|
Efter det ''afrikaner''-dominerede [[National Party (Sydafrika)|National Partys]] valgsejr i 1948 med et [[apartheid]]-program indeholdende [[raceadskillelse]], blev Mandela en forgrundsfigur i ANCs Defiance Campaign (Trodskampagne) i [[1952]] og Congress of the People (Folkekongressen) i [[1955]], hvis indførelse af frihedsbrevet gav anti-apartheid-sagen sit grundlæggende program.
FUCK DIG
Selvom de oprindeligt støttede en ikke-voldelig kamp og blev frikendt i marathon-forrædderisagen fra [[1956]]-[[1961]], accepterede Mandela og hans kollegaer nødvendigheden af væbnet kamp efter [[Sharpeville-massakren|nedskydningen af ubevæbnede demonstranter i Sharpeville]] i marts [[1960]] og det efterfølgende forbud mod ANC og andre anti-apartheid-grupper.
I 1961 blev Mandela leder af ANCs væbnede fløj ''[[Umkhonto we Sizwe]]'' ("Nationens spyd", eller MK). I august [[1962]] blev han arresteret og fængslet i fem år for ulovlige udenlandsrejser og opfordring til strejke. I juni [[1964]] blev han dømt igen, denne gang på [[Livsvarigt fængsel|livstid]], for sin deltagelse i planlægning af væbnet kamp. Han ankom som fange nummer 466 det år, 1964, og fik derfor fange nummeret [[46664]].
Efter at have afslået at blive løsladt mod at forsage væbnet kamp (februar [[1985]]), forblev Mandela i fængsel indtil februar [[1990]], hvor vedvarende kampagner fra ANC og internationalt pres førte til frigivelsen den [[11. februar]] efter ordre fra præsident [[Frederik Willem de Klerk|F.W. de Klerk]] der samtidig ophævede forbudet mod ANC. Mandela og de Klerk delte [[Nobels fredspris]] i [[1993]].
Som præsident for ANC (juli [[1991]] - december [[1997]]) og den første sorte præsident i Sydafrika (maj [[1994]] - juni [[1999]]), havde Mandela det overordnede ansvar for overgangen fra mindretalsstyre og apartheid, og han opnåede international respekt for sin opfordring til national og international forsoning. Nogle radikale var dog skuffede over de sociale forandringer i hans regeringstid, særligt regeringens ineffektivitet i forsøget på at hæmme udbredelsen af [[AIDS]].
Mandela blev også kritiseret for sit nære venskab med diktatorer som [[Cuba]]s [[Fidel Castro]] og [[Libyen]]s [[Muammar Gadafi]], som han kaldte "våbenbrødre". Hans beslutning om at indsætte sydafrikanske tropper til at nedkæmpe kuppet i 1998 i [[Lesotho]] er også et kontroversielt emne.
Mandela har været gift tre gange. Hans første ægteskab var med Evelyn Ntoko Mase, som endte i skilsmisse i [[1957]] efter 13 år og 2 børn. Han havde et 38-årigt ægteskab med [[Winnie Mandela|Winnie Madikizela]], som han blev separeret (april [[1992]]) og skilt (marts [[1996]]) fra, blandt andet på grund af politisk uenighed. På sin 80-års fødselsdag, blev han gift med Graça Machel, enke efter [[Samora Machel]], den tidligere præsident i [[Mozambique]] og ANCs allierede, som var blevet dræbt i et flystyrt 15 år tidligere.
Privatlivet og forholdene mellem børn, børnenebørn og konen fra tredje ægteskab har siden væren genstand for offentlig omtale. Tilsyneladen er parterne uenige om hvordan de skal dele arven, og det medførte, at dele af familien boycottede Mandelas 90 års fødselsdag. <ref>[http://www.berlingske.dk/article/20080727/verden/807270329/ ''Strid i Mandela-familien'' - fra Berlingske 27. juli 2008]</ref>
Da han i 1999 fratrådte som præsident, blev Mandela talsmand for forskellige sociale og menneskerettighedsorganisationer. Han modtog mange udenlandske hædersbevisninger, blandt andre ''Order of St. John'' fra [[Elizabeth 2. af Storbritannien|Dronning Elizabeth II]] og ''Presidential Medal of Freedom'' (Præsidentens Frihedsmedalje) fra [[George W. Bush]].
Han er den ene af kun to personer af ikke-indisk oprindelse ([[Mor Teresa]] er den anden), som har fået ''Bharat Ratna'', [[Indien]]s højeste civile orden, 1990.
I [[2003]] holdt Mandela nogle kontroversielle taler, hvor han angreb [[George W. Bush|Bush]]-administrationens udenrigspolitik. Senere samme år støttede han 46664 AIDS-pengeindsamlingskampagnen, navngivet efter hans fangenummer.
== Noter og referencer ==
| 