Kirsebærhaven: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Broadbot (diskussion | bidrag) m robot Ændrer: fi:Kirsikkapuisto, ru:Вишнёвый сад; kosmetiske ændringer |
Sir48 (diskussion | bidrag) typoer og lidt sprogret |
||
Linje 15:
Tjekhov skrev Kirsebærhaven over flere år alternerende mellem lyshjertet letsindighed og fortvivlet frustration, som han karakteriserede som kedende ladhed (i et brev skrev han "''Hver ting, jeg skriver, slår mig som nyttesløs.''") Gennem den tid plagedes han yderligere af [[tuberkulose]]. Vagtsom af natur syntes Tjekhov overordentlig hemmelighedsfuld om alle facetter af sit arbejde, ja endda selv titlen. Så sent som i sommeren 1902 havde han ikke talt med nogen hverken i familien eller på teatret om værket. Det var kun for at oplive hans kone [[Olga Knipper]], der var ved at komme sig efter et uheld, at han endelig fortalte hende stykkets navn og det endda hviskende, til trods for at de to var alene. Tjekhov var tilsyneladende lettet over titlens genklang og nød den samme triumf, da han endelig afslørede den for Stanislavski måneder senere. I oktober 1903 var stykket færdigt og blev sendt til Moskva Kunst Teater. Tre uger senere ankom Tjekhov til prøver på, hvad der blev et frugtesløst forsøg på at dæmpe al "sørgeligheden" i pruduktionen af stykket, som Stanislavski havde instrueret. Forfatteren fnes øjensynligt også under prøverne, da ordet "have" var erstattet med det mere praktiske "plantage" følende, at han perfekt og symbolsk havde opfanget det unyttige i en hel måde at leve på.
Selvom den samtidige kritik af stykket var blandet, var Kirsebærhavens debut på Moskva Kunst Teater [[17. januar]] [[1904]] en succes, der gav genlyd, og stykket blev næsten med det samme opført i mange vigtige provinsbyer. Denne succes var ikke begrænset til Rusland, tværtimod blev stykket snart mødt med anerkendelse udenlands også. Tjekhov nåede dog ikke at opleve meget af succesen. Kort efter premieren rejste Tjekhov til Tyskland grundet sit
== Handling ==
Linje 26:
Efter at Ranevskaya trækker sig tilbage for aftenen, tilstår Anja for Varya at ejendommen er dybt forgældet, og deres onkel Gayev foreslår at sende Anya til Yaroslav, hvor deres tante bor, i håb om at hun vil låne dem penge til at redde ejendommen. Gayev minder også Varya om, at Lophakin er en holden mand og altid har været tiltrukket af hende, og at et ægteskab med ham vil sikre familiens overlevelse. De går alle til ro med et fornyet håb om, at ejendommen vil blive reddet, og at kirsebærhaven ikke vil blive fældet. Trofimov stirrer efter Anya, der forlader scenen, og mumler "''Solskinsbarn! Min forårsblomst!''" i tilbedelse.
===
=== Tredie akt ===
Der er gået nogle måneder, og aftenen for Ranevskayas fest er kommet. Udenfor scenen spiller musikanterne, mens familien og dens gæster drikker, danser og underholder
Ranevskaya kritiserer Trofimov for hans konstante drillen af Varya, som han refererer til som "Madame Lopakhin". Hun tilskynder derefter Varya til at ægte Lopakhin, men Varya gør indsigelser og erindrer hende om, at det er Lopakhins pligt at anmode om hendes hånd og ikke omvendt. Hun siger, at hvis hun havde penge, ville hun flytte så langt væk fra ham som muligt. Ladt alene tilbage med Ranevskaya insisterer Trofimov på, at hun omsider indser, at huset og kirsebærhaven vil blive solgt på auktion. Ranevskaya viser ham et telegram, hun har modtaget fra Paris og afslører, at hendes tidligere elsker er syg igen og beder hende komme tilbage og hjælpe ham. Hun afslører også, at hun alvorligt overvejer at vende tilbage til ham trods hans frygtelige opførsel overfor hende tidligere. Trofimov er overvældet af denne nyhed, og de to argumenterer om kærlighedens natur og deres respektive oplevelser. Trofimov går fornærmet, men udenfor scenen falder han ned ad trapperne og bliver båret ind af de andre. Ranevskaya ler og tilgiver ham for hans dumhed, og de to forsoner sig hurtigt.
Anya kommer ind og deklamerer et rygte om, at kirsebærhaven er blevet solgt. Lopakhin ankommer sammen med Gayev. Begge er påvirkede af turen og dagens begivenheder. Gayev er afmålt og går til ro uden at mæle et ord om auktionens udfald. Da Ranevskaya spørger hvem, der købte ejendommen, afslører Lopakhin, at han selv gjorde det for at redde familien. Varya er rasende og smider nøglerne til ejendommen på gulvet, og Lopakhin, der er halvfuld og selvtilfreds, fortæller, hvordan
=== Fjerde akt ===
Det er nogle uger senere. Scenen er atter sat i barnekammeret fra første akt, blot er tingene
Anja spørger til Firs' helbred, og Yasha fortæller hende, at han er blevet bragt til hospitalet samme morgen. Dunyasha kommer ind og beder om en form for kærlig afsked; Yasha for hans vedkommende ønsker ikke at have noget at gøre med hende eller hans gamle liv, da han hungrer efter at komme tilbage til Paris og leve med stil. Charlotta kommer ind, ør og fortabt, og insisterer på, at familien finder hende et nyt job. Gayev og Ranevskaya vender tilbage for at sige farvel til det rum, hvor de voksede op og tilbragte deres barndom. Gayev fortæller muntert, at han har fået job i den lokale bank, og Ranevskaya fortæller, at hun vitterligt vender tilbage til Paris for at være sammen med
Familien og deres tjenestefolk samles for hver især at sige farvel til ejendommen og kirsebærhaven, en for en dragende mod deres nye liv. Ranevskaya byder tårevældet sit gamle liv farvel og forlader huset, da det lukkes for altid. I mørket kommer Firs ind i rummet og opdager, at de er taget afsted uden ham og har lukket ham inde i det forladte hus for at dø. Han lægger sig ned og overlader
{{endspoiler}}
== Temaer ==
Et af de vigtige temaer i stykket er den effekt, sociale forandringer har på folk. [[Alexander 2. af Rusland|Zar Alexander II's]] ophævelse af livegenskabet [[19. februar]] [[1861]] gjorde det muligt for tidligere livegne at opnå rigdom og status, mens nogle aristokrater blev forarmede og ude af stand til at drive deres ejendomme uden det billige slavehold. Følgerne af disse reformer var stadig til at føle på, da Tjekhov skrev sit stykke fyrre år efter ophævelsen.<ref>Et generelt overblik over disse temaer, blandt andre, kan findes i: Jean-Pierre Barricelli, ed., ''Chekhov’s Great Plays: A Critical Anthology'' (New York, 1981), Richard Peace, ''Chekhov: A Study of the Four Major Plays'' (New Haven, 1983), Donald Rayfield, ''Understanding Chekhov: A Critical Study of Chekhov’s Prose and Drama'' (Madison, 1999).</ref>
Tjekhov tænkte sig oprindeligt stykket som en komedie (faktisk refererer værkets titelside til det som sådan), og i breve bemærkede han, at det var endnu mere som en farce. Da han så Moskva Kunst Teaters oprindelige opførelse af stykket instrueret af Constantin Stanislavski, var han skrækslagen over, at instruktøren havde lavet stykket om til en tragedie. Lige siden da har de, der har opført stykket, måtte bakse med den dobbelte natur i
Ranevskayas fiasko i at håndtere de problemer, ejendommen og familien står overfor, betyder at hun i sidste ende mister stort set alt, og hendes skæbne kan ses som en kritik af de folk, som var uvillige til at tilpasse sig det ny Rusland. Hendes lunefulde afvisning af at indse sandheden om
Temaet identitet og ødelæggelsen af forventninger til den ses også i Kirsebærhaven. Ganske vist kan rollerne opdeles i tre tydelige grupper: Gayev-familien (Ranevskaya, Gayev, Anya og Varya), venner af familien (Lopakhin, Pishchik og Trofimov) og tjenestefolkene (Firs, Yasha, Dunyasha, Charlotta og Yepikhodov). Men flere af dem agerer på ganske anden vis, end man skulle forvente. Det gælder således Varya, den adopterede datter af en aristokrat, reelt en husbestyrerinde; Trofimov, den tænksomme student, men smidt ud af universitetet; Yasha, der ser sig selv som en del af Paris'
En anden måde, stykket kan opfattes på, er som et sidste hurra fra Tjekhov; en tribut til ham selv om man vil. Mange af figurerne i stykket bringer minder om hans tidligere værker og er baseret på folk, han kendte. Det bemærkes også, at hans barndomshjem blev købt og revet ned af en rig mand, som hans mor havde anset for en ven. Den sprungne guitarstreng i andet og fjerde akt hilser tilbage til hans tidligste værker. Slutteligt er det klassiske "ladte gevær", der optræder i mange af Tjekhovs stykker også tilstede her, men det er det eneste stykke, hvor et gevær vises men ikke affyres.
== Premieren og derefter ==
Stykket havde premiere [[17. januar]] [[1904]], forfatterens fødselsdag, på Moskva Kunst Teater under instruktion af den legendariske skuespiller og instruktør Constantin Stanislavski. Under prøverne blev hele strukturen i
Hvad der imidlertid især vækker opmærksomhed er, at Stanislavskis version stik modsat Tjekhovs ønsker
Trods Tjekhovs beklagelser kom stykket dog til at slå igennem og har holdt sig gennem mere end et århundrede. Det gælder således i Rusland, hvor Moskva Kunst Teater for eksempel opførte stykket for 300. gang i 1943, i øvrigt med Tjekhovs hustru Olga Knipper som Ranevskaya, en rolle som hun også havde haft ved premieren 39 år tidligere. Og det gælder i udlandet, hvor engelsksprogede versioner er opført lige fra London til Californien, mens en fransksproget har været på turne til Mellemøsten og Afrika.
Linje 69:
I annonceringen af et opførelse af stykket på [[Odense Teater]] i 2007 hed det således:
Mens Mikkel Ottow under overskriften ''Lige ved og næsten'' var noget mere mellemfornøjet:
Mere positiv var Mads Ytting Ejstrup overfor [[Det Kongelige Teater]]s opførelse samme år, i øvrigt det sidste på anneksscenen [[Turbinehallerne]]:
== Noter ==
| |||