Syndikalisme: Forskelle mellem versioner

'''Syndikalisme''' er i højere grad en kampform end en ideologi, men forudsætter således også i sin natur en bestemt analyse og kritik af de nuværende samfund og, som sagt, netop kampformen til omvæltning af disse. Ordet er oprindeligt [[fransk]], idet det franske ord for "[[fagforening]]" er ''syndicat.'' Fagforeningen og dermed [[arbejderbevægelse]]n er også helt central for syndikalismen. I modsætning til [[marxisme|marxister]] mener syndikalister ikke, at man skaber revolutionen gennem det man populært kalder "[[proletariatets diktatur]]", altså [[arbejderparti]]ets magtovertagelse af statsapparatet og [[produktionsmiddel|produktionsmidlerne]] med det mål at skabe et kommunistisk samfund. Derimod mener de, at arbejderklassen må gennemtvinge sine krav overfor sine modstandere og udbyttere, kapitalisterne, ved at bruge de midler, arbejderbevægelsen har for hånden. Det vil sige strejker, herunder generalstrejke, og sabotage mv. Altsammen kaldet "direkte aktion". Syndikalisterne afviser dermed at skaffe sig magt gennem brug af statsapparatet og gennem partidannelse.

Derfor oprettedes i ca. 1910 Fag-Oppositionens Sammenslutning, hvis mest markante figur var Christian Christensen. Tilslutningen til Fag-Oppositionens Sammenslutning var relativt stor i det efterfølgende årti. Dette skyldtes bl.a. stor arbejdsløshed i visse fag og udbruddet af 1. Verdenskrigverdenskrig. Syndikalisterne engagerede sig ikke kun i den direkte faglige kamp, hvor deres indflydelse ikke var så stor, men også i den sociale og kulturelle kamp. Bl.a. kæmpede de mod kvindeundertrykkelse, for bedre boligforhold og mod militarismen, der gik som en bølge over Europa under 1. verdenskrig. Det var også syndikalisterne, der var den største faktor i mobiliseringen til den direkte aktion og demonstrationen [[Stormen på Børsen]] i 1918.