Zenbuddhisme: Forskelle mellem versioner

'''Zenbuddhismen'''; er en retning inden for [[Mahayana|Mahāyāna Buddhisme]]. Selve ordet '[[zen]]'' er den japaniserede form for det kinesiske ''ch'an'', der går videre tilbage til sanskritordet ''dhyana'', det vil sige den meditation, der fører til den frelsende indsigt.<ref name=edsman88>Edsman, Carl-Martin (1977) ''Asiens hovedreligioner af i dag 1: Hinduisme og buddhisme''. Gyldendalske Boghandel. Side 88.</ref>

Oplevelsen af den den frelsende indsigt hedder på japansk ''satori'', der kan oversættes med oplysning eller opvågen.<ref>Ibid, sidename=edsman88 88.</ref>

Munkelivet i et zenkloster sigter til den sande forståelse eller indsigt i ens eget virkelige væsen. Hermed mener zenmunkene, at de vinder samme oplysning, som Buddha engang fik del i, og de derfor repræsenterer den ægte og oprindelige buddhisme.<ref>Ibid, sidename=edsman88 88.</ref>

Oplysningen kommer ikke let. Det er ikke usædvanligt, at den vordende munk anvendte 7-8 år for at opnå sin endelige satori. Når oplysningen kommer findes der ikke længere nogen deling, intet han og du, intet objekt og subjekt. Der er aldrig tale om Gud og ham, fordi der for zenbuddhisten ikke findes nogen personlig Gud og eftersom alt nu er ét. Hvis oplysningen kommer til een, kan man ikke tale om erfaringen, fordi det at tale om den gør, at vedkommende skilles fra den, og der således på ny skabes en deling.<ref>Ibid, sidename=edsman88 88.</ref>

Zenbuddhisterne har vendt sig mod den forvrængede, forfalskede og ikke personligt oplevede virkelighed, som brugen af ord, logik og fornuft fører til. Deres vej er paradoksets og erfaringens. ligesom [[Tertullian]]s og [[Søren Kierkegaard|Kierkegaards]]. De har derfor vægret sig mod at beskrive ''satori''. Der findes dog alligevel sådanne beskrivelser fra de klassiske zenmestre i [[Japans kejsere|1100]]- og [[Japans kejsere|1200]]-tallet og frem til vores dage.<ref>IbidEdsman, side 90.</ref>

4) alt i universet står i en gensidig permanent og harmonisk forbindelse med alle andre ting.<ref>IbidEdsman, side 89.</ref>