Klaverkoncerten består som [[sonate]]n næsten altid også af tre [[sats (musik)|sats]]er. Lige som med sonaten kan disse satsers opbygning og indhold naturligvis variere, selv om man må sammenfatte at det som regel er 1. og 3. sats, der er de hurtige og dynamiske, mens 2. sats er langsom, ofte meget melodisk.
I en typisk klaverkoncert starter orkestret alene med at indlede værket., Seneresenere kommer så klaveret på. Denne form ses der dog afvigelser fra, hvoraf en af de mest kendte er nok er Beethovens 4. klaverkoncert i G-dur. At bryde med normen kan give en overraskende og god effekt, men for nogle står det næsten skrevet mellem linjerne, at orkestret indlederbør indlede en klaverkoncert. Det er typisk for Beethoven at sætte sig op imod sin tid og udvikle nye sammensætninger.
Man kan diskutere, hvorvidt det er orkestrets opgave at akkompanereakkompagnere klaveret, eller om det spiller en stor rolle i sig selv. Dette er dog også meget individiuelt fra værk til værk, men det er tydeligt at se, at orkestret gennem tiden har fået tildelt en større og større rolle. Hvor det f.eks. ofte var tilfældet hos Mozart, at okestretsorkestret opgavei varnogle passager blot havde til opgave at supplere klaveret, har BeetovenBeethoven og de efterfølgende komponister selvstændiggjort orkestret i høj grad, og med et i manges øjne fantastisk resultat.
