Bruger:Nis Hoff/Kladde3: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nis Hoff (diskussion | bidrag) |
Nis Hoff (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
Linje 32:
I midten af 1940 var [[Benito Mussolini|Mussolini]] i stigende grad blevet jaloux over [[Adolf Hitler|Hitler]]s erobringer og ønskede at bevise overfor sin Aksemagterne|Aksepartner, at han kunne lede Italien til tilsvarende militære succeser.<ref name="C247">Ciano (1946), 247<br>* Svolopoulos (1997), 272</ref> Italien havde besat [[Albanien]] i foråret 1939 og adskillige britiske støttepunkter i Afrika ([[Italiens erobring af Britisk Somaliland]] i sommeren 1940), men kunne ikke prale af sejre i samme størrelse som Nazityskland. Samtidig ville Mussolini understrege Italiens interesser på Balkan, som var truet af Tyskland. Han var pikeret af at Rumænien, et Balkanland i det der skulle være den italienske indflydelseszone, havde accepteret tysk beskyttelse af dets oliefelter ved [[Ploieşti]] midt i oktober foruden sikre baser hvorfra britiske interesser i det østlige Middelhav kunne angribes.
Efter at den græske diktator [[Ioannis Metaxas]] den [[28. oktober]] 1940 havde afvist et italiensk [[ultimatum]], som krævede besættelse af græsk territorium, invaderede italienske styrker Grækenland. Den græske hær svarede igen med et modangreb og tvang italienerne på tilbagetog, og i midten af december havde grækerne besat næsten en fjerdelel af Albanien og holdt 530.000 italienske tropper bundet. I marts 1941 slog en italiensk modoffensiv fejl efter mindre gevinster ved [[Himare]]<ref name="Bu76">Buell (2002), p. 76</ref>. I de første dage af april, mens [[slaget om Grækenland|det tyske angreb]] på Grækenland begyndte, genoptog den italienske hær sine angreb. Fra [[12. april]] begyndte den græske hær at trække sig tilbage fra Albanien for ikke at blive afskåret ved den hurtige tyske fremrykning. Den [[20. april]] kapitulerede den græske
Den græske sejr over den indledende italienske offensiv i oktober 1940 var den første allierede sejr på landjorden i [[2. Verdenskrig]] og hjalp med til at hæve moralen i det besatte [[Europa]]. Nogle historikere hævder, at det kan have haft indflydelse på hele krigens forløb ved at have tvunget Tyskland til at udskyde invasionen af Sovjetunionen for at hjælpe Italien mod Grækenland. Dette førte til et forsinket angreb og udsatte de tyske styrker for betingelserne i den hårde russiske vinter, hvilket førte til deres nederlag i [[Slaget om Moskva]].<ref name ="Riefenstahl">Riefenstahl (1987) p. 295</ref>
Linje 40:
Lige siden [[Risorgimento|Italiens saming]] havde landet drømt om at opnå stormagtsstatus og eneherredømme i Middelhavet. Senere under den italienske fascisme blev etableringen at et nyt Romersk imperium, som omfattede Grækenland, ofte proklameret af Mussolini.
Allerede i [[1910'erne]] stødte italienske og græske interesser sammen over Albanien og [[Dodekaneserne]]. Albanien, Grækenlands naboland mod nordvest, var fra sin grundlæggelse i praksis et italiensk protektorat. Både Albanien og Grækenland krævede kontrol over det nordlige
På græsk side gjorde Venizelos store anstrengelser for at normalisere Grækenlands forhold til sine naboer. Efter den græsk-tyrkiske venskabstraktat i 1930 og [[Balkanpagten]] i 1934 var truslen fjernet fra Grækenlands traditionelle fjende Tyrkiet. Albanien var for svag til at være en trussel og Jugoslavien, som godt nok af og til pressede på for at få en "frizone" i Thessaloniki, vedligeholdt et godt forhold til Grækenland. Desuden følte begge lande sig truet af [[Bulgarien|bulgarsk]] revisionisme. Bulgarske tanker om at genvinde det vestlige [[Thrakien]] var den alvorligste udenrigspolitiske trussel, som Grækenland stod overfor i [[1930'erne]]. Da [[Ioannis Metaxas|Metaxas]] kom til magten i [[1936]], blev der lagt planer for en reorganisering af landets væbnede styrker og om en befæstet linje langs den græsk-bulgarske grænse. Linjen blev bygget og opkaldt efter lederen: "[[Metaxas Linjen]]". I de følgende år blev der investeret meget i at modernisere hæren. Den gennemgik en teknologisk opgradering og fik stort nyt udstyr og blev i det hele taget dramatisk forbedret i forhold til sin tidligere så beskæmmende tilstand. Den græske regering købte nye våben til de tre arméer, men på grund af de voksende trusler om krig i Europa blev de vigtigste køb i udlandet, som blev foretaget i [[1938]] og [[1939]] aldrig, eller kun delvis leveret. Det blev lavet en stor beredskabsplan og store mængder fødevarer og hjælpemidler blev oplagret af hæren rundt om i Grækenland til brug i tilfælde af krig.
Linje 47:
Den [[7. april]] [[1939]] [[Italiens invasion af Albanien|besatte Italien Albanien]] og fik hermed en direkte landgrænse til Grækenland. Denne handling forte til en britisk og fransk garanti af Grækenlands territoriale integritet, men for grækerne betød denne udvikling at alle tidligere planer blev skrottet, og man gik i al hast i gang med at forberede sig på et muligt italiensk angreb. Da krigen brød ud i Centraleuropa forsøgte Metaxas at holde Grækenland ude af konflikten, men som den skred frem følte han sig i stigende grad knyttet til Storbritannien, støttet af den anglofile kong [[Georg 2. af Grækenland]], som udgjorde den vigtigste støtte for regimet. Dette var ironisk, for Metaxas havde altid været tyskvenlig, og havde bygget stærke økonomiske bånd til Hitlers Tyskland.
På samme tid begyndte italienerne og især guvernøren over Albanien, Francesco Jacomoni, at rejse spørgsmålet om [[Cham Albanere|den albanske minoritet i Cham]] i det græske [[
Kort efter [[slaget om Frankrig|Frankrigs fald]] rettede Mussolini sit fokus mod Grækenland. Ifølge notatet for [[3. juli]] 1940 i hans svigersøn og udenrigsminister grev [[Galeazzo Ciano]]s dagbog:
Linje 55:
<blockquote>Mussolini forsætter med at tale om et lynangreb ind i Grækenland i slutningen af september<ref>Ciano (1947)</ref>. I mellemtiden blev den oprindelige italienske plan om at angribe Jugoslavien lagt på hylden på grund af tysk modstand og mangel på transportmidler.<ref>Knox (2000), p. 79</ref></blockquote>
Den [[12. oktober]] [[1940]] besatte tyskerne de rumænske oliefelter. Denne aktion, som han ikke var informeret om på forhånd, gjorde Mussolini rasende, da han anså det for en tysk indtrængen i Sydøsteuropa, som Italien hævdede var sin indflydelsessfære.. Tre dage senere indkaldte han til et møde i [[Rom]] for at diskutere invasionen af Grækenland. Kun generalstabschefen marskal [[Pietro Badoglio]], gjorde indvendinger og pegede behovet for at samle mindst 20 divisioner inden en invasion, men den lokale hærchef i Albanien, generalløjtnant [[Sebastiano Visconti Prasca]], hævdede, at der kun var brug for yderligere tre divisioner, og det først efter at den første fase af offensiven (erobringen af
Et propagandakrig mod Grækenland blev startet i Italien og gentagne provokationer gennemført, såsom overflyvning af græsk område og flyangreb mod græske krigsskibe, og de kulminerede med at en italiensk ubåd torpederede og sænkede den lette græske krydser ''Elli'' i [[Tinos]] havn den [[15. august]] [[1940]] (en national religiøs helligdag). Trods de klare beviser på at Italien var ansvarlig bekendtgjorde den græske regering af angrebet var udført af en ubåd af ukendt nationalitet. Selv om facaden af neutralitet således blev opretholdt, var folket godt klar over hvem de skyldige var (og beskyldte Mussolini og hans udenrigsminister Count Ciano for at stå bag)<ref name="Bu54">Buell (2002), p. 54</ref>.
Linje 71:
== Slagplaner og slagorden ==
Fronten var ca. 150 km bred og bestod af særdeles bjergrigt terræn med meget få veje. [[
Ordren til at invadere Grækenland gav [[Mussolini]] til [[Pietro Badoglio]] og [[Mario Roatta]] den 15. oktober med forventning om at angrebet ville begynde i løbet af 12 dage. Badoglio og Roatta var forfærdede i betragtning af, at de efter ordre fra Mussolini havde hjemsendt 600.000 mand tre uger tidligere, for at skaffe arbejdskraft til høsten.<ref name="Bauer1"> Bauer (2000) pages 99</ref> I betragtning af, at det forventedes at en sejr ville kræve mindst 20 divisioner, at der i øjeblikket kun var 8 divisioner i Albanien og i betragtning af de albanske havne og vejes utilstrækkelighed ville det kræve mindst tre måneder at gennemføre de nødvendige forberedelser.<ref name="Bauer1"/> Nonetheless, D-day was set at dawn on 26 October.
Den italienske slagplan, med kodenavnet ''Emergenza G'' opererede med at landet skulle besættes i tre faser. Den første fase omfattede besættelsen af
Den italienske overkommando havde tildelt et korps til hvert operationsområde bestående af de tilstedeværende italienske besættelsesstyrker i Albanien. Det stærkeste var 25. "Ciamuria" korps i
Efter den italienske besættelse af Albanien havde den græske generalstab forberedt "IB" (Italien-Bulgarien) planen, som forudså en kombineret offensiv fra Italien og Bulgarien. Planen gik grundlæggende ud på at indtage en defensiv holdning i
De græske hovedstyrker i det umiddelbare område ved krigens udbrud bestod af: I
Grækerne havde en lille fordel i, at deres divisioner havde 30% mere infanteri (tre regimenter i modsætning til italienernes to<ref name="Walker1"> Walker (2003), p. 22-23</ref><ref>[http://www.comandosupremo.com/ItalianArmy3.html Italian Army OrBat på ''Comando Supremo'']</ref>) og lidt mere middelsvært artilleri og maskingeværer end de italienske,<ref name="Buell 2002, pages 37">Buell (2002), p. 37</ref> men de havde ingen kampvogne, og italienerne kunne regne med fuldstændigt herredømme i luften overfor det lille kongelige hellenske luftvåben. Hertil kom, at hovedparten af det græske udstyr stadig var fra 1. verdenskrig, eller stammede fra lande såsom [[Belgien]], [[Østrig]] og [[Frankrig]], som nu var besat af [[Aksemagterne]], hvilket betød, at det var svært at få reservedele og passende ammunition. Mange af de højtstående græske officerer var imidlertid veteraner fra næsten 10 års fortsatte krige (fra [[Balkankrigene]] i [[1912]]-[[1913]] via [[1. Verdenskrig]] til den [[græsk-tyrkiske krig]] i [[1919]]-[[1922]]) og trods de begrænsede midler havde den græske hær forberedt sig på den kommende krig i slutningen af [[1930'erne]]. Hertil kom at den græske moral, i modsætning til de italienske forventniunger, var høj, og mange var ivrige efter at hævne sænkningen af den græske krydser ''Tinos''.
Linje 97:
Italienerne angreb om morgenen den [[28. oktober]] og trængte de græske forposter tilbage. "Ciamuria" korpset med "Ferrara" og "Centauro" divisionerne i spidsen angreb i retning af Kalpaki (Elaia), mens Littoral gruppen rykkede frem på højre fløj langs kysten og sikrede sig et brohoved over [[Kalamas]]-floden. Italienerne stod overfor vanskeligheder på grund af terrænets beskaffenhed med deres lette [[L3/35]] tanketter og middeltunge [[Fiat M13/40]] kampvogne, som ikke kunne klare det bakkede terræn og de mudrede stier, der fungerede som veje.
Den [[31. oktober]] bekendtgjorde den italienske overkommando, at "Vore enheder fortsætter med at rykke ind i
Dårligt vejr til søs gjorde det umuligt at gennemføre en forventet landgang på Korfu.<ref name="Bu54"/> Den [[1. november]] havde italienerne erobret [[Konitsa]] og var nået frem til den græske hovedforsvarslinje. Samme dag fik det albanske krigsområde tildelt højere prioritet end [[Afrika]] af den italienske overkommando.<ref>Knox (2000), p. 80</ref> Mens trods gentagne angreb lykkedes det ikke for italienerne at gennembryde de græske stillinger, og angrebene blev indstillet den [[9. november]].
En større trussel mod de græske stillinger udgjordes af fremrykningen af den 10.800 mand stærke 3. alpinske division "Julia" over [[
Græske modangreb førte til generobring af adskillige landsbyer, inklusiv Vovousa den 4. november, så "Julia" divisionen blev praktisk taget omringet. Prasca forsøgte at forstærke den med den nyligt ankomne 47. infanteridivision "Bari" (som oprindelig var bestemt for invasionen af [[Korfu]]), men den ankom for sent til at ændre udfaldet. I det næste dage kæmpede den alpine division tappert i skrækkeligt vejr og under konstante angreb fra den græske kavaleridivision under ledelse af generalmajor [[Georgios Stanotas]]. Den 8. november var chefen for "Julia", general Mario Girotti, tvunget til at give sine styrker ordre til at trække sig tilbage via [[Smolikas]] bjerget mod Konitsa. Dette kæmpende tilbagetog varede i adskillige dage indtil grænseområdet den 13. november var ryddet for italienske tropper, hvilket betød afslutningen på "[[slaget om
Da italienerne ikke foretog sig noget i det vestlige Makedonien flyttede den græske overkommando 3. korps (10. og 11. infanteridivision og kavaleribrigaden under generalløjtnant [[Georgios Tsolakoglou]]) ind i området den 31. oktober og beordrede det til at angribe ind i Albanien sammen med TSDM. Af logistiske årsager blev angrebet flere gange udskudt indtil den 14. november.
Linje 108:
=== Græsk modoffensiv og dødvande (14. november 1940 - 8. marts 1941)===
[[Fil:Efodos1940.jpg|thumb|200px|right|Maleri som viser græske soldater under et bajonetangreb.]]
[[Fil:Greeks New Year 1941.jpg|thumb|200px|right|Græske soldater fejrer nytårsdag 1941 på den albanske front]]
Line 114 ⟶ 113:
Græske reservister begyndte at nå frem til fronten i begyndelsen af november, samtidig med at Bulgariens passivitet tillod den græske overkommando at overføre hovedparten af dens divisioner fra den græsk-bulgarske grænse og indsætte dem på den albanske front. Det gjorde det muligt for den græske øverstkommanderende, generalløjtnant [[Alexandros Papagos|Papagos]] at opnå talmæssig overlegenhed i midten af november, inden han iværksatte sin modoffensiv. Walker<ref>Walker (2003), p. 28</ref> citerer, at grækerne havde en klar overvægt på 250.000 mand mod 150.000 italienere da det græske modangreb blev sat ind, og kun de 6 alpine italienske divisioner var trænet og udstyret til krig i bjergene. Bauer<ref name="Bauer2"/> anfører, at den 12. november havde [[Alexander Papagos|general Papagos]] over 100 infanteribataljoner ved fronten, som kæmpede i terræn de kendte, sammenlignet med under 50 italienske bataljoner. <!--Eleven infantry divisions, two infantry brigades and one cavalry division opposed fifteen Italian infantry divisions and one tank division.<ref>''The Oxford Companion to World War II'' (1995), p.508 {{Failed verification|date=January 2008}}--My copy has nothing about this on p.508. Can someone else check this?--</ref> .....I checked, it says nothing and the sentence is contrary to common knowledge of the campaign. But interestingly I have two other sources that say quite the opposite - so I am including those-->
TSDM og 3. Korps, som til stadighed var blevet forstærket med enheder fra hele det nordlige Grækensland indledte deres angreb den 14. november, i retning af [[Korçë|Korytsa]]. Efter intense kampe ved den befæstede grænselinje brød grækerne igennem den 17. og indtog Korytsa den 22., men på grund af manglende beslutsomhed i den græske overkommando fik italienerne mulighed for at trække sig tilbage og omgruppere og undgik dermed et fuldstændigt sammenbrud.
Angrebet fra det vestlige Makedonen var kombineret med en generel offensiv langs hele fronten.<ref>{{cite news |first= |last= |coauthors= |title=Zeto Hellas |date= 02 December 1940 |publisher= |url=http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,772472-1,00.html |work=[[Time magazine|TIME]] magazine |pages= |accessdate=2008-03-30 |language=}}</ref> 1. og 2. korps rykkede frem i Epiros og efter hårde kampe erobrede de [[Sarandë|Agioi Saranda]], [[Pogradec]] og [[Gjirokastër|Argyrokastron]] i starten af december og [[Himarë|Himara]] på juleaftensdag, og havde dermed besat praktisk taget hele det sydlige Albanien (kaldet "nordlige Epiros" af grækerne). En sidste græsk succes bestod i at erobre det strategisk vigtige og kraftigt befæstede Klisura pas den 10. januar ved 2. Korps. Men det lykkedes ikke for grækerne at bryde igennem til Berat, og deres offensiv mod Valona slog fejl. Under kampen om Valona led italienerne alvorlige tab i deres 7. infanteridivision ''Lupi di Toscana'', ''3. alpine division ''Julia'', 24. infanteridivision ''Pinerolo'' og ''5. Alpine Division ''Pusteria'' men i slutningen af januar blev den græske fremrykning endelig stoppet på grund af en kombination af at Italien endelig havde opnået en numerisk overlegenhed og at grækerne stod i en vanskelig logistisk situation.
I mellemtiden var general Soddu midt i december blevet udskiftet med general [[Ugo Cavallero]]. Den 4. arts sendte briterne deres første konvoj med tropper og forsyninger til Grækenland under kommando af generalløjtnant Sir [[Henry Maitland Wilson]]. Styrkerne bestod af fire divisioner med 57.000 tropper mand, to af divisionerne var pansrede<ref>Buell (2002), p. 75</ref>.
Det følgende citat opsummerer på passende vis begivenhederne både i form af et fremragende græsk forsvar af deres fædreland, og den dårligt forberedte italienske fiasko:
{{citat|Ingen kan nægte at sejrens laurbær tilfaldt den græske soldat; men under forhold som disse kan man kun sige, at den italienske soldat havde fortjent en martyrkrone mindst tusind gange.<ref>Bauer (2000), p. 106</ref> }}
=== Italienske forårsoffensiv og det tyske angreb (9. marts 1941 - 23. april 1941)===
{{Hovedartikel|Slaget om Grækenland}}
Dødvandet fortsatte, trods lokale kampe, da begge sider ikke havde den fornødne styrke til at iværksætte et stort angreb. Trods deres gevinster var grækerne i en prekær situation, da de omtrent havde tømt deres nordlige grænse for mænd og våben for at understøtte den albanske front, og de var for svage til at kunne modstå et eventuelt tysk angreb via Bulgarien.
Italienerne derimod ville opnå en succes på den albanske front inden den forestående tyske intervention og samlede styrker for at iværksætte en ny offensiv med kodenavnet "Primavera" (forår). De opstillede 17 divisioner over grækernes 13, og under [[Mussolini]]s personlige overvågning iværksatte de et beslutsomt angreb mod Klisura Passet. Angrebet varede fra 9. - 20. marts, men det lykkedes ikke for italienerne at slå grækerne tilbage og de opnåede kun mindre gevinster såsom Himare, området ved Mali Harza og Trebescinibjerget ved Berat.<ref name="Bu76"/> Herefter og indtil det tyske angreb den 6. april fortsatte dødvandet, med kun begrænsede operationer på begge sider.
I forventning om et tysk angreb tilrådede briterne og nogle grækere til en tilbagetrækning af Epiros hæren, så der var stærkt påkrævede tropper og udstyr til at slå tyskerne tilbage. Men nationale følelser umuliggjorde en opgivelse af så hårdt vundne stillinger, på trods af militær logik, og en tilbagetrækning overfor de slagne italienere blev anset for at være vanærende. Derfor blev hovedparten af den græske hær stående dybt inde i Albanien mens det tyske angreb nærmede sig. General Wilson hånede denne tøven som "den fetishistiske doktrin om at ikke en meter land skulle afgives til italienerne" og kun seks af 21 græske divisioner stod til rådighed til at modstå det tyske angreb<ref>De Felice (1990), p. 125</ref>.
[[
Den 6. april genoptog italienerne deres offensiv i Albanien i sammenhæng med den tyske [[Operation Marita]]. De indledende angreb gjorde ikke større fremskridt, men den 12. april beordrede den græske overkommando, som var bekymret over de tyske styrkers hurtige fremtrængen, en tilbagetrækning fra Albanien. Den italienske 9. armé erobrede Korçë den 14. april efterfulgt af Ersekë tre dage senere. Den [[19. april]] besatte italienerne de græske bredder af Prespa-søen og den [[22. april]] nåede det 4. Bersaglieri Regiment broen i grænselandsbyen Perati og krydsede ind på græsk område den følgende dag.
▲[[Image:Tsolakoglou-jodl-ferrero-1941-04-23.jpeg|thumb|250px|right|Tsolakoglou discusses the third and final protocol of surrender of the Greek Army of Epirus with German General [[Alfred Jodl]] and Italian General Ferrero. Thessaloniki, 23 April 1941.]]
Den [[24. april]] mødtes de italienske tropper med de tyske styrker, som angreb [[Attica]] området ved [[Athen]], mens de slagne britiske styrker begyndte deres evakuering og Bulgarien invaderede det nordlige græske område omkring [[Xanthi]]. Den [[3. maj]] efter den endelige erobring af [[Kreta]], blev der gennemført en stor tysk-italiensk militærparade i Athen som fejrede Aksemagternes sejr. Det var efter sejren i Grækenland (og Jugoslavien) at Mussolini begyndte at omtale [[Middelhavet]] som "mare nostrum" (latin for "vores hav") i sin propaganda.
==Naval operations==
Linje 176:
==Military insights gained from the War==
General [[Sebastiano Visconti Prasca]], in his memoirs, attributes the failure of the campaign mainly to poor organization, personal agendas, corruption and lack of cooperation among the top ranks of Italy's Armed Forces. Prasca compared the stubborn Greek resistance in
However, the Italians failed primarily at a strategic level, i.e. at the level of Mussolini and the High Command. Barely a month before the invasion of Greece, on 1 October, Mussolini ordered the demobilization of half the Italian army, a measure accepted by the General Staff, although General [[Mario Roatta]] warned that much of the army would become unserviceable for many months.<ref>Knox (2000), pages 79</ref> In addition, the persistent underestimation of Greek preparedness doomed the campaign to failure from the start. As the Italian historian Renzo De Felice wrote: "The military superiority (numerical and technical) was always, in the first months of the war, on the side of the Greeks. The Italians had only eight divisions in Albania (and two of these were facing the Yugoslavian Army) in October 1940, while the Greeks had initially 14 divisions well trained to the fight in their mountainous terrain. The Greek Army spent all available resources to attain their victorious defence and counterattack; as a consequence, the German attack [[Operation Marita]] found a limited resistance from the exhausted Greeks in April 1941"<ref>De Felice (1990), pages 87-88</ref> Another notable failure of the Italian offense is the lack of any attack on the [[Ionian Islands]] or [[Crete]], which were obvious and relatively undefended targets, and could have provided Italy with strong forward naval and air bases.
Linje 220:
==External links==
* [http://www.inilossum.com/2gue_HTML/2guerra1940-12A.html Photos of the initial Italian offensive in
* [http://www.comandosupremo.com/Greece1940.html Commando Supremo: Invasion of Greece 28 October - Italian Order of battle]
* [http://www.comandosupremo.com/ItalianArmy3.html Commando Supremo: Italian Army]
| |||