Abraham Kall: Forskelle mellem versioner

[[Billede:Abrahamkall.png|thumb|250px|Abraham Kall. [[Kobberstik]] af [[Oluf Bagge]] baseret på [[maleri]] af [[Hans Hansen (1769-1828)|Hans Hansen]]]]

 

Kall blev født i [[København]] som søn af professor [[Johan Christian Kall]]. Han blev [[student]] som 13-årig og i [[1762]] da han var 19 blev han [[teologi]]sk [[kandidat]]. Derefter rejste han i udlandet i omtrent fire år, men opholdt sig kun i [[Tyskland]], især i [[Göttingen]]. Under sin rejse blev han i [[1765]] udnævnt til [[Københavns Universitetsbibliotek|universitetsbibliotekar]] og blev efter hjemkomsten [[professor designatus]] i [[græsk (sprog)|græsk]] ved [[Københavns Universitet]] i [[1770]]. Men da professorposten i [[historie]] og [[geografi]] blev ledig, og ingen lod til at passe bedre end Kall, mens det var lettere at besætte det græske professorat, måtte Kall i [[1781]] overtage denne stilling, som han beholdt i de næste 40 år frem til sin død. Samme år blev han også professor i [[mytologi]] og [[kunsthistorie]] ved [[Kunstakademiet]].

 

 

Hans første historiske arbejde var ''Den almindelige Verdenshistorie til Skolernes Brug'' fra [[1776]], der skulle afløse [[Ludvig Holberg]]s ''Historia universalis'' og i mange udgaver gennem et halvt århundrede var den almindelige lærebog i de [[latinskole|lærde skoler]]. Det var hård kost der blev budt eleverne. Bogen var fuld af enkeltheder og indeholdt pålidelig kundskab i god ånd, men den stræbte kun i ringe grad efter at lette tilegnelsen, de store mænd og de betydelige begivenheder trådte ikke klart frem, og bogen kunne ikke sætte fantasien i bevægelse.

Kall skrev nogle få afhandlinger og udgav en del aktstykker, men et større arbejde foreligger ikke fra hans hånd. Han besad ingen selvstændige synspunkter og arbejdede mest efter ydre opfordring. Hans gode kritiske sans ledte ham ikke ud over løsningen af de enkelte spørgsmål til videnskabelige sætninger af større vidde eller til systematisk behandling af almindeligere opgaver. Kall manglede udholdenhed til at føre et selvvalgt mål til ende; nye interesser kvalte de ældre, og ærgerrighedens drivfjeder besad han ikke. Hans undervisning fra [[kateder|katedret]] var efter alles vidnesbyrd lidet beåndet og i formel henseende mangelfuld. Ikke desto mindre blev Kall af sin samtid, til dels med gode grunde, opfattet som en af universitetets største prydelser. Han var også en af de sidste repræsentanter for de gamle tiders ubegrænsede lærdom. Den viden, som bar så lidt frugt for Kall selv, kom ved hans sjældne redebonhed og arbejdsvillighed til at tjene mangfoldige.

 

 

Humanitet, velvilje og frimodighed var hovedegenskaber i Kalls karakter, og de lyste ud af hans venlige ansigtstræk. De bragte ham også til jævnlig at tage fat på sociale opgaver. Han var en af stifterne af [[Selskabet for Borgerdyd]] ([[1785]]), han skrev efter branden [[1795]] om den københavnske brandkasse, efter bombardementet [[1807]] om samme emne, [[1802]] om et understøttelsesselskab for ugifte fruentimmer, [[1810]] udgav han en advarsel mod livrenteselskaber,

af professor [[Peder Rosenstand-Goiske]]. Ved Kalls død 5. december 1821 efterlod han sig foruden et stort [[bibliotek]] en betydelig formue. Hans håndskriftsamling købtes til [[Det Kongelige Bibliotek]] og udgør en særlig afdeling af dettes manuskriptsamling.

 

*[http://runeberg.org/dbl/9/0086.html Biografi] i ''[[Dansk biografisk leksikon]]'' 1. udgave

{{DBL}}