Claudius: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m robot Tilføjer: mk:Клаудиј |
Nis Hoff (diskussion | bidrag) m linkfix |
||
Linje 12:
død=[[13. oktober]] [[54]] e.Kr.|
dsted=[[Rom]]|
dødsårsag=Forgiftet af sin kone, [[Agrippina
forgænger=[[Caligula]]|
efterfølger=[[Nero]]|
Linje 24:
Den væsentligste udenrigspolitiske begivenhed i hans regeringstid var den begyndende erobring af [[England]] ([[Romersk Britannien|Britannien]]) år 47; indtil da havde romerne kun haft enkelte støttepunkter på kysten. I de næste år blev Sydengland bragt under Imperiets herredømme, og han var selv formel leder af en del af felttoget. I [[Palæstina]] kom det til en mislykket opstand i 44 under kong [[Herodes Agrippa]], i øvrigt én af kejserens ungdomsvenner.
En særlig opmærksomhed har stået om Claudius’ kejserinde [[Messalina]], (hans tredje hustru), som i samtidige kilder skildres som skandaløst umoralsk, men meget indflydelsesrig. Hun henrettedes 48 efter nye skandaler og et formodet forsøg på statskup. Hans sidste hustru var niecen [[Agrippina
I samtidige historikeres fremstillinger står Claudius ofte som en fordrukken og halvkomisk svækling, der lod sig lede af andre, lunefuld og letpåvirkelig. Ikke desto mindre viste han sig i flere krisesituationer i stand til at gribe hurtigt og hårdhændet ind, ligesom han synes at have været en mand med betydelige intellektuelle interesser. Hans meget omtalte sygdom er umulig at få noget klart billede af; den er blevet tolket som enten Sankt Veitsdans eller spastiske lammelser.
Claudius har i det [[20. århundrede]] fået en særlig berømmelse, der nu gør ham til én af de bedst kendte tidligere kejsere, gennem forfatteren [[Robert Graves]]' romaner om ham ''Jeg, Claudius'' (1934) og ''Claudius og Messalina'' (1937), hvori han fremstilles som en begavet mand, der overlever ved at spille nar. De filmatiseredes af [[BBC]] i [[1976]] med [[Derek Jacobi]] i hovedrollen.
==Eksterne henvisninger==
| |||