Mørkets hjerte (roman): Forskelle mellem versioner

Denne meget symbolske historie er egentlig en historie inden i en historie – vi følger Marlow fra tusmørket til langt ud på natten, mens han fortæller om sit eventyr i Congo til en gruppe mænd ombordom bord på et skib, "Nellie", der ligger for anker ved [[Themsen]]s munding.

Afrika var kendt som det "mørke kontinent" i Victoriatiden, hvor englænderne tillagde afrikanerne alle mørkets negative egenskaber. En af de mulige modeller for Kurtz var [[Henry Morton Stanley]], der var opdagelsesrejsende i "Det mørke Afrika", især Congo. Stanley var berygtet for sin frygtelige voldelighed, og alligevel blev han slået til ridder. En anden mulig model for Kurtz, som han fremstår i ''Mørkets hjerte'', kunne være en agent, som Conrad selv mødte i Congo, ved navn Georges-Antoine Klein ("klein" betyder "lille" på tysk og "kurtz" betyder "kort"). Klein døde ombordom bord på Conrads skib og blev begravet langs Congofloden, som Kurtz bliver det i bogen. Blandt de mennesker, som Conrad kan have mødt på sin rejse, var en handelsmand ved navn Leon Rom, som senere blev leder af stationen i Stanley Falls. I 1895 rapporterede en britisk rejsende, at Rom havde dekoreret sit blomsterbed med kranierne af omkring 21 ofre for hans mishag, inkl. kvinder og børn – i stil med pælene ved Kurtz' station.

Igennem hele romanen dramatiserer Conrad det spændingsfelt, der er i Marlow, mellem civilisationens tøjler og barbariets vildskab. Conrad påstår, at mørket og manglen på moral, som Kurtz står for, er en del af den menneskelige natur, som civilisationen lægger et slør af illusorisk moralsk struktur over. Marlows konfrontation med Kurtz stiller ham over for valget mellem forskellige mareridt – enten at give efter for menneskets iboende vildskab eller for de civiliserede tøjlers løgn. Selvom Marlow "hader, afskyr og væmmes ved løgn" og derfor ikke kan opfatte civilisationen som andet end et lag fernis, der dækker over menneskets vildskab, er han også skræmt af Kurtz' mørke, som han også ser i sit eget hjerte. Efter oplevelserne i Afrika symboliserer hans Buddha-agtige stilling ombordom bord på "Nellie" hans svæven mellem disse to mareridt.

For at understrege mørket i os alle, fortæller Marlow sin historie ombordom bord på en yawl for anker ved Themsens munding ved højvande. Tidligt i historien taler Marlow om, hvordan [[London]], den rigeste og folkerigeste by i verden på den tid, selv engang havde været et "mørkt" sted på det antikke [[Antikkens Rom|Rom]]s tid. Forestillingen om, at romerne besejrede de "vilde" på de Britiske Øer er en parallel til Conrads fortælling om belgierne, der besejrer de "vilde" afrikanere. At mørket lurer lige under overfladen på selv "civiliserede" mennesker er et fremherskende tema i bogen, og det bliver yderligere udforsket gennem Kurtz og gennem Marlows momentane følelse af at forstå afrikanerne.

I en post-kolonial fortolkning kritiserede den [[Nigeria|nigerianskenigeria]]nske forfatter [[Chinua Achebe]] i 1975 ''Mørkets hjerte'' i en forelæsning med titlen ''An Image of Afrika: Racism in Conrad's "Heart of Darkness"''. Achebe hævdede, at bogen dehumaniserede afrikanerne, nægtede dem et sprog og en kultur og reducerede dem til en metaforisk forlængelse af mørket og den farlige jungle.