Islandske verber: Forskelle mellem versioner

|}

 

Den første klasse indeholder de fleste verber på islandsk, idet den er den eneste klasse, som er helt åben, dvs. nydannelser hører for det meste hertil. Der gives to eksempler, begge klassiske, '''elska''' (''elske'') og '''kalla''' (''kalde''), det senere eksempel med u-omlyd i visse former, det første uden.

 

|}

 

De svage verbers 2. klasse kendetegnes af i-omlyd i præsens. Desuden bøjes part. præt. blandet, da man har en blanding af de stærke verbers '''-inn''' og de svage verbers dentaler i visse former. Infinitiven ender altid på '''-ja''', men det er ikke et utvetydigt kendetegn; en hel masse andre verber fra andre klasser ender også på '''-ja'''' in infinitiven. Man ser disse verber undertiden klassificerede som stærke eller uregelmæssige, især i engelsksproglige grammatikker, men det er ikke tilfældet. Men klassen er så godt som lukket, da nydannelser sjældent eller aldrig tilhører den. Til klassen hører anslåelsesvis ca. 100 verber, men mange af dem hører til gengæld til sprogets almindeligeste, og der findes flere underklasser, undtagelser og dobbeltformer. Som eksemler anføres der '''telja''' (''tælle'') og '''hrynja''' (''styrte sammen'').

 

 

 

{| class="wikitable"

|-bgcolor="#EFEFEF"

 

 

{| class="wikitable"

|-bgcolor="#EFEFEF"

Part. præt. bruges kun i sammensatte tider: '''Ég hef dugað''' (''jeg har duet'').

 

De stærke verber og reduplikationsverberne behandles normalt under ét. Der findes omtrent 150-200 af dem afhængigt af, hvor mange overvejende svage, men nok som stærke anerkendte verber man har på listen. En fuldstændig liste med litterært tilladte, men næppe omgangssproglige former, indeholder godt 200 verber. Dvs., der findes mange verber med dobbelt bøjning og også en mængde, der litterært undertiden bruges stærkt, men i det talte sprog svagt. Klassificeringen af de stærke verber foregår normalt efter ablautsgrad. Af disse findes der der seks (for verberne, en syvende i sproget ellers), og reduplikationsverberne bliver normalt behandlet som en syvende klasse, indeholdende forholdsvis få verber, men netop i den klasse findes der en mængde undtagelser og særprægetheder. For en bedre forståelse af det hele må man henvise til de germanske sprogs ældre stadier, som f. eks. gotisk eller urnordisk<ref>Se Braune, Voyles, Krause elles Alexander Jóhannesson (1-3).</ref>.

 

Ablautsrækken '''í - ei - i'''.

 

|}

 

Halldór Halldórsson regner med fem klasser, hvoraf den ene er ri-verberne. For de første fire gengives hans eksempler.

 

 

 

Fire i det hele, ''róa'' (''ro''), ''gróa'' (''gro''), ''núa'' (''gnide'') og ''snúa'' (''vende'').

 

'''Núa''' er etymologisk det samme verbum som dansk ''gnide'', og det på islandsk bortfaldne ''g'' ses ofte i ældre tekster eller poesi, da i formen '''gnúa'''<ref>Den islandske poesis alliterationsregler gør meget for at bevare denne og adskillige andre former. Hvis man nu står og mangler alliteranten ''g'' og vil udtrykke at man gnider noget, så er '''gnúa''' en meget nærliggende mulighed.</ref>.

 

På islandsk, '''núþálegar sagnir''' (''"nudatidige verber"''). Verber, der er forskellige på en eller anden måde, men i det hele taget opfører sig i præsens som om det var præteritum. Visse af dem bruges udstrakt som hjælpeverber. (Dansk har den samme klasse: ''Jeg ved - jeg vidste'' og islandsk ''ég veit - ég vissi''.) Listen er som følger: '''eiga''' (''eje''), '''mega''' (''være tilladt''), '''vita''' (''vide''), '''kunna''' (''kunne''), '''muna''' (''huske''), '''þurfa''' (''behøve''), '''vilja''' (''ville''), '''munu''', '''skulu''' (''ville'', ''skulle''), '''unna''' (''elske'', ''have kær'').

 

Part. præt. bruges kun i sammensatte tider, da i neutrum: '''Ég hef viljað''' (''jeg har villet'').

 

Dette er det eneste verbum, som har været klassificeret som '''helt''' uregelmæssigt på islandsk. (Det er, fordi præsens er ''valda'', præteritum ''olli'', men den forskel forklares let af fonetiske love.) Det anføres her af historiske grunde, og bøjningen følger her.<ref>Verbet '''valda''' findes også i skaksproget i betydningen at ''beskytte en brik'', men så bøjes den som et svagt verbum af den 1. klasse, dvs. ganske som ''kalla''.</ref>