Seneca Otto von Falkenskiold: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m kategori tilføjet
Linje 14:
 
== Benådning og alderdom ==
Lykkeligvis blev der ikke gjort alvor af Domfældelsen til [[livsvarigt fængsel]]. Han blev [[21. august]] [[1776]] benådet, således at han kunde tage ophold i [[Provence]] eller [[Languedoc]]; men han maatte forpligte sig til aldrig at forlade denne egn uden kongelig tilladelse og ej heller træde i nogen fremmed magts tjeneste. Det følgende Aars Foraar tog han Ophold i Montpellier (12. April 1777); men et par år efter flyttede han ([[1780]]) med regeringens tilladelse til [[Lausanne]]. Imidlertid havde han både i Rusland og hjemme i Danmark efterladt sig mindet om at være en begavet mand. Da Petersborger-hoffet i slutningen af [[1787]] på ny kom i krig med tyrkerne, lod det foreslå i København, at man her skulde tillade ham at gå i russisk tjeneste; men dette ville regeringen ikke gå ind på. Formodentlig har den ment, at han kunne gøre skade der ovre ved at give luft for de bitre følelser, der sandsynligvis fyldte ham, imod forholdene i hans fædreland. Den foretrak at kalde ham hjem (foråret [[1788]]). Men skønt styret nu var i hænderne på modstanderne af den regering, der havde sat ham på Munkholm, passede han ikke her i landet. Under den svære modgang, han uretfærdig havde lidt, var han blevet skarpt kritisk med hensyn til mange forhold i hjemmet, og hans meninger om, hvorledes Danmark-Norges hærvæsen burde indrettes, stemmede kun lidet med det stramme eksercervæsen, hvori den unge kronprins [[Frederik 6.|Frederik]] havde forelsket sig. Han fandt desuden, at der ikke blev givet ham oprejsning nok for den uret, han tidligere havde lidt. Han vendte derfor snart tilbage til Lausanne. Endnu en gang så det ud, som om han skulde komme i virksomhed. Det var, da den dansk-norske regering senere i samme år (1788) blev trukket ind i krigen mellem Sverige og Rusland. Den kaldte ham da atter hjem, i det han tillige blev udnævnt til [[generalmajor]], men netop som han ville tiltræde rejsen, fik han underretning om, at der var sluttet våbenstilstand. Dog vandt han den fordel, at han fra nu af kom til at oppebære en anstændig pension hjemme fra, der satte ham i stand til sorgfrit at tilbringe resten af sine dage ved [[Genfersøen]]s skønne kyst, sysselsat med læsning og i en kreds af mænd, som han satte pris på, deriblandt Reverdil. Han døde [[30. september]] [[1820]]. Han var ugift.
 
Falkenskiolds liv gør et vemodigt indtryk. Han blev uretfærdig behandlet, og i det hans gode evner langtfra ret kom til anvendelse, fik vort fædreland ingenlunde den nytte af ham, som han under gunstigere forhold kunne have gjort. De memoirer, han har efterladt sig, og som foreligger i en bearbejdelse af en fransk schweizer, Secretan, give vistnok ikke mange oplysninger af interesse med hensyn til Struensees katastrofe, de er tilmed ikke sjælden skrevne i en noget kedelig, docerende stil; men mange af hans bemærkninger om samtidige, særlig danske forhold læses med interesse. Hvor kritisk han end kan være, gør han dog indtryk af at have været en billig tænkende mand, og det må i høj grad anerkendes, at han trods alt, hvad han led 1772, dog senere kunde tale derom med så megen ro, som han gjorde.