Grammatisk køn: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Zorrobot (diskussion | bidrag) m robot Ændrer: cs:Jmenný rod |
Steenth (diskussion | bidrag) m →Indoeuropæiske sprog: ret pil |
||
Linje 13:
I de indoeuropæiske sprog omfatter kønnene typisk ''femininum'' (hunkøn), ''maskulinum'' (hankøn) og ''neutrum'' (intetkøn). Sprog som [[latin]], [[Tysk (sprog)|tysk]] og [[islandsk (sprog)|islandsk]] har stadig disse tre køn, men i mange moderne sprog og deriblandt det latinske sprogs efterkommere (f.eks. [[fransk (sprog)|fransk]] og [[Spansk (sprog)|spansk]]) er intetkøn næsten fuldstændigt forsvundet. I andre sprog er hun- og hankøn smeltet sammen til et fælleskøn. Det gælder f.eks. flere af de [[skandinavien|skandinaviske]] sprog. I atter andre sprog kan de oprindelige opdelinger være yderligere opsplittet: [[Tjekkisk (sprog)|tjekkisk]] opdeler hankøn i ''levende'' og ''ikke-levende''.
I almindelige ord står det grammatiske køn ofte i direkte forbindelse med det reelle køn. På spansk er ordet ''hijo'' (søn) hankøn, mens ''hija'' (datter) er hunkøn, som man kunne forvente. Det kaldes ''naturligt køn'' eller ''logisk køn''. Omvendt er der ofte indviklede og tilmed modsigelsesfyldte regler for ords grammatiske køn. På tysk er ord, som ender på ''-ung'' (hvad der svarer til "-ing" på dansk), altid hunkøn, mens bilmærkers navne altid er hankøn. Ord, der ender på ''-lein'' eller ''-chen'' (der betyder –lille) altid intetkøn, hvad der fører til, at ''Mädchen'' (lille frøken
De gamle romere og deres nutidige, romansktalende efterkommere anser solen for at være hankøn, mens månen skal være hunkøn (jf. udtrykket "fru Luna"). De germanske stammer og vi, som er deres nutidige efterkommere, mener, at det er lige modsat (jf. udtrykket "manden i Månen"). Derfor er sproglige nybegyndere nødt til at betragte det grammatiske køn som noget, der er knyttet til ''ordet'' og ikke til den ''genstand'', ordet betegner.
| |||