Klavichord: Forskelle mellem versioner

==Spilleteknik==

Generelt gælder samme overvejelser om [[fingersætning]] som for andre tidlige tasteinstrumenter ([[cembalo]] og [[orgel]]), men der kræves en særlig teknik, da man med fingerene holder kontakt med strengene fra ansats til dæmpning. Dermed kan man lave vibrato "bebung" og artikulationsmuligheder er større end for noget andet tasteinstrument. Derfor er klavichordet også i dag et yndet øveinstrument.

 

==Repertoire==

Instrumentet har været meget anvendt fra renæssancen og op gennem barokken, men altid som soloinstrument pga. den begrænsede volumen. Da man tidligere ikke altid skelnede mellem hvilket tasteinstrument musikken blev skrevet til, har meget orgellitteratur og cembalolitteratur været spillet på klavichord. Det har også meget ofte været anvendt som øveinstrument for organister.

Måske pga. instrumentets intime klang var klavichordet et elsket instrument, især i det 18. århundrede i Nordtyskland, Danmark og Sverige, hvor der findes et utal af bevarede instrumenter og for især Sverige, hvor det udvikledes til sit klimaks i anden halvdel af det 18. årh. Sidste klavichord blev i Sverige bygget efter år 1830, hvilket viser at det fandt anvendelse lang tid efter introduktionen af [[klaver]]et - i Tyskland gik det af mode omkring år 1800. Komponister som [[Carl Philipp Emanuel Bach]], [[Christoph Willibald Gluck]], [[Johann Gottlieb Graun]] og [[Daniel Gottlob Türk]] værdsatte klavichordet over andre tasteinstrumenter.

 

Klavichordet benyttes ved fremførelse af [[renæssancemusik|renæssance-]] og [[barokmusik]]. Der findes en moderne elektronisk form for klavichord, kaldet [[clavinet]].