Israels land: Forskelle mellem versioner

'''Israels land''' ([[Hebraisk (sprog)|hebraisk]]: {{hebraisk|אֶרֶץ יִשְׂרָאֵל}}, ''Eretz Yisrael'', også '''Det lovede land''' og '''Storisrael''') er landet som er givet det [[jøde|jødiske]] folk ifølge [[Bibelen]].

 

Udtrykket "Israels lovede land" er en direkte oversættelse af den hebraiske frase "ארץ ישראל" (''Eretz Yisrael''), som er fundet i den hebraiske bibel. Anita Shapira mener, at udtrykket "Eretz Israel" var et helligt udtryk, når det kommer til de eksakte grænser for territoriet, men klar når det kommer til ejerskab.<ref>Anita Shapira, 1992, ''Land and Power'', ISBN 0-19-506104-7, s. ix</ref>

 

Jakobs efterkommere blev kendt som "Israels børn" (ofte oversat som "israelitter") og landet som de vandt fra [[kanaan]]itterne blev til sidst kendt som ''Israels lovede land''. Den moderne stat [[Israel]] ("מדינת ישראל", ''Medinat Yisrael'') benytter også dette historiske navn.

 

 

== Dimensioner ifølge Bibelen ==

Den hebraiske bibel indeholder flere beskrivelser af landets grænser. De tre klassiske skriftsteder er Første Mosebog 15,18–21, Fjerde Mosebog 34,1-15 og Esekiel 47,13-20.

 

[[Første Mosebog]] 15,18–21<ref>[[Første Mosebog]] 15, 18–21: Den dag sluttede Herren en pagt med Abraham og sagde: "Din familie giver jeg dette land, fra Egypterfloden helt til Storfloden, Eufrat, landet som tilhører kenitterne, kenisitterne og kadmonitterne, hetitterne, perisitterne og refaitterne, amoritterne, kanaaneerne, girgasjitterne og jebusitterne.</ref> beskriver det som er referert til i jødiske traditioner som ''''Gevulot Ha-aretz'' ("Landets grænser") som det fulde og hele lovede land lovet til [[Abraham]].

 

[[Fjerde Mosebog]] 34,1–15<ref>[[Fjerde Mosebog]] 34,1–15: Herren sagde til Moses: Tal til israelitterne og sig til dem: Når du kommer ind i Kanaan, det land du får til odel og eje, skal det have disse grænser: Grænsen mod syd skal gå fra Sin-ørkenen langsmed Edom. I øst skal sydgrænsen begynde ved enden af Saltsøen. Den skal svinge syd for Akrabbim-skaret og gå videre frem til Sin. Så skal den gå syd for Kadesj-Barnea til Hasar-Addar og derfra over til Asmon. Fra Asmon skal grænsen svinge ned til Egypterbækken og ud til havet mod vest. Mod vest skal du have Storhavet til grænse. Dette er den grænse du skal have mod vest. Mod nord skal du have denne grænse: Du skal trække en linje fra Storhavet til bjerget Hor og derfra til Lebo-Hamat op; der skal grænsen nå ud til Sedad. Så skal den gå videre til Sifron og ende ved Hasar-Enan. Dette er den grænse du skal have mod nord. Mod øst skal du trække en linje fra Hasar-Enan til Sjefam op. 11 Fra Sjefam skal grænsen gå ned til Ribla øst for Ajin, og videre nedover til den når bjergryggen på østsiden af Gennesaret-søen. Så skal den følge Jordan og ende nede ved Saltsøen. Dette skal være deres land, og disse grænser skal det have. Moses talte til israelitterne og sagde: Dette er det land du skal få til odel og eje og dele ved lodkasting, det land som Herren har sagt at de ni stammer og den ene halve stamme skal få. For Ruben-sønnernes stamme, Gad-sønnernes stamme og halvdelen af Manasses stamme har allerede fået odelsjord til sine familier. Disse to og en halv stamme har fået sin ejendom på østsiden af Jordan mod solopgangen, ret imod Jeriko.</ref> beskriver landet lokaliseret som israelitternes stammer efter [[Anden Mosebog]]. Stammerne efter Ruben, [[Gad]] og halve af Manasseh fik land øst for Jordan såsom forklaret i [[Fjerde Mosebog]] 34, 14–15. Fjerde Mosebog 34,1–13 giver en detaljeret beskrivelse af landets grænser lokaliseret til de genværende stammer. Regionen kaldt "Kanaans land" (''Eretz Kna'an'') i fjerde Mosebog 34,2 og grænser er kendt i jødisk tradition som "grænser for de som kommer ud af [[Egypten]]".

 

[[Esekiel]] 47,13–20<ref>[[Esekiel]] 47,13–20: Så siger Herren Gud: Dette er de grænser du skal have når du deler landet mellem Israels tolv stammer. Josef skal have to dele. Du skal tage det i eje, og den ene skal få lige meget som den anden. Jeg lovede jo med løftet hånd at give det til deres fædre. Og landet får du til odel og eje. Så skal landegrænsen være: Mod nord skal den gå fra Storhavet bort imod Hetlon, til Lebo-Hamat og Sedad, videre til Berota og Sibrajim, som ligger ved grænsen mellem Damaskus-landet og Hamat-landet, og til Hasar-Enon, som ligger ved grænsen mod Havran. Så skal grænsen gå fra havet til Hasar-Enon ved grænsen mod Damaskus og Hamat mod nord. Dette er nordsiden. På østsiden danner Jordan grænsen mellem Havran og Damaskus og mellem Gilead og Israels land helt til søen mod øst, ned til Tamar. Dette er østsiden. På sydsiden skal grænsen gå fra Tamar til vandet ved Meribat-Kadesj og videre til Egypterbækken og Storhavet. Dette er sydsiden. På vestsiden skal Storhavet danne grænsen, til en kommer på højde med Lebo-Hamat. Dette er vestsiden</ref> giver en eftereksilsk definition af grænserne. Definitionen i Esekiel beskriver Israels lovede land, som, ifølge Esekiels profesi, er en gentagelse af det lovede land med stammelokationer for Israel at returnere til efter deres fangenskab (Esekiel var under det babylonske fangenskab efter Jerusalems fald i 597 og 586 f.Kr. ved [[Nebukadnesar II]]). Definitionen er en påmindelse om at Guds løfte og ønske for Israel ikke var fuldstændig annulleret ved situationen som førte til fangenskab. Landets grænser, såsom de er beskrevet i Esekiel, inkluderer det moderne [[Libanon]]s nordlige grænse, østover (vejen mod Hethlon) til [[Zedad]] og [[Hazar-enan]] i det moderne [[Syrien]]; syd ved sydvest til [[Busra]] ved den syriske grænse (Hauran-området i Esekiel); følger [[Jordan (flod)|floden Jordan]] mellem Vestbredden og [[Gilead]]s land til Tamar (Ein gedi) på vestbredden til [[Dødehavet]]; Fra Tamar til Meribah Kadesh (Kadesh Barnea), så langs Egyptenfloden (se ordskifte nedenfor) til [[Middelhavet]].

 

Derfor definerer fjerde Mosebog 34 og Esekiel 47 forskellige, men lige grænser som inkluderer hele nutids [[Libanon]], både [[Vestbredden]] og [[Gazastriben]] og [[Israel]], bortset fra Sydnegev og [[Eilat]]. Små dele af [[Syrien]] er også inkluderet.

 

Kortere beskrivelser af Israels lovede land findes også i [[Anden Mosebog]] 23,31<ref>[[Anden Mosebog]] 23,31: Jeg skal lave dine landegrænser nu fra Sivsøen til Filisterhavet, fra ørkenen til Eufrat. For jeg vil give indbyggerne i landet i din hånd, og du skal drive dem ud.</ref>, [[Femte Mosebog]] 1,6–8,<ref>[[Femte Mosebog]] 1,6–8: Herren vor Gud talte således til os ved Horeb: "Du har opholdt dig længe nok ved dette bjerg. Bryd nu op og drag til amoritternes bjergland og til grannefolkene i Jordan-dalen, i bjergene og i Sjefela, i Negev og ude ved kysten, til kanaaneernes land og til Libanon, helt til Storfloden, Eufrat. Se, jeg har lagt landet åbent til dig. Drag af sted og indtag det land som Herren sværgede, at han ville give deres fædre, Abraham, Isak og Jakob, og deres efterkommere.</ref> femte Mosebog 11,24<ref>[[Femte Mosebog]] 11,24: Hvert sted som du sætter foden på, skal tilhøre dig. Fra ødemarken og Libanon, fra Storfloden, Eufrat, til havet i vest skal deres grænser gå.</ref> og [[Josvas bog]] 1,4.<ref>[[Josvas bog]] 1,4: Landet fra ødemarken og Libanon til Storfloden, Eufrat, hele hetittlandet til Storhavet i vest, skal tilhøre dig.</ref>

 

Den sædvanlige bibelske frase brugt til ar referere til territorierne som faktisk er bosat af israelitter er "fra [[Tel Dan|Dan]] til Beersheba" (eller varianten "fra Beersheba til Dan"), som dukker op i de bibelske verser Dommerne 20,1, 1. Samuel 3,10, 2. Samuel 17,11, 2. Samuel 24,2, 2. Samuel 24,15, 1. Kongebog 4,25, 1. Krønikerne 21,2 og 2. Krønikerne 30,5.

 

{{reflist}}

 

 

[[ar:أرض إسرائيل]]

[[cs:Země izraelská]]

[[de:Eretz Israel]]