky hos andre højtstående nazister, fx Goebbels. I 1933 beordrede Hitler fx, at konventet i Nürnberg skulle begynde med en opførelse af ouverturen til ''Mestersangerne i Nürnberg''. Han udstedte ligefrem tusind fribilletter til nazistiske funktionærer. Da Hitler ankom til teatret, var det imidlertid næsten tomt. Det følgende år blev de beordret til at være til stede, men man kunne se dem slumre under forestillingen. I 1935 gav Hitler derfor efter og frigav billetterne til offentligheden.
 
Generelt set var Wagners musik allestedsnærværende i det tredje rige, men blandt folk veg interessen til fordel for italienske komponister som [[Verdi]] og [[Puccini]]. I sæsonen 1938-1939 var der kun en Wagneropera på en liste over sæsonens mest populære operaer. Listen blev anført af italienske Ruggiero [[Leoncavallo]]s ''Bajadser'' (''I pagliacci'').
Anonym bruger