Lewis Wallace: Forskelle mellem versioner

 

Wallace arbejdede som ung journalist i [[Indiana]], hvor han var født. Fra [[1846]] til [[1847]] deltog han i den [[Mexicansk-amerikanske krig]] mellem USA og [[Mexico]]. Efter krigen blev han advokat, og senere blev han valgt til Indianas lovgivende forsamling. Wallace' far, David, havde været guvernør i Indiana fra [[1837]] til [[1840]].

 

Da den [[Amerikanske borgerkrig]] brød ud, gik han ind i hæren på [[nordstaterne]]s side, og allerede i [[1861]] blev han udnævnt til [[brigadegeneral]] og i [[1862]] til [[generalmajor]]. Han deltog i [[slaget ved Shiloh]] i 1862. Her kom der modstridende ordrer fra [[General]] [[Ulysses S. Grant]], som betød, at Wallace først nåede frem på slagets anden dag. Efter en konflikt med sin og Grants foresatte, [[General Halleck]], blev Wallace gjort til syndebuk for nederlaget på slagets første dag, og Halleck satte ham fra kommandoen, men præsident [[Abraham Lincoln]] beordrede ham indsat igen. Kort efter ragede han igen uklar med Halleck, og igen blev han afsat. Denne gang blev han genindsat af General Grant, men blev overført til skiftende administrative job. I 1864 var han ansvarlig for uddannelsen af rekrutter i [[Baltimore]], da man fik melding om, at en stor [[sydstaterne|sydstatsstyrke]] var på vej ind i [[Maryland]]. Det viste sig at være en styrke på 15.000 mand under kommando af [[Generalløjtnant]] [[Jubal A. Early]]. Wallace rykkede ud med sine 2.300 nyuddannede rekrutter, mod Monocacy Valley syd for byen [[Frederic]] i Maryland. Her fik han forstærkning af 3.500 mand under [[General Rickett]]. Ved selve Monocacyfloden blev der ført hårde kampe, og selv om nordstatsstyrken tabte slaget (1.294 døde), lykkedes det at forsinke Earlys fremrykning mod [[Washington DC]] så meget, at man kunne nå at forstærke forsvaret af hovedstaden. Early måtte opgive sit angreb og trække sig tilbage til Virginia, og siden blev slaget ved Monocacy kendt som "Slaget, der reddede Washington."

 

Efter krigen blev Wallace medlem af den krigsret, der skulle dømme de officerer og andre, som havde deltaget i planlægningen af [[attentatet på præsident Lincoln]]. I 1865 tog han sin afsked fra hæren og blev i stedet generalmajor i den mexicanske oprørsgeneral [[Benito Juárez|Juárez]]' hær i dennes kamp mod [[kejser]] [[Maximilian 1. af Mexico]]. Wallace investerede det meste af sin formue i oprøret, men han mistede stort set alle sine penge, selv om oprørerne vandt krigen.

 

Efter krigen i Mexico vendte Wallace tilbage til Indiana, hvor han igen begyndte at arbejde som advokat. I [[1878]] blev han udnævnt til [[guvernør]] over [[New Mexico]], og fra [[1881]] til [[1885]] var han USA's ambassadør i [[Tyrkiet]].

 

Allerede i [[1873]], mens han var advokat i Indiana, udgav han bogen ''The Fair God''. I 1888 skrev han ''The Boyhood of Christ'', i 1893 ''The Prince of India'', og i 1897 kom bogen ''The Wooing of Malkatoon''. Mest kendt af Wallace' forfatterskab er romanen ''Ben Hur'' fra [[1880]], som han skrev, mens han var guvernør i New Mexico. Den er oversat til adskillige sprog og filmatiseret flere gange.

 

{{Amerikanske borgerkrig}}

{{DEFAULTSORT:Wallace, Lewis}}

[[Kategori:Forfattere fra USA]]

[[Kategori:Politikere fra USA]]