Bruger:Anders Bager/sandkasse: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
|||
Linje 23:
=== Militære kontroverser indtil April 1993 ===
[[Billede:UN security council 2005.jpg|thumb|left|300px|
Som reaktion på trusselssituationen vedtog FN´s sikkerhedsråd 16.April 1993 resolution 819. Den forlangte at alle parter skulle betragte området omkring Srebrenica som sikkerhedszone. Ethvert angreb der kunne betragtet som "uvenlig handling" måtte udeblive i området. 18.April rykkede de første 170 UNPROFOR soldater, primært canadiere, ind i Srebrenica. Sikkerhedsrådet understregede Srebrenicas status som sikkerhedszone 6.maj med resolution 824 og 4.juni 1993 med resolution 836. Den sidste stadfæstede soldaternes ret til våbenmagt i tilfælde af selvforsvar. Den første nederlandske bataljon, Dutchbat I, ankom til Srebrenica i marts 1994. I juli samme år blev de afløst af Dutchbat II, der i januar 1995 blev afløst af Dutchbat III.
Linje 31:
14.juni 1993 krævede FN´s generalsekretær [[Boutros Boutros-Ghali]] 34.000 mand til sikring af sikkerhedszonen. Fire dage senere bevilligede sikkerhedsrådet imidlertid kun en udvidelse så styrken nu lød på 7600. Denne troppeudvidelse var først blevet gennemført i sommeren 1994<ref>[http://www.un.org/Docs/secu94.htm Siehe Dokument S/1994/1389 1 December 1994, Report of the Secretary-General on Bosnia and Herzegovina, Abs. 2]</ref>. Modstanden mod at stille yderligere tropper til rådighed betød konkret fare for de tilstedeværende FN-soldater i området og desuden til almene betragtninger vedrørende omkostninger ved at inddæmme i sådanne missioner.
I foråret 1995 forværrede situationen sig på ny tydeligt for civile såvel som FN-soldater. Det bosnisk-serbiske netværk blokerede stadig flere hjælpekonvojers fremfærd, hvilket medførte at forrådet til såvel civile og soldater blev stærkt reduceret. Selv da folk tilknyttet til FN forsægte at forlade zonen, for at organisere fødevareforsyningerne, nægtede de bosnisk serbiske enheder dem efterfølgende at vende tilbage. Af denne grund sank antallet af hollandske FN soldater fra 600 til omkring 450 til 400.
I lyset heraf var beredskabet og velviljen fra de stater der oprindelig havde stillet et mandat med soldater til den bosniske beskyttelseszone temmelig ringe. Muligheden for luftangreb på VRS stillinger blev også modtaget køligt hos de stater der stillede med soldater. FN-ledelsen antog at VRS og de bosniske serbere ville tolke luftangreb som en krigserklæring fra FNs side. Man frygtede en eskalation, hvor der ikke ville være nogen nem udvej for verdensorganisationen. For enhver fredsmission ville en sådan situation være fatal. FN vurderede endvidere at luftangreb ville medføre at hjælpekonvojerne til de civile ikke længere ville være muligt. Endelig frygtede man for sikkerheden for FN-soldaterne, hvilket var vægtet meget højt hos de lande der stillede med soldater<ref>[http://www.un.org/Docs/journal/asp/ws.asp?m=A/54/549 UNO-Bericht zum Fall der Schutzzone und zum Massaker von Srebrenica, Abschnitt 482 f]</ref>.
[[Billede:Evstafiev-Radovan Karadzic 3MAR94.jpg|thumb|150px|Radovan Karadžić]]
I starten af marts 1995 udstedte [[Radovan Karadzic]] det såkaldte "Direktiv 7" til den bosnisk-serbiske hær. I dette krævede præsidenten for [[Republika Srpska]] at tilvejebringe helt igennem utålelige vilkår i sikkerhedszonen ved Srebrenica. De indelukkede skulle efterlades uden håb om overlevelse og om liv i sikkerhedszonen. Man forsøgte med flere appeller at få åbnet en korridor til de indelukkede - men uden resultat. I begyndelsen af juli 1995 begyndte befolkningen i Srebrenica at dø af sult afkræftelse. Allerede siden marts havde FN-soldater kunne registrere bosniske serberes forberedelse til at angribe FN´s observationsposter i udkanten af sikkerhedszonen.
=== Foranstaltning af en beskyttelseszone ===
| |||