Spaak læste [[jura]] ved [[Université Libre de Bruxelles]] og blev uddannet [[advokat]] og i [[1932]] medlem af parlamentet for socialistpartiet, som han meldte sig ind i i [[1920]]. Han blev minister for første gang, da han i [[1935]] blev udnævnt til transportminister i [[Paul Van Zeeland]]s regering. Kort efter blev han udenrigsminister, hvilket han senere blev igen, og fire gange premierminister i Belgien; maj 1938 - februar 1939, 13. marts 1946 - 31. marts 1946 og igen marts 1947 - marts 1949. I sidste periode var han premierminister i to regeringer. Han var Belgiens første socialistiske premierminister.
Før Anden2. Verdenskrigverdenskrig var Spaak stor fortaler for Belgiens uafhængighedspolitik. I forbindelse med Belgiens kapitulation [[28. maj]] [[1940]] brød Spaak og regeringen med [[Leopold 3. af Belgien|Kong Leopold 3.]], der efterfølgende abdicerede. Regeringen fortsatte deltagelsen i krigen på [[de allierede]]s side. Belgiens regering havde [[1940]]-[[1944]] sæde i [[London]], hvor Spaak etablerede mange nye kontakter og dermed dannede grobund for det [[Europa|europæiske]] og [[Atlanten|atlantiske]] samarbejde, som han i løbet af de næste 20 år arbejdede ihærdigt for. Han blev i [[1946]] den første [[Præsidenter for FN's generalforsamling|præsident for FN's generalforsamling]]. Efter 1944 blev Spaak en ivrig fortaler for regionalt samarbejde, og han lancerede under eksiltiden i London idéen om en fælles union mellem [[Belgien]], [[Luxembourg]] og [[Nederlandene]], kaldet [[Benelux]]. Unionen trådte i kraft i 1948. Spaak blev i [[1948]] formand for [[Europarådet]]s rådgivende forsamling, og han var ledende i arbejdet med at udarbejde den Bruxelles-traktat, der året efter blev til [[NATO-traktaten]]. Han forlod formandsposten i Europarådet i [[1951]] og blev i [[1952]] formand for [[Europaparlamentet]] i den daværende [[Kul- og Stålunionen]]. Han blev i 1955 og 1956 formand for de udvalg, der udarbejdede [[Romtraktaten]] og [[EURATOM-traktaten]]. I 1956 blev han valgt som [[NATO]]'s [[generalsekretær]], hvor han efterfulgte [[Lord Ismay]]. Spaak besad posten frem til [[1961]], og tilskrives en del af æren for, at NATO's nye hovedkvarter har været placeret i Bruxelles siden [[1966]]. Fra 1961-1966 var han for sidste gang Belgiens udenrigsminister.
Spaak udgav sine erindringer, ''Combats inachevés '', i 1969. Kort for sin død i 1972 brød han med socialistpartiet og erklærede sin støtte til Front Démocratique des Francophones, der var oprettet for at varetage Bruxelles' [[fransk (sprog)|fransktalende]] flertals interesser.
